Anne-Cathrine Riebnitzsky: Både dyr og naboer er glade for vores fodermark

At vi slap med at slå græs fire gange sidste år og på et mindre stykke end før, er jo kun en ekstra bonus, skriver Anne-Cathrine Riebnitzsky

Anne-Cathrine Riebnitzsky: Både dyr og naboer er glade for vores fodermark
Foto: Leif Tuxen.

Sidste år i maj påbegyndte min mand og jeg et vanvittigt forsøg, som skulle vise sig at være både heldigt og vellykket. Vi var blevet noget trætte af at slå vores meget store græsplæne, og ønsket om at udlægge en væsentlig del til fodermark til gavn for rådyr fuglevildt og insekter voksede sig støt større.

Læseren husker sikkert, at sommeren 2018 var meget varm, tør og ikke mindst langvarig. Den slags var i maj endnu ikke synligt i DMI’s langtidsprognoser.

Jeg traf aftale med en lokal altmuligmand, der kunne fræse et større stykke jord for os. Da vi skridtede stykket af og målte ud, blev giftmidlet Roundup nævnt flere gange. Jeg forklarede, at vi ikke må bruge en dråbe gift hos os – sådan er lovgivningen, idet vi nærmest er bosiddende oven på Københavns drikkevandsforsyning. Han mente nu ikke, at det gjorde noget, men jeg stod fast på mit: Ingen gift.

Stykket blev fræset, og miraklet indtraf. Det blev tørt og solrigt, og græstotter og rodstumper tørrede i solen og døde. Efter tre uger af dette enorme held lovede meteorologerne en smule regn. Vi greb straks de indkøbte frøblandinger og strøede med mild hånd og i sagte gummistøvletempo frøene ud over den tørre jord.

Frøblandingen indeholdt store mængder gul sennep, der på ganske lidt vand skød i vejret og dannede skygge for de andre frø. Det var knastørt, og stykket var stort, så vanding ville være hul i hovedet. Men på morgendug og den smule fugt, der var i jorden, voksede de andre planter til under et tæppe af gule blomster.

Senneppen skød op på rekordtid, og der var et veritabelt festfyrværkeri af farvestrålende sommerfugle i evig dans hen over blomstermarken. Vi fik en del nysgerrige spørgsmål fra naboer – om det var en køkkenhave i overstørrelse? Men folk har jo stor forståelse for dyrevelfærd og miljø i dag. Den nærliggende biavler var klar til at forsyne os med honning af ren og skær glæde. Hans bier flyver åbenbart gerne en kilometer for at samle ind.

Efterhånden som senneppen gik i frø, tog hvid oliehør og andre planter over. Da havde vi allerede set, hvordan fasanerne søgte skjul og byggede rede, ligesom mange rådyr tog på picnic i vildnisset. Især lagde mange råer deres lam i det tætte dække. Stor var vores glæde, da vi gik en lille runde og kunne se, at også fodermarvkål og andre vinterfødeemner var på vej op. Da meteorologerne næste gang lovede regn, eftersåede vi på de bare pletter – og siden har det passet sig selv.

Hele vinteren gik rådyrene hellere i fodermarken på jagt efter grønne kålblade, end de gik i foderkassen med majs. De vil gerne have frisk mad. De er samtidig en smule kræsne, så de æder alt det grønne på bladene, men ikke selve bladribberne. I lang tid lignede vores fodermark derfor en samling grønne piskeris.

I foråret tog vi en tur med en spade for at fjerne de tidsler, der også er brudt frem, men ellers afventer vi naturens store køreplan. Alle disse planter har jo kastet frø. Jeg har drysset tiloversblevne frø af akeleje og valmue og fingerbøl ud i marken, tillige med mere sennep og oliehør.

Vi afventer i spænding, hvilke farver der kommer i år, og hvilke planter der klarer sig godt i vores engstykke. Både dyr og naboer er glade for projektet. At vi så oven i købet slap med at slå græs fire gange sidste år og på et mindre stykke end før, er jo kun en ekstra bonus. Har du plads tilovers, er idéen hermed givet videre.