Prøv avisen

Før eller siden går vi alle fra vid og sans

Personligt nærer jeg et bønfaldende håb om, at Vor Herre, når alderen begynder at trykke, samtidig vil afsvække mine åndsevner i et sådant omfang, at jeg ikke fra første parket skal iagttage min krops forfald, skriver præst

Livet som præst gør uvægerligt tænksom. Ikke nødvendigvis betænksom, som mine næsvise børn kan finde på at pointere. Men tænksom over livets mange tilskikkelser og vaner, som vi bevidst og ubevidst tillægger os, og som man som præst får rig lejlighed til at beskæftige sig med ved navnlig begravelsessamtaler, hvor man ser tilbage på et liv, som har været.

Således kan den sidste tid godt være svær, selvom døden i reglen er voldsomt opreklameret i en dødsforskrækket, folkelig bevidsthed. Langt de fleste dødsfald sker uden den store dramatik, men stille, roligt og fredfyldt. Og med min erfaring fra de pårørende også med den nærmeste familie omkring sig.

Noget af det, der for mange aldrende mennesker kan gøre livet virkeligt svært, er dels, at de overlever deres jævnaldrende og bliver ensomme, og dels at et ellers aktivt og udadvendt liv ufrivilligt indskrænkes af kroppens gradvise afsvækkelse. Det sidste er særligt deprimerende, hvis forstanden og iagttagelsesevnen ikke tilsvarende bliver svækket, men modstræbende må indkassere det ene nederlag efter det andet.

Jeg erindrer fra tv engang, at en tydeligt alderssvækket Johannes Sløk (berømt teologiprofessor) sad i en sofa, mens han blev interviewet af en journalist om én af sine livslange lidenskaber, Søren Kierkegaard. På et tidspunkt under interviewet vil Sløk gerne slå noget op i en af Kierkegaards dagbøger, som ulykkeligvis stod på øverste hylde i hans fyldige bibliotek. Han kastede et længselsfuldt blik op på bøgerne, men meddelte resignerende: ”Det står et sted deroppe, men jeg gider ærligt talt ikke at rejse mig op for at slå det op”.

Heller ikke den illusionsløse misantrop og læge Tage Voss, som døde dagen før sin 99-årsfødselsdag sidste år, syntes, det var sjovt at blive gammel. Til herværende avis’ læsere betroede han i en artikel i 2013, at han ikke ville opereres, for som han sagde til kirurgen på Næstved sygehus: ”Kan du ikke se, hvor gammel jeg er? Hvor meget restlevetid tror du, jeg har tilbage?”. Derpå tilføjede han tænksomt: ”Man bliver nødt til at matche indsatsen med gevinsten. Men det sker alt for ofte, at selv når vi næsten er døde, bliver vi vækket op igen af nidkære idioter, der er så dygtige til deres fag, at de stort set kan få alle til at overleve”.

Personligt nærer jeg et bønfaldende håb om, at Vor Herre, når alderen begynder at trykke, samtidig vil afsvække mine åndsevner i et sådant omfang, at jeg ikke fra første parket skal iagttage min krops forfald. Da jeg ved en reception for nogen tid siden delagtiggjorde en skælm af en organist i disse overvejelser, havde han den frækhed at antyde, at det var Vor Herre nok allerede gået i gang med. Flab.

Humor og selvironi kan også være en måde at forholde sig til døden på. Men det er altid ulig vanskeligere, når det er ens egen død, det handler om. I humoren gemmer sig ganske vist ofte en forsoning med ens egne fejl og mangler, men når det drejer sig om ens egen død, udebliver den nødvendige distance. Døden gør os til enkelte.

På trods af det var jeg engang for mange år siden på besøg hos en døende, som lå i sengen hele tiden. Jeg spurgte, om det passede ham, at jeg kom forbi omkring det samme tidspunkt i den nærmeste tid? Med et uforglemmeligt glimt i øjet svarede han: ”Joh, jeg har vist ikke nogle planer i den nærmeste fremtid…”