”Nej, tyren går ønte auer Gydhjem,” siger chaufføren med tilstræbt tålmodighed.
Fem højskoleelever med fuld feltoppakning kommer baglæns ud af bussen, hvorefter alle vi andre i kødranden på Kirkepladsen i Allinge moser ind ad dørene. Jeg får øje på en kollega og slår følge med hende. Lydigt følger vi chaufførens opfordring om at gå bagud i bussen. Vi sætter os på det næstbageste dobbeltsæde og fortryder med det samme.
Efter os kommer fem mænd i 40-årsalderen iført shorts, fyldte fadølsbægre og fuldemandsvid. Tungt placerer de deres mellemsvære branderter på bussens bagsæde. En kendt USA-ekspert slår armene om sin mappe, da en kraftig kvinde med tatoverede overarme skubber sig ind på sædet ved siden af ham. Hun følges med to beduggede, voksne udviklingshæmmede, som stiller sig i midtergangen, hvor de spiser det sidste af deres franske hotdogs. Den ene er hele tiden ved at falde, fordi hendes solhat glider ned over øjnene. Men da dørene lukkes, er bussen så overfyldt, at hun umuligt vil kunne vælte.
Til alle jer, der tilbragte sidste weekend med at sidde hjemme og skrive opslag på Facebook om, at Folkemødet ikke er folkeligt: I har nok aldrig været med 8’eren til Rønne en fredag aften, når Magtens Korridorer har spillet på Cirkuspladsen.
Faktisk er koncerten kun lige begyndt, da min kollega og jeg står på bussen. Belært af erfaring ved vi, at det gælder om at komme af sted, inden Allinge-Sandvig forvandles til et Hieronymus Bosch-maleri.
Luften i bussen er tæt af foruroligende lugte. Det føles som at være en del af et vacuumpakket introduktionstilbud med smagsprøver på mennesker i alle artens afskygninger.
Min kollega ser sig lettere panisk omkring.
”Kan man ikke åbne vinduerne?”, spørger hun.
”Jeg er bange for, at de er åbne,” siger jeg.
Branderten bag os nyser højt og uhæmmet fem gange.
”Excuse me,” siger han og ræber en ølbøvs.
Min kollega krymper sig.
”Undskyld, men det her er altså en af mine svage sider,” hvisker hun.
Den tatoverede dame læner sig ud og kigger på solhatten.
”Nu bliver du ikke dårlig, vel?”, råber hun.
”Gys,” hvisker jeg og tjekker på Google Maps, om vi snart er i Rønne. Det er vi ikke.
Man skal ikke tage til Folkemøde, hvis man har det svært med fremmede folks dufte. Gåturen ad hovedgaden i Allinge er et slowmotion-forhindringsløb mellem svedskjoldede politikerskjorter, potduftende hjemløseskæg og sure vandresandaler. Og de daglige busture til og fra mødet får myldretiden i S-toget til at ligne 1. klasse på et Emirates-fly. Her må ambassadører, spejdere, studieværter og folkepensionister tålmodigt stå med næsen i hinandens armhuler, mens bussen glider gennem det solstegte, bornholmske sommerlandskab.
Den demokratiske øvelse fortsætter på vejen hjem, hvor en overmoden folkemøde-odeur fylder den tætpakkede færge og blander sig med lugten af diesel, fastfood og nyåbnede slikposer. På perronen i Ystad ånder jeg lettet op – og ind: Jeg renser lungerne i svensk havluft, perlende og uparfumeret som en nyskænket Ramlösa.
Jeg sætter mig i togets bagerste vogn, som er helt mennesketom. I Rydsgård stiger en ung kvinde på. Hun har en amerikansk bulldog i en sele, hvor der står Pretty Boy. Toget sætter i gang, og en bekendt dunst breder sig. Kvinden skubber til hunden med sin fod.
”Sluta fisa,” siger hun.
Men det gør den ikke. I hvert fald ikke, inden jeg skifter i Malmø.