Jeg mærker, det er weekend, når min søn på 13 måneder vågner lørdag morgen. Det sker ved en 8-9-tiden, og som regel sidder jeg klar og kigger på ham, så jeg i det øjeblik, han slår øjnene op, kan sige godmorgen og få det største smil. Derefter lægger jeg mobilen væk, tager ham op og har ham lidt for mig selv, mens min kone sover længe. Det er en rutine, jeg kun har tid til i weekenden.
Da jeg var barn, brugte min familie meget tid på politisk aktivisme. Mine forældre kom til Danmark i 1970’erne som gæstearbejdere, hvor min far i første omgang arbejdede på en fabrik. I sin fritid var han aktiv demokratiforkæmper, og aktivismen fra lejligheden i København kulminerede, da militærstyret tog magten i Pakistan i 1999. Der kan jeg huske, at min far kom hjem med en computer under armen og sagde, at ”vi skal have demokratiet tilbage i Pakistan”. Så begyndte han at trykke sin egen avis, som udkom en gang om måneden og blev distribueret til hele verden. Jeg husker, hvordan min bror og jeg brugte weekenderne på at klipse stakkene af løse avissider sammen – det var nok sådan, jeg selv blev politisk interesseret.
Jeg er vokset op i en lejlighed ved Blågårds Plads på Nørrebro i København med mine forældre og tre søskende. Det var en på mange måder ret skizofren opvækst. Begge mine forældre havde gode uddannelser, og vores hjem var meget dannet og bar præg af, at min mor var en stærk og selvstændig kvinde, og den eneste af de muslimske kvinder i gården, der ikke bar tørklæde. Uden for vores hoveddør var verden en anden. På Blågårds Plads stod de unge gadedrenge og hang ud og spillede bold, mens nogle rullede sig en joint foran kirken, og Connie og Elias sad på bænken og drak som altid. Her var alle samfundslag samlet, og der er ingen tvivl om, at jeg har taget den mangfoldighed med videre.
Når jeg skal slappe af, lægger jeg min telefon væk og bruger min tid med min søn, min kone og resten af min familie. Mit arbejde fylder meget – også i weekenderne – så for at slappe helt af er jeg nødt til at sige til mig selv: ”Godt, nu tager du et par timer, hvor du er 100 procent til stede uden at blive forstyrret.”
Når jeg skal ud af huset, går jeg gerne en tur med min far og min søn. Hele mit liv har jeg boet i en betonlejlighed i byen, og derfor er gåturene i både godt og dårligt vejr altafgørende. Ofte går vi bare ned på legepladsen og sætter os på en bænk, mens vi ser min søn lege. Jeg kan godt lide at se min 81-årige far betragte sit barnebarn i sandkassen. Det giver mig en følelse af fuldkommenhed.
Søndag symboliserer altid en blanding af afslapning og arbejde. Dagen er en form for kamp, hvor jeg forsøger at arbejde mindst muligt, men samtidig kommer jeg til at sidde i aftentimerne og forberede den kommende uge ved at læse dokumenter eller besvare mails eller som sidste søndag, hvor jeg sad og skrev på et nyt boligbeskatningsudspil. Kampen handler om at finde balancen. Jeg ønsker at være så meget sammen med min familie om søndagen som muligt uden at forsømme mit arbejde. Det har taget tid at finde den balancegang, men jeg synes efterhånden, det er lykkedes.
Inden jeg går i seng, læser jeg gerne et par kapitler i den bog, jeg er i gang med. Det er noget, jeg er for træt til at gøre i hverdagen, så det er virkelig en rutine, jeg sætter pris på. Ofte læser jeg faglitteratur om klimaet, økonomi eller politik. Eller også læser jeg en biografi. Netop nu er jeg i gang med Machiavellis bog ”Fyrsten”. Læsningen er min pause fra hverdagen i øvrigt. I den tid tømmer jeg hovedet for alle andre tanker og glemmer for en kort stund mit arbejde.