Kåre Gade: Foråret kommer buldrende i selvbevidst begejstring og en sky af birkepollen

Så længe og længselsfuldt har vi ventet det, og alligevel kommer det bag på os alle, da foråret endelig fejer gennem København.

Mens Kongens Have trylles om til en gigantisk gymnasiefest, og Nyhavns-restauranter med udendørs servering i solsiden mangedobler omsætningen, går jeg derfor rundt og minder mig selv og alle, der gider lytte, om, at der for kun et par uger siden lå sne om morgenen, og at vi forrige år havde tre grader og tøsne i slutningen af april.
Mens Kongens Have trylles om til en gigantisk gymnasiefest, og Nyhavns-restauranter med udendørs servering i solsiden mangedobler omsætningen, går jeg derfor rundt og minder mig selv og alle, der gider lytte, om, at der for kun et par uger siden lå sne om morgenen, og at vi forrige år havde tre grader og tøsne i slutningen af april. Foto: Leif Tuxen.

Den ene dag driver der tynde flager af beskidt is i voldgraven omkring Kastellet, den næste morgen skyder kirsebærtræerne på Langelinie foråret ind med det årligt tilbagevendende flødeskumsfyrværkeri.

Under det lyserøde løvtag myldrer årets første krydstogtsturister rundt, hektisk optagede af at fotografere og fastholde det hastigt forbigående fænomen. Op gennem de eksploderende kirsebærkroner skyder mindesøjlen for linjeskibet ”Dannebrog”. Og bagved, ovre ved Holmen, ser man pludselig et andet Dannebrog: Nogen har taget kongeskibet ud af mølposen, og nu ligger det på vandet og blinker betuttet og blankpudset i den blege aprilsol.

Så længe og længselsfuldt har vi ventet det, og alligevel kommer det bag på os alle, da foråret endelig fejer gennem København.

Det kommer ikke så sagte; det kommer buldrende i selvbevidst begejstring og en sky af mellemeuropæisk birkepollen, som om det har besluttet at springe alle formaliteter og indledende høfligheder over og gå direkte til sagen, sikker på egen succes og folkets yndest.

Og ganske rigtigt, vi kommer ud af vores lejligheder og står lidt på fortovet, forbløffede over lyset og varmen, mens vi misser med øjnene og overvejer, om vi skal gå op og skifte til noget lettere. En kort stund mødes vinter-, forårs- og sommegarderober i bybilledet, som om alle københavnere har fået lov at vælge deres egen årstid efter humør og præference, hvilket i en vis forstand også er tilfældet.

I fodgængerfeltet ved Oslo Plads passerer en midaldrende herre med ulden jakke og halstørklæde således en yngre kvinde med bare ben og sandaler – han stadig på vej ud af vinteren, hun allerede et godt stykke inde i sommeren.

Den midaldrende herre er mig.

Selvom jeg ligesom alle andre har sukket over den gamle vinter, der ikke kunne tage sig sammen til at dø, nærer jeg en sund skepsis over for det ungdommelige forår, der fører sig frem med struttende og støjende selvsikkerhed.

Mens Kongens Have trylles om til en gigantisk gymnasiefest, og Nyhavns-restauranter med udendørs servering i solsiden mangedobler omsætningen, går jeg derfor rundt og minder mig selv og alle, der gider lytte, om, at der for kun et par uger siden lå sne om morgenen, og at vi forrige år havde tre grader og tøsne i slutningen af april.

Jeg byder foråret velkommen med en vis realisme. Jeg siger ikke, at der nødvendigvis er noget lusk ved det, men det kunne der godt være. Og hvis der er, vil jeg sige: ”Hvad sagde jeg?”. Men uanset hvordan vejret arter sig de kommende måneder, er det sikkert som amen i kirken, at foråret er en flygtig og forfængelig elsker.

Jo ældre jeg bliver, des mindre tilbøjelig er jeg til at give mig hen til foråret. Efteråret derimod, det kan man regne med. Om kun et par måneder vender det store, kosmiske pendul og sender København og resten af den nordlige halvkugle tilbage mod mørket igen. Da jeg var yngre, kunne jeg næsten ikke bære tanken. I dag er der noget trygt ved at vide, at også året ældes, og at modenheden er målet og meningen med alle forårsfornemmelserne.

Sig det ikke til turisterne, men Kastellet bliver aldrig smukkere end en vindstille oktobermorgen, når sæsonens sidste krydstogtskib har forladt Langelinie, og solen står op mellem skorstenene på Refshaleøen.