Jeg mærker, det er weekend, når min mand sover længe, og jeg vågner før ham. Jeg kan rigtig godt lide at have mine tidlige morgener for mig selv. Jeg tror helt klart, det er noget, jeg har fra min mor. Når jeg vågnede i weekenden i mine teenageår, kunne jeg typisk finde hende ude på altanen, hvor hun sad med aviserne og kaffen. Jeg har haft hjemmeboende børn i 32 år, og måske er det også derfor, at jeg har gjort mine tidlige weekendmorgener til en ø, hvor jeg kan mærke mig selv og trække vejret i selvvalgt isolation.
Da jeg var barn, var weekenderne særlige, fordi min mor, som ellers altid arbejdede meget, var hjemme. Som lille spiste vi tit morgenmad i hendes seng, og da jeg som teenager begyndte at sove længe, nød hun helt klart den ro, det gav hende med en morgen for sig selv, at jeg sov. Min mor havde gerne planlagt en aktivitet i weekenden. Nogle gange kørte vi i Dyrehaven, tog på museum eller gik tur et sted i København, og måske drak vi varm kakao, når vi kom hjem. Mine forældre var skilt, og weekenderne hos min far var en skarp kontrast. Her var vi fire børn, min far accepterede ikke, at man sov længe, så vi blev vækket og skulle spise fælles morgenmad. Weekenderne hos min far kørte efter et ur, og den rytme havde jeg svært ved at indordne mig under helt generelt.
Når jeg skal slappe af, laver jeg havearbejde. Haven er den højeste grad af nærvær, man kan finde og en kæmpe lindring i et ellers abstrakt arbejdsliv. I øjeblikket har jeg rigtig ondt i ryggen. Det er lidt af en klassiker. Tidligt på foråret arbejder jeg for hårdt i haven, og så ender jeg med at måtte gå til fysioterapeut og kiropraktor. Men selv om jeg ikke kan arbejde i haven nu, er jeg i den, og jeg kan se, at jeg er godt med. Jeg drager omsorg for haven, som jeg drager omsorg for mine børn. Haven er for mig en skaber-arena, hvor man kan hekse noget smukt frem, der afspejler ens drømme og fantasier. Den er mit lille utopia, og derfor er jeg også frustreret over, at jeg ikke kan bøje mig og hive ukrudt op eller selv flytte en hæk, for min have er lavet til, at jeg skal have hænderne i jorden. Grundlæggende er haver der, hvor naturen møder mennesket, det er natur men med synlig skaberkraft bagved.
Søndag er hviledag, og der er en helt anden fred over min søndag end lørdag, hvor jeg køber ind og ordner ting. Søndag er fredhellig, og jeg bryder mig virkelig ikke om, at folk sliber gulve, slår græs og larmer om søndagen. Jeg nyder at lade de familiære ting fylde, og nogle gange går jeg også i kirke, selvom det har været begrænset under pandemien. Nogle søndage er min mand i køkkenet nærmest hele dagen. Han bager og laver diverse retter, som han forkæler os med, og sidst på dagen samles vi med vores børn, deres kærester og venner. Dem har vi prioriteret at kunne være sammen med. Nogle gange kan en søndag været så sensorisk intens, at jeg vågner mandag med en følelse af at være et overophedet batteri. Så bruger jeg mandagen til at gå en lang tur, tænke og dagdrømme, så jeg kan finde ind i den ro, hvor jeg kan modtage indtryk og udmønte det i skrift.
Inden jeg falder i søvn, læser jeg. I fastetiden valgte min mand og jeg at droppe alt fjernsyn, for vi havde et nærmest usundt og dovent mønster, hvor vi så fjernsyn, og jeg faldt i søvn i sofaen. Nu læser vi i sofaen, og så går vi tidligt i seng, så vi kan læse og tale sammen. Ja; måske lyder det lidt frelst, men vi får sovet meget bedre, og det har været en kæmpe gave.