Fra kælekanin til farsrulle

Helle Mathiasen har holdt kaniner af racen stor chinchilla hele sit liv. Hun kæler med dem, går på udstilling med dem, og af og til slagter hendes mand en af dem, som hun laver lækker mad af

Helle Mathiasen avler kaniner for at udstille dem. Nogle af dem ender også på middagsbordet.–
Helle Mathiasen avler kaniner for at udstille dem. Nogle af dem ender også på middagsbordet.– . Foto: Carsten Bundgaard.

Et af årets højdepunkter er netop løbet af stablen for Helle Mathiasen; Danmarksmesterskaberne for racekaniner. En hel weekend i de langørede dyrs tegn, hvor der konkurreres blandt landets kaninavlere om at have fremavlet de flotteste kaniner.

Helle Mathiasen havde i år 3 ud af hendes i alt 20 kaniner med. De fik fine, tilfredsstillende bedømmelser, men hun håber på, at kaninerne kan gøre en endnu bedre figur næste år.

”Lige nu har jeg ikke nogen kaniner, som jeg er helt 100 procent tilfreds med. Men hende her, som har en utroligt flot pels, har jeg lige fået parret med ham deroppe i det øverste bur, som har en rigtigt god kropsbygning. Og det håber jeg, at der kan komme nogle rigtigt gode unger ud af,” siger hun, mens hun kører fingrene igennem den bløde pels på en næsten ny hunkanin, som hun har købt i Tyskland.

Siden hun var barn, har 54-årige Helle Mathiasen fra Assens på Fyn holdt kaniner af arten stor chinchilla. Hun var bare 15 år, da hun blev meldt ind i Danmarks Kaninavlerforening. Interessen har hun arvet fra sin far, der også var kaninavler og holdt præcis samme race.

”Vi er kun to, der avler på racen stor chinchilla i Danmark, og når det er den race, jeg har, er det både, fordi jeg rigtigt godt kan lide den, men også, fordi jeg gerne vil være med til at bevare racen,” siger hun.

Helle Mathiasen bruger ofte et par timer på sine kaniner om dagen. Meget af tiden går med at nusse om dem og sørge for, at de får det rigtige foder. I baghaven ligger hendes urtehave lige nu vinterstille hen, men i sommerhalvåret tjener den som spisekammer for chinchillaerne. Jordskokker, gulerødder og cikorier er blandt de afgrøder, hun hiver op af jorden og giver til kaninerne. Lige nu overlever de på kaninpiller og roer, og når de rigtig skal forkæles, får de tørrede endeskiver af hjemmebagt rugbrød.

”Det er som slik for dem,” siger hun.

Det gode kaninliv er der lige så mange bud på, som der er kaninejere, mener Helle Mathiasen. Selv lægger hun dog vægt på, at der bliver snakket og kælet med dem, og så at de hverken bliver for magre eller fede. Nogle af sine kaniner har hun også ude på græsplænen ind imellem, hvor de får lov at hoppe rundt og nyde at have lidt mere plads.

Jo flere kaniner, jo større arbejdsbyrde, naturligvis. Men hvis man kun har få, mener Helle Mathiasen ikke, at man skal lade sig afskrække.

”Nogle muger ud ved deres kaniner hver eneste uge. Det mener jeg ikke, er nødvendigt og slet ikke i vintermånederne. Her fjerner jeg møghjørner ind imellem, men sørger ellers bare for, at de har dybstrøelse at gå i, så de ikke fryser. Og så skal de selvfølgelig have mad og vand,” siger hun.

Arbejde er der dog, hvis kaninerne skal slagtes og bruges til at spise. Og det bliver kaninerne ind imellem hjemme hos Helle Mathiasen. Det er ikke hende selv, men hendes mand, der står for at slå kaninen ihjel, flå den og få den renset.

”Men kødet skal altid lige i fryseren en måneds tid, inden vi spiser det. Og jeg serverer aldrig en hel kanin. Når det er mine egne, er jeg nok lidt hysterisk, for så vil jeg jo påstå, at jeg kan se, hvilken kanin det er. Det kan jeg derimod ikke, når kødet er hakket,” siger hun og understreger, at det er de kaniner, der egner sig dårligst til udstilling, der må lade livet til fordel for en plads på middagstallerkenen.

Kødet fra kaninerne smager fortræffeligt ifølge den fynske kaninavler. Hun sammenligner det med kylling – ikke så meget på grund af smagen, men fordi det er så fedtfattigt.

Foto: Carsten Bundgaard

”Jeg har en ret, som jeg ofte laver, hvor jeg krydrer kaninfarsen med karry og paprika og laver nogle tykke farsruller, som jeg putter bacon om. Og så sovs og kartofler til. Det smager virkelig godt. Nogle gange tager jeg også hele ryggen og forbereder den som et stykke vildt. Det er også lækkert,” siger Helle Mathiasen.

Fordi hun ikke har så mange kaniner, slagter hun altid kun en enkelt eller et par stykker ad gangen, men hun er ikke i tvivl om, at havde hun flere, ville hun sagtens kunne sælge kaninkødet. For danskerne har fået øjnene op for, at kaniner, som i øvrigt er meget miljøvenlige at avle på, er en god spise, fortæller hun. Der kommer således også jævnligt folk, der er interesseret i at købe kaninkød hos Helle Mathiasen.

Der findes ikke længere kaninslagterier i Danmark, og det kniber også med at få danskerne til at springe ud som kaninavlere. I mindre målestok er interessen dog tilsyneladende stigende.

”Vi hører om flere og flere, der vælger at holde kaniner i baghaven, og som også slagter dem og spiser dem,” siger Helle Mathiasen.