Evighedsbuket: Frisk hjemmet op med tørret tusindfryd og falmet forglemmigej

Tørrede blomster er igen blevet moderne i boligindretningen. De såkaldte evighedsbuketter og andre tørrede kreationer passer ind i tidens æstetik, hvor vi gerne vil have natur og personlighed ind i vores hjem. Og så er det en trend, vi både kan købe os til og selv give os i kast med

Mange af de tørrede blomster, man kan købe, er farvet på den ene eller anden måde. De tre slags eukalyptus i blomsterhandler Mie Labansens buket har hver trukket farve gennem stænglerne, så de fremstår i flotte grønne, rustrøde og rød-lilla toner. Andre, såsom de røde korn, er sprayet med farve. – Alle fotos: Julie Meldhede Kristensen.

Roser er røde, violer er blå, er blomsterne døde, så lad dem endelig stå. Bloggere, blomsterhandlere og boligblade hylder såkaldte evighedsbuketter og andre kreationer med tørrede tidsler og babyblå brudeslør. En trend, som passer ind i tidens æstetik og vores behov for at sætte et personligt præg på indretningen.

”Sådan en buket kan i princippet stå, så længe man vil have den,” siger Mie Labansen, der ejer Acacia Blomsterkunst i Roskilde.

I sin hånd tager hun en lang, lysebrun tidsel med torne og et kogleformet hoved. Efter en usynlig spiralform opbygger hun den tørrede konstruktion rundt om tidslen. Eukalyptus i tre forskellige farver og former, gyldenbrun bregne, røde korn, grønne græsser og finstilkede helichrysum med hvide og lyserøde blomsterblade.

Når man skal lave en evighedsbuket, kan man ifølge blomsterhandler Mie Labansen med fordel skabe det ønskede udtryk gennem farver, bukettens volumen og form, og hvor meget luft, der er mellem elementerne. En løs og luftig konstruktion giver et vildt og naturligt udtryk, mens en symmetrisk og stram konstruktion giver et mere opsat udtryk.

Mie Labansen har været blomsterhandler i 30 år, de seneste 20 år med egen butik i Roskilde. Hun husker tydeligt, hvordan tørrede blomster sidst var på mode i 1970’erne og 1980’erne. Sidenhen forsvandt de igen, men i de seneste år er de tørrede blomster atter buldret frem med fuld flower power.

”Det er i høj grad bloggere, der har taget de tørrede blomster til sig og gjort dem moderne igen som noget, der kan friske hjemmet op. Så vi har i blomsterbranchen oplevet en enorm efterspørgsel på dem,” fortæller Mie Labansen.

Trenden med tørrede blomster er ikke udelukkende et dansk fænomen, men ses i vid udstrækning i det meste af Nordeuropa. Det fortæller havedesigner Dorthe Kvist, der er forfatter til bogen ”Falmet skønhed – idéer til udsmykning med tørrede blomster”.

”Tørrede blomster er alle vegne. De passer ind i den æstetik, der præger vores indretning, hvor vi stadig gerne vil hive naturen med indenfor, men med et personligt præg. Og i denne tid, hvor klima og bæredygtighed fylder alle vegne, er tørring også en måde at genbruge sine blomster på i stedet for at smide dem på kompostbunken,” vurderer Dorthe Kvist.

Som mangeårige blomsterhandler har Mie Labansen oplevet en udvikling, hvor vi er blevet mere bevidste om, hvilke blomster vi vil have, og hvordan de skal passe ind i indretningen. Og det er de tørrede blomster et godt eksempel på, mener hun.

Vil man selv lave en kreation, kan man købe tørrede blomster hos blomsterhandlere, men der er også rig mulighed for selv at samle og tørre. Mange blomster, græsser og frøstande er velegnede.
Vil man selv lave en kreation, kan man købe tørrede blomster hos blomsterhandlere, men der er også rig mulighed for selv at samle og tørre. Mange blomster, græsser og frøstande er velegnede.

”Vi taler med vores kunder om, hvor blomsterne skal stå. Hvordan stedet og vasen ser ud, og hvilken stemning blomsterne skal udtrykke. De tørrede blomster kan tænkes mere langsigtet ind i indretningen og den stil, man gerne vil have,” lyder det fra Mie Labansen, som forklarer, at man med variationer i farve, form og volumen kan udtrykke et væld af stilarter i de tørrede buketter.

Den lange, tørrede tidsel, der agerer aksen, som Mie Labansens buket er bygget op omkring, har hun selv plukket i en grøftekant. En del af succesen af de tørrede blomster tilskriver hun da også trendens tilgængelighed, fordi man både kan købe de tørrede blomster og lave dem selv.

”Næste gang, man får en buket blomster, kan man tømme sin vase for vand, tørre enden af buketten med en klud og så lade den stå i den tomme vase og tørre ind og forfalde til en evighedsbuket. Der er noget smukt i den forældelse, en tørret blomst gennemgår. Den får karakter og historie,” siger Mie Labansen.

Også Dorthe Kvist mener, at tørrede blomster udtrykker en slags ”sælsom poesi”, en fortælling om liv, skønhed og forfald, som man sagtens selv kan skabe med blomster fra naturen.

”Man kan tørre nærmest alle planter – fra mælkebøtter til ranunkler, så det er bare med at prøve sig frem og finde det udtryk, man selv synes om. Ikke nødvendigvis kun som buketter, men også som opsats på et fad, i pres i en ramme eller som bordpynt,” fortæller Dorthe Kvist.