Anja Rykind-Eriksen introducerer et fint lille ritual: ”Gavn til det fælles”

Et særligt ritual, der foregår over aftensmaden, kalder vi ”gavn til det fælles”. Her fortæller vi hver især, hvad man har bidraget med, så dagens gøremål – store som små – er blevet udført

Det er faktisk oftest de yngste børn, der begynder med at spørge, om vi ikke skal tage ”gavn til det fælles”. Men jeg tror, vi alle nyder at opleve, hvor meget vi egentlig får rykket, når vi er fælles om det, skriver Anja Rykind-Eriksen
Det er faktisk oftest de yngste børn, der begynder med at spørge, om vi ikke skal tage ”gavn til det fælles”. Men jeg tror, vi alle nyder at opleve, hvor meget vi egentlig får rykket, når vi er fælles om det, skriver Anja Rykind-Eriksen. Foto: Johanne Teglgård Olsen.

Vi har et fast ritual i vores familie, som primært bliver brugt, når vi er i ødegården i Sverige, som er stedet, hvor vores storfamilie typisk mødes. For i ødegården er der masser af praktiske dagligdags gøremål hver dag, som madlavning, opvask, kagebagning, borddækning, optænding, græsslåning, indkøb, oprydning og lignende. Opgaver, som er nødvendige, og som vi skiftes til eller hjælpes ad med at udføre.

Derudover har vi altid op til flere større projekter i gang, som for eksempel anlægning af et nyt stykke have, maling af en bygning, opførsel af et gæstehus eller brændeskur, fældning af træer, brændehugning, indhegning af en mark, klipning af får med mere. Projekter, som skal forskønne stedet, og som skal sørge for, at den stadigt voksende familie får flere kvadratmeter at boltre sig på, samt at de kvadratmeter, vi har, ikke falder fra hinanden.

Så der er altid nok at lave. Ligesom det er helt almindeligt, at især de efterhånden voksne børn spørger inden ankomst, hvilke ting der mon skal ordnes denne gang. Ofte har de også selv forslag til, hvad der trænger til at blive gjort. At der skal bygges en ny låge, repareres et brøndhus eller luges i køkkenhaven. Så der syder altid af aktivitet, og det er tydeligt, at jo ældre man bliver, desto mere ejeskab tager man.

Er der så slet ikke tid til at gå ture, drikke kaffe, snakke og spille spil? Jo. For de, der gerne vil det, gør det. Bortset fra kaffepausen. For den vil alle gerne deltage i. Og familien samles flere gange om dagen til de forskellige måltider. Ligesom der om aftenen typisk laves bål (om sommeren) eller spilles spil (om vinteren). Og der foregår masser af gode samtaler mellem de forskellige familiemedlemmer, mens der kløves brænde eller vaskes op.

Men hvad er det så for et ritual, jeg skrev om i begyndelsen? Det foregår typisk til aftensmad, hvor vi tager en runde, der hedder ”gavn til det fælles”, hvor vi hver især fortæller, hvad man har bidraget med, så dagens gøremål – store som små – er blevet udført. Nogen har dækket bord, andre vasket op efter frokost. Nogen har bagt kage, andre handlet ind. Nogen har malet en væg, andre har slået græs i frugthaven. Nogen har passet baby Vera, andre har lavet aftensmad. Nogen har isoleret et tag, andre har hentet post. Som oftest har alle været i gang med noget. Nogle i mange timer eller hele dagen. Andre kun i småglimt. Og begge dele er okay. Skulle man synes, at man måske ikke har bedrevet helt så meget som andre, er der altid en aftenopvask at tage, og så er man med igen.

For det handler ikke om, hvem der har lavet mest. Eller det vigtigste. Men at alle bidrager til, at dagen hænger sammen for os alle. Og for den enkelte. Hvis man læser til eksamen eller har et spædbarn at passe, er det fuldstændig legalt, at bidraget til det fælles er ”hygge og godt humør”.

Indimellem har jeg tænkt, om det er lidt for meget sådan at skulle bekende sin arbejdsindsats. Eller måske mangel på samme? Det er faktisk oftest de yngste børn, der begynder med at spørge, om vi ikke skal tage ”gavn til det fælles”. Men jeg tror, vi alle nyder at opleve, hvor meget vi egentlig får rykket, når vi er fælles om det. Vi bruger også megen tid på at planlægge næste dags opgaver eller at tale om, hvilke store projekter der ligger i pipelinen. Det er en del af kittet af sammenkomsten og i familiens – og den enkeltes – selvforståelse.

Så ja tak til gavn til det fælles og følelsen af at bidrage til noget, der er større end en selv.