Generalsekretær i Frikirkenet: Som barn udkæmpede jeg i verdenskrige i skoven

Generalsekretær i Frikirkenet Mikael Wandt Laursen spiser fiskeolie hver aften, og så er han begyndt at lære klaver – begge dele i et forsøg på at undgå demens senere i livet

Mikael Wandt Laursen har siden 2017 været general­sekretær i Frikirkenet. Han bor i Skovlunde ved København sammen med sin kone og de tre yngste af deres fem børn. – Foto: Benjamin Uhrenholdt.
Mikael Wandt Laursen har siden 2017 været general­sekretær i Frikirkenet. Han bor i Skovlunde ved København sammen med sin kone og de tre yngste af deres fem børn. – Foto: Benjamin Uhrenholdt.

Jeg mærker, at det er weekend, når jeg lukker computeren fredag eftermiddag lidt for sent og kan dufte, at min kone er gået i gang med at bage pizza. Det får vi nemlig hver fredag, og hun laver dem sprøde og lækre på en sten i ovnen. Vi har fem børn, og de to små elsker fredagsslik. Når de er lagt i seng, ser vi X-factor sammen med de store børn, og det er skønt at have et tv-program at samles om.

Da jeg var barn, var skoven den nærmeste nabo, og jeg havde en livlig fantasi, så jeg har godt nok udkæmpet mange verdenskrige i den skov med mine kammerater. Jeg var jeg lidt en nørd, og et tydeligt weekendminde fra mine teenageår er, at jeg lørdag morgen nød at lave god morgenmad og sidde længe og læse Jyllands-Posten. Vi kom i pinsekirken, og der var ikke gudstjeneste søndag formiddag, men vækkelsesmøde søndag aften. Det var hyggeligt at mødes med vennerne.

Jeg er vokset op med to storesøskende i en lille sønderjysk flække, der hedder Saksborg, og som ligger tæt på Tønder. Min far var præst i pinsekirken, og min mor var hjemmegående, og det var en meget kærlig og god opvækst. Det var et hjem, hvor tro fyldte meget, og hvor kristendommen var aktivistisk. Det var vigtigt at give den gode nyhed videre til så mange mennesker så hurtigt som muligt. Jeg er utrolig taknemmelig for den tone, jeg har fået med mig, men jeg er også glad for, at jeg med tiden fik lov til at brede perspektivet lidt mere ud. For der er sket meget med hele ”frikirke-Danmark” siden dengang, og selvom troen var varm og kærlig, var den måske også lidt sort-hvid. Jeg var den flinke dreng, der var meget opmærksom på at gøre det rigtige og på ikke at gøre det, man ikke skulle gøre. I dag vil jeg sige, at livet er langt mere nuanceret end det. Jeg lægger over for mine egne børn vægt på, at de skal møde verden åbent og tage imod alt det spændende, den har at byde på.

Når jeg skal slappe af, er vi tilbage ved avisen. Når man har fem børn mellem 6 og 21 år, er den ypperste form for afslapning at kunne sidde med god musik i ørerne, en kop te og noget mørk kvalitetschokolade. Og så få lov til at læse den avis.

Søndag har altid været kirkedag, og jeg har været i kirke hver søndag, så længe jeg kan huske. Selv her i coronatiden har vi været til onlinegudstjeneste. Det er vigtigt for mig, for mine børn og for fællesskabet, at vi kommer i kirken, værdsætter den og opretholder den. Jeg har været præst meget af mit voksne liv i Kirken i Kulturcenteret i København, og det er naturligt fortsat at komme hver uge. For der får jeg justeret mit kompas og indser, at det ikke er mig, der skal styre hele mit liv selv.

Skal jeg ud af huset med mine børn, skal jeg huske at beregne god tid. Min søn på syv år er autist og har ikke så stor en forestillingsevne, så vi har altid et postyr med at få ham overbevist om, at det bliver godt at komme ud på tur. Og når vi så endelig har fået ham og hans søster med, vil de ikke med hjem igen, fordi det er det mest fantastiske at være af sted.

Inden jeg går i seng, spiser jeg altid fiskeolie. Min far har desværre demens, og så er man arveligt disponeret. Når jeg nu kan se, hvor ufattelig stor en pris det har for min mor som pårørende, så gør jeg, hvad jeg kan for at undgå selv at blive ramt af sygdommen engang. Så jeg løber også og spiser sundt og er i en alder af 48 år begyndt at lære at spille klaver, og det er helt bevidst for at udfordre min hjerne. Og så beder jeg også en aftenbøn.