Prøv avisen

Monica Ritterband: Jeg er kynisk, kold og nådesløs – og hævn er mit mellemnavn

Almindeligvis har jeg først forsøgt at tvinge mig til at ignorere fluernes summen. Det er aldrig lykkedes mig. For så snart de så endelig selv vil gå til ro, så finder de deres leje på min næsetip eller mine tæer, skriver Monica Ritterband. Foto: Leif Tuxen

Fluerne er mangfoldige og utrættelige, og de følger mig nu ind i atelieret. Jeg lader igen, som om fluerne ikke generer mig, men jeg er mere end bevidst om den udmattelse, de udsætter mig for, skriver Monica Ritterband

Jeg er blevet beriget! Jeg er inden for de seneste 14 dage vågnet udhvilet og med en sær boblende tilfredshed, for ikke at sige lykke. Jeg har fundet den hellige gral. Og jeg har fået en øget livskraft. Jeg arbejder længere og mere energisk, jeg slapper også bedre af, og jeg nyder roen ved blot at se ud ad vinduet. Jeg velsigner mit tiltag op til flere gange om dagen. Og det er, kære læser, følgende:

Jeg har fået fluenet til samtlige af mine vinduer samt til indgangsdøren. Det lyder måske som en joke, at dette lavpraktiske produkt skulle kunne medføre så væsentlig en forbedring af min livskvalitet, men det er den veritable sandhed.

Først nu, hvor jeg har fået disse finmaskede net, som skærmer mig fra naturens ondskab, kan jeg mærke, hvilken forskel der er indtruffet. Og jeg ærgrer mig over, at jeg ikke har tænkt på det for 100 år siden. Hvor har jeg dog været mageløst irriteret, når jeg søvndrukken er gået i seng for så, to minutter efter at have slukket lyset, at blive udsat for fluernes vingeslag – som i mine ører lyder som et løbsk tandlægebor.

Almindeligvis har jeg først forsøgt at tvinge mig til at ignorere deres summen. Det er aldrig lykkedes mig. For så snart de så endelig selv vil gå til ro, så finder de deres leje på min næsetip eller mine tæer. Her tænker jeg på, hvor deres seneste opholdssted har været. På en varm hundeefterladenskab, måske? Jeg slår ud efter dem, de flyver selvfølgelig vældigt forskrækket væk for derefter at vende beslutsomt og satanisk tilbage til åstedet.

Jeg opgiver herefter at sove, tænder lyset, og med et givetvis galmandsudtryk i øjnene stiller jeg mig op i sengen og basker rasende omkring med fluesmækkeren. Jeg fornemmer, hvad det vil sige at være i en blodrus. Og lige på det tidspunkt gemmer fluerne sig. Tro ikke, fluer er dumme. De ved nøjagtig, hvornår de skal slå til, og hvornår de skal gå i defensiven.

Alligevel må jeg sige ubeskedent, at så overvinder jeg dem som regel ved at anlægge en udmattelsesstrategi, hvilket betyder, at jeg selv flyver og farer rundt i soveværelset og smækker ustruktureret rundt i luften for at sætte luftstrømme i gang, der skal få fluerne ud af deres skjul. Efter en rum tid får jeg fluerne klasket godt op ad væggen eller ind i gardinet. Jeg klapper mig på skulderen, jeg er ganske enkelt fluernes overmand, fluernes herre.

Sejrens sødme holder kun til næste morgen. For næste dag har de afdøde fluers familie og venner, og muligvis arbejdskolleger, samlet sig på min ostemad med syltetøj på. Og jeg klasker pr. refleks ud efter dem, hvorved jeg to gange har ramt min nærtstående kaffekop i stedet for. Det beigefarvede gulvtæppe er nu blevet geografisk opholdssted for to lokale indsøer. Vi kalder dem for caffe latte-søerne.

Fluerne er mangfoldige og utrættelige, og de følger mig nu ind i atelieret, hvor jeg skal koncentrere mig om at male et fotorealistisk portræt. Et arbejde, der kræver stærk fokusering. Jeg lader igen, som om fluerne ikke generer mig, men jeg er mere end bevidst om den udmattelse, de udsætter mig for.

Om aftenen summer de videre om kap med nyhedsværterne på DR 1, og sådan har jeg i årevis haft følgeskab af mine bevingede fjender. Først nu er de bortdrevet fra mit liv ved hjælp af et simpelt trådhegn. Og tro mig, jeg griner højt, når jeg ser de mest ubegavede af dem flyve med fuld fart ind i mit antiluftskytsnet. Jeg er kynisk og kold. Nådesløs. Hævn er mit mellemnavn. Så kan de lære det.