Prøv avisen
Vid og sans

Joakim von And-ideologi signalerer fattigdom midt i al rigdommen

Lars Larsen kan ikke lide at give så meget som en omgang øl ud, for han ville ikke have venskaber som baserer sig på hans rigdom, skriver Monica Ritterband. Foto: Ole Lind

Jeg bliver i stigende grad utilpas, når jeg oplever de super privilegerede føre sig frem med en selvfølgelig stolthed over alt det, de har kunnet skrabe sammen, når formålet blot er at blive rigere og rigere, skriver Monica Ritterband

For et stykke tid siden var der et glimrende og tankevækkende tv-portræt af den joviale og hovedrige dyneforhandler, Lars Larsen. Umiddelbart så blev jeg ramt af hans ligefremhed og ærlighed om manglende kærlighed i barndommen og hans usminkede holdninger til alt fra kunst til samvær med børn og børnebørn.

Wauw, han sagde ligeud, at kunst ikke sagde ham noget-som-helst, og da børnene havde problemer som små ja, så skulle de gå til konen ikke ham, og derudover sagde han uden blusel, at han ikke kunne lide at give så meget som en omgang øl ud, for han ville ikke have venskaber som baserede sig på hans rigdom. Og sådan videre ud i bekendelserne.

Først tænkte jeg, det var befriende med al den ærlighed og autenticitet, men dernæst så blev jeg i tvivl, om det nu også var så rart at høre på.

For hans bekendelser bar ikke det mindste præg af fortrydelse eller skamfuldhed. De fleste ville nok synes, det var mere end mangelfuldt ikke at ville høre på sine børn, han burde jo være så klog af skade fra sin egen barndom, hvor han berettede om underskud af kærlighed og ansvarlighed fra forældresiden. Og hvor stor en smerte det havde påført ham.

Og dét som efterfølgende også undrede mig var uvilligheden til at ville give så meget som en sølle ombæring øl til vennerne. Jeg kender ikke et øje – rig som fattig – som er til fals for en øl... i min optik en dårlig undskyldning for at have lim i lommerne. Det synes jeg er en enorm fattigdom midt i al rigdommen. Tænk at skulle frarøve sig selv den glæde ved at kunne give. Retfærdigvis skal nævnes, at Larsen donerer penge til handicapidræt, men det er en ubetydelighed i forhold til formuens omfang.

I USA har der i mange år været en tendens blandt de allerrigeste, at donere størsteparten eller i hvert fald en gedigen stor del af deres formuer væk. Vi kan tage BiIll Gates, Microsoft eller den unge Mark Zuckerberg, som opfandt Facebook og mange, mange andre med millioner og milliarder dollars på kontoen. De afleverer store dele af deres formuer tilbage til samfundet, øremærket til de, der trænger mest.

Jeg tror, at når de allerrigeste og mest privilegerede udviser ansvarlig og etisk adfærd. så smitter det af på os andre. Måske kan man ikke kopiere det direkte og afleverer 80-90 procent af sin formue, for så stod de fleste af os vel på gaden uden tag over hovedet, men tankegangen om at det er uskønt at puge sammen og skønt at give videre, det er en værdifuld norm, en menneskelig dannelse, som er værd at aflevere til sin samtid og til næste generation.

Jeg bliver i stigende grad utilpas, når jeg oplever de super privilegerede føre sig frem med en selvfølgelig stolthed over alt det, de har kunnet skrabe sammen, når formålet blot er at blive rigere og rigere. Og så står der hele horder af spytslikkere og klapper af dem. En Joachim von And-ideologi som jeg ikke kan se verden har brug for.

Vi her i Danmark, ja i hele EU flår os i håret i disse tider, over at den nye amerikanske præsident varsler protektionisme og at ”man er sig selv nærmest”, vi ser handelskrige og ubehagelige gengældelser i horisonten. Når vi ikke kan sanktionere den form for egoistisk adfærd hvorfor så klappe i hænderne af de, der lukker sig omkring sig selv og deres bugnende pengetanke