Charlotte Rørth: Sorgen er smertefuld. Men jeg ved, vi kan leve med den

Det meste af verden er i sorg denne jul. Måske os alle? Mennesker er syge og døende, smittede og afsondrede. Udelukkede. Bange. Jeg genkender tidens tilstand som sorg

Alle forskelle kommer til at stå i et klart lys denne jul. Konflikter kan bryde ud i lys lue. Familier kan blive splittede. Netop derfor skal vi gå så tæt på pandemien, at vi ikke ser andet. Så tæt, at vi alle kan mærke afmagten over for den. Så tæt, at vi tør sige, hvad den afmagt gør ved os. Hvordan har du det? skal vi spørge. Egentlig?
Alle forskelle kommer til at stå i et klart lys denne jul. Konflikter kan bryde ud i lys lue. Familier kan blive splittede. Netop derfor skal vi gå så tæt på pandemien, at vi ikke ser andet. Så tæt, at vi alle kan mærke afmagten over for den. Så tæt, at vi tør sige, hvad den afmagt gør ved os. Hvordan har du det? skal vi spørge. Egentlig?. Foto: Simon Læssøe/Ritzau Scanpix.

Men det skete i de dage, at julen blev planlagt, koordineret, styret med hård kalenderhånd, og alverdens familier vidste, hvad dagene ville bringe. Sådan begyndte det ikke i virkeligheden, og sådan er det i hvert fald ikke i år. Julen er ude af vores hænder. Vi kan ikke bestemme, hvor mange vi vil se hvornår, eller styre, hvor voldsom angsten tager fat.

Corona har slået os ud af kurs, og det provokerer os til hver sin reaktion. Mange orker ikke længere at tale om den appelsin-med-nelliker-lignede-virus, men foretrækker at distancere sig fra den. Jeg synes, at vi skal gå helt tæt på corona-kulen – og dermed hinanden. Helt, helt tæt. Tværs over lande- og kommunegrænser skal vi flette, ja, vores julehjerter sammen.

Uanset hvad man mener om vacciner og mundbind, kan ingen komme uden om, at vi som menneskehed er tæt forbundet kloden over. Det giver et ansvar, som vi måske gerne ville have været foruden, men som ikke kan vælges fra.

Nogle mærker ikke de store forandringer på grund af corona og forstår måske ikke, at andre ser deres liv forvitre. Nogle synes, at det hele er hysteri, andre begraver en elsket. Nogle nyder hjemmearbejde, andre bliver fyret. Nogle er glade for roen, andre brister af ensomhed. Panikken breder sig hos dem, der er afhængige af at kunne kontrollere deres eget og andres liv, og de skælder og smælder. Andre bliver milde og vegeterende.

Alle forskelle kommer til at stå i et klart lys denne jul. Konflikter kan bryde ud i lys lue. Familier kan blive splittede. Netop derfor skal vi gå så tæt på pandemien, at vi ikke ser andet. Så tæt, at vi alle kan mærke afmagten over for den. Så tæt, at vi tør sige, hvad den afmagt gør ved os. Hvordan har du det? skal vi spørge. Egentlig?

Det ægte mente spørgsmål giver en samtale, man måske ikke før har haft. Den er en gave. Giv den videre. Tag samtalen over telefonen, gennem skærmen eller under en gåtur. Også med dig selv. Hvad gør afmagten ved dig?

Hvis vi tør spørge om det, er første skridt taget til at undgå uvenskab over visirer og salmesang ved det fint pyntede bord. Så bliver det svaret fra den mest nervøse, der sætter grænsen for vores måde at være sammen på. Så er det, som når vi møder mennesker i sorg og lader vores omsorg afgøre, hvad vi gør. Så er det ikke dommen over, hvem der har ret i hvad, der beslutter, om vi er næstekærlige.

Det meste af verden er i sorg denne jul. Måske os alle? Mennesker er syge og døende, smittede og afsondrede. Udelukkede. Bange. Jeg genkender tidens tilstand som sorg. Den er smertefuld, men jeg ved, at vi godt kan leve godt med den. Det er svært især i julen, hvor afstanden fra det lille barn til den kolde kiste er ubeskrivelig stor. Det er, som om hjertet ikke kan rumme både glæden og sorgen. Men det er stort nok – hvis vi får hjælp af andre til at rykke lidt i muskulaturen.

En vaccine er på vej og med den et håb, men vi har fået tændt en sårbarhed, som vi denne jul kan være sammen i. Hvis vi tør. Det kræver en smule mod at erkende, at man ikke har kontrollen over sit liv og ikke kan få den ved at skælde ud på inkompetente politikere, eller hvor man ellers retter skytset hen, men i stedet vil bruge kræfter på at forstørre hjertet, så der er plads til selv den mest irriterende i familien.

Men en lille stump mod kan vi vel nok finde her i juletiden, mon ikke?