Man skal spidse ørene, når Jesper Hvass Schmidt, klinisk lektor og overlæge på øre-næse-halskirurgisk afdeling og høreklinik på Odense Universitetshospital, forklarer, hvordan menneskets høresans fungerer. Så mange små, fine processer finder sted, at det kan synes intet mindre end mirakuløst, at vi hver dag kan gå rundt og høre så mange lyde – endda helt uden, at vi behøver gøre en bevidst indsats for det.
Den korte og forsimplede forklaring på, hvordan menneskets høresans fungerer, lyder: Lyde i form af lydbølger kommer ind gennem yderøret. Herfra fortsætter de ind i mellemøret, hvor de får de tre mellemøreknogler, hammeren, ambolten og stigbøjlen til at vibrere, hvilket sender lydbølgerne videre ind i det indre øre. Derinde sidder sneglen og nogle små hårceller. Det er disse hårceller, der omdanner vibrationerne til elektriske nerveimpulser, som, når de kommer frem til hjernebarken, opfattes som lyd.
Desværre er det ikke så få, der oplever, at lyden på tv’et pludselig skal skrues ekstra højt op, og at de må bede folk gentage, hvad der lige er sagt. Man regner med, at cirka hver sjette borger har problemer med hørelsen. Årsagerne hertil kan være vidt forskellige, ligesom problemerne kan være knyttet til forskellige steder i øret, fortæller Jesper Hvass Schmidt.
”Langt overvejende skyldes hørenedsættelse problemer med sansecellerne i sneglen – det er blandt andet det, der ligger til grund for aldersbetinget høretab. Hvis man blive støjskadet, er det også i sneglen, at problemet ligger. Men man kan også få høreskader på selve hørenerven og i mellemøret,” siger han.
I de tilfælde, hvor høreproblemer ikke er forbigående, som for eksempel ved en mellemørebetændelse, kan det ofte være en god hjælp at få et høreapparat, som kan kompensere for høretabet eller i det mindste noget af det. Og der er heldigvis sket meget, siden tante Møghe fra Matador sad med sit talehorn for øret og råbte: ”Hvad siger han, Misse?”. Nutidens høreapparater er mikroskopiske og frembringer en meget bedre lyd. Alligevel må man ikke tro, at et høreapparat kan give folk præcis den hørelse tilbage, som de havde engang.
”Egentlig gør et høreapparat ikke andet end at skrue op for lyden. Det hjælper rigtig mange. Men dér, hvor hørapparaterne stadig ikke kan hjælpe nok, er, når det kommer til at skelne lyde fra hinanden og reducere unødvendig baggrundsstøj. Her hjælper det ikke bare at skrue op for høreapparatet,” siger Jesper Hvass Schmidt.
Ofte kan netop vanskeligheder med at skelne lyde fra hinanden være årsag til, at folk, der har nedsat hørelse og bruger høreapparat, holder sig væk fra sociale arrangementer. Det bliver ganske enkelt for svært for dem at kunne følge ordentligt med i samtaler, når der er mange stemmer i rummet.
Tobias Neher er lektor i audiologi på Syddansk Universitet og leder forskningen inden for teknisk audiologi – det vil blandt andet sige, at han arbejder på at forfine de teknikker, der bruges i høreapparater. Han fortæller, at der i de høreapparater, som bruges i dag, allerede er forskellige typer af ”filtre”, som har til formål at frasortere uønskede lyde, men at de ikke hjælper tilstrækkeligt.
”Moderne høreapparater er i bund og grund computere, der analyserer, hvad der kommer ind i apparatet. Hvis apparatet opfatter, at det er talelyd, så lukker det lyden ind, men hvis det opfatter den som uønsket lyd, så frasorteres den. På den måde prøver vi at efterligne de processer, der finder sted i øret og hjernen. Det fungerer i nogle situationer, men ikke når der er mange, der taler i munden på hinanden – så bliver det for komplekst til, at teknikken kan klare det,” siger han.
Men på det teknologiske område går det stærkt, og Tobias Neher og hans kollegaer arbejder netop med at kunne forbedre teknikken i fremtidens høreapparater.
”Vi kan efterhånden lave ret komplekse beregninger, så på sigt vil der komme høreapparater, hvor det i langt højere grad end nu vil være muligt at frasortere uønskede lyde. Men det bliver hverken i morgen eller i næste uge.”
At miste sin hørelse eller dele af den er for nogle mennesker meget tabubelagt, og det at erkende, at man har brug for et høreapparat, kan være en lang proces for den enkelte. Førstegangsbrugere er således i gennemsnit 66 år, når de får høreapparatet, selvom mange vil have følt behovet tidligere, fortæller Jesper Hvass Schmidt.
”Mange har haft symptomer allerede 5 til 10 år tidligere. Men til en vis grad kan man kompensere for dårlig hørelse, og i begyndelsen irriterer det måske i virkeligheden mere omgivelserne end én selv. Vi ser ofte, at personer, der har været på arbejdsmarkedet og går på pension, har kunnet klare sig. Men så kommer de hjem til familien, som opdager, hvor dårligt de faktisk hører. Og så er det også forbundet med tabu at skulle have høreapparat. Det kan blandt andet skyldes, at apparaterne før i tiden var store, klodsede og tydeligt kunne ses. Men i dag kan man jo lave høreapparater, der er meget diskrete.”
For mennesker, der er døve eller næsten døve, er der også hjælp at hente i dag. Både børn, der fødes døve og mennesker, der bliver døve som følge af sygdom eller ulykke, kan få noget af hørelsen igen ved hjælp af såkaldte cochlear-implantater, som opereres ind i ørets snegl. De virker ved, at de overtager sneglens funktion og stimulerer hørenerven med en elektrode.
”Førhen skulle man være næsten helt døv for at få implantater indopereret. Sådan er det ikke længere. Men de kommer ikke til at overtage for høreapparatet, for det er slet ikke samme kvalitet hørelse, som cochlear-implantater kan skabe,” siger Jesper Hvass Schmidt.