Hun ser på det sneklædte landskab, der nu er delvist dækket af firkantede papirlapper. Malerikonservator ved Statens Museum for Kunst Pauline Lehmann Banke, 60 år, arbejder med et deponeringsværk og sidder helt tæt på lærredet.
Museet har – ligesom landets resterende kulturinstitutioner – været lukket i mere end to måneder som følge af corona, men i sidste uge kunne man så med stor glæde endelig slå dørene op for besøgende igen.
Maleriet ”Vinterbillede fra Bretagne. Den første sne” (1881) af den danske landskabsmaler Christian Zacho er netop blevet bragt ned til Pauline Lehmann Bankes konserveringsværksted, fordi det for nylig er kommet tilbage til museet efter længere tids deponering.
Tidens tand har sat sine spor, og hun har fundet utallige steder, hvor farven er ved at skalle af lærredet. Pauline Lehmann Banke ruller sin lille vatpind henover farvelaget og ser, hvordan det grålige snavslag og endnu et nikotinlag ryger med af. Der har været røget i det lokale, hvor maleriet har hængt i mange år.
Fra rapporterne ved siden af hende fremgår det, at værket har været i dårlig stand længe. Hun bladrer igennem stakken af håndskrevne papirer, der gennem tiden har kortlagt maleriets opholdssted og tilstand. I et notat dateret år 1906 står der:
”Farven skaller stærkt. Navnligt i luften. Limet med husblas.”
Og i en senere note fra 1909:
”Igen limet. Farven falder af.”
Sådan fortsætter notaterne fra 1932, 1941, 1963 og i en større maskinskrevet konserveringsrapport fra 1980, som hun også henviser til i sin egen igangværende rapport om maleriet.
Bindingen mellem den hvide grundering og oliefarven har tilsyneladende været ringe, og det har gjort maleriet ømtåleligt over for skift i luftfugtighed og temperatur.
Hun klæber de små lapper af japansk rispapir henover skaderne i farvelaget ved at pensle dem med en vandig, naturlig lim, der er fremstillet af svømmeblæren fra den russiske stør, hvorefter hun behandler området med varme fra en varmespatel. Den tynde, glasagtige gelatine, som hun opløser i vand og luner i et vandbad, er hendes foretrukne konserveringsmiddel. For gelatinen bliver – når hun opløser den i vand – til en tynd, klar og stærk lim. Hendes papirlapper skal holde farven fast, mens limen tørrer.
Det er denne proces, hun holder mest af ved sit arbejde som konservator. Det føles førstehjælpsagtigt og meningsgivende. For det bliver forskellen på at være og ikke at være for maleriet. Hvis farven går tabt, er det jo ikke det maleri længere. Hun ved godt, at den almindelige museumsgæst måske ikke går lige så meget op i det, som hun selv gør. Alligevel kan hun ikke helt lade være med at føle sig som en sygeplejerske i felten, når hun først går i gang med lapper og lim.
Hun læner sig frem mod maleriet igen. Personligt har hun altid haft en forkærlighed for den franske impressionisme. Og selvom hun godt ved, at der er langt bedre malerier i samlingen end det impressionistiske værk foran hende, kan hun alligevel ikke lade være at blive draget af teknikken. Helt tæt på kan hun se, hvordan himlen er malet med brede penselstrøg af lyseblå oliefarve skiftevis med mørkere, klare blå strøg, ligesom bladene på træerne blot er formet af små hurtige strøg med penslen. Dut, dut, dut. Øjet ser egentlig bare pletter. Forståelsen af, at det er blade, dannes bag øjnene. Dét drager hende.
Da limen er tør, går Pauline Lehmann Banke i gang med at fjerne lapperne én efter én med en fugtet vatpind. Hun begynder ved det træ, der udgør forgrunden af oliemaleriet. Limen har påvirket det yderste fernislag og givet et lysnet skær i de firkantede områder, hvor lapperne har siddet. Men med lidt opløsningsmiddel på vatpinden kan hun dampe fernissen op og få den til at regenerere. Hun kigger tilfreds på træstammen. Nu har den fået sin glans igen.
Når hun lægger hovedet til siden, kan hun se træets formationer og de forskellige højder på farvelaget. Hun føler sig privilegeret over at få så mange timer med kunstværker hel tæt på uden glas og ramme – i en tid hvor mange malerier indrammes for at beskytte dem. Det kan desværre ikke helt undgås, at oplevelsen forringes bag glas. Hun nyder derfor dagligt muligheden for at fornemme materialiteten og sanse malerierne, når hun som her er så tæt på.
Selvom Pauline Lehmann Banke selvfølgelig også har opgaver indimellem, som ikke altid er lige spændende, eller som ikke er så betydningsbærende for samlingen, kommer hun alligevel ofte til at holde af værket, når først hun har lært det at kende. Måske opdager hun nogle detaljer, som hun ellers ikke så ved første øjekast. Det kan også være en respektindgydende grimhed, der pludselig tiltaler hende.
At de fleste formentlig ikke tænker over, hvilken værdi hendes arbejde har for både vores kulturhistorie og den kunst, vi er medejere af som borgere, rører hende ikke. Det er lidt ligesom med oversættere af god litteratur. Hun gør værkerne tilgængelige for danskerne, og hun arbejder samtidig tilbagetrukket i det skjulte.
Hun dupper maleriet med vatpinden igen, mens tankerne flyver videre. Hun kan faktisk også bedst lide, at de kunstnere, hun arbejder med, er døde. Det skaber en tryg afstand til historien og kulturhistorien. Og så behøver hun heller ikke tale med dem.
Pauline Lehmann Banke ruller sin stol lidt længere væk og ser igen på maleriet som en helhed. Selvom hun nu har lokalbehandlet alle de steder, hvor farven var ved at skalle af, er der stadig flere områder, hvor farven allerede er helt væk. Her fylder hun hullerne op med et kridtkit, der svarer lidt til den polyfilla, som man reparerer huller i væggen med. Kridtkit er dog et finere materiale, som hun efterfølgende bearbejder med små penselstrøg. Hun håber, at hun også har tid til at indfarve reparationerne i samme kulør som de omkringliggende farver. Men hun har kun et vist antal timer til projektet, og der skal også være tid til dokumentationen ved computeren.
Som ganske ung havde hun ellers forsvoret, at hun skulle have et kontorarbejde, men med tiden har hun måttet sande, at netop dét udgør en stadigt større del af hendes arbejdsdag med e-mailkorrespondancer og skrivning af rapporter. Hun smiler. Trods den udvikling vil Pauline Lehmann Banke dog stadig vove at påstå, at hun ville have svært ved at finde et andet meningsgivende job, der passede bedre til netop hende.