Har man bare den mindste smule barnlig fantasi tilbage, er det så godt som umuligt at træde ind i Patricie Homolovas dukkeværksted uden at føle sig overvåget fra alle sider. I det gamle bindingsværkhus, der ligger midt i Odense og hører til museet Møntergården, hænger og sidder dukker side om side og holder med deres livagtige blikke skarpt øje med enhver, der træder ind.
Nogle af dukkerne vækker genkendelse ved første blik – Snehvide og de syv dværge, for eksempel, der troner fra øverste hylde på et lyst træchatol. Det samme med den franske forfatter Antoine de Saint-Exupérys figurer fra historien om ”Den lille prins”, der sidder placeret i et åbent skab og kigger længselsfuldt ud. Som ventede de på, at nogen skulle komme og vække dem til live ved at trække i deres lange snore.
Langt størstedelen af alle dukkerne – både marionetdukker og hånddukker – har Patricie Homolova selv lavet gennem sit 30-årige virke som dukkemager. Nå ja, og som scenograf og dukkeskuespiller, for hun er det hele på en gang. Den fireårige uddannelse som dukkeskuespiller tog hun fra universitetet i det daværende Tjekkoslovakiet, hvor traditionen for netop dukketeater er stor. Og ind imellem timerne på universitetet sad hun hos forskellige dukkeskærere og fik lært håndværket fra bunden. Senere kom scenografuddannelsen til.
Patricie Homolova har boet i Danmark, siden hun for 30 år siden kom hertil og skulle spille forestillinger med det tjekkiske teater Drak. Her forelskede hun sig i skuespiller Kim Westi, og sammen har de de sidste mange år spillet dukketeater rundtom i hele landet med deres teater, Teater Svanen.
For 51-årige Patricie Homolova er det ikke let at sige, om det er dét at skabe dukkerne eller dét at spille dukketeater, der er den største passion for hende.
”De sidste år er jeg blevet mere og mere glad for at sidde i værkstedet og arbejde. Og jeg har da også, siden jeg var ganske lille, gået meget op i kunsthåndværk. Især at tegne har jeg været glad for,” siger hun, men skynder sig så at tilføje, at hun nu også elsker at være ude at spille dukketeater for publikum.
En dukketeater-dukke er ikke en, man fremstiller i løbet af ingen tid. Det tager fire til seks hele dage at fremstille en enkelt dukke.
”Jeg tegner først dukken i en grov skitse, og så tegner jeg den finere bagefter og fra flere vinkler, så man kan se, hvordan dukken skal se ud både forfra, bagfra og fra siden, og hvordan den skal sættes sammen,” siger hun og rejser sig for at hente en bunke skitser tegnet på gråt, groft papir.
En af tegningerne viser en nøgen kejser fra ”Kejserens nye klæder”. Eventyret sætter hun og hendes mand op som dukketeater i denne og næste weekend på det traditionelle julemarked i H.C. Andersen-kvarteret i Odense.
Når en dukke skal fremstilles helt fra bunden, handler det om at få skabt et billede inde i hovedet af, hvordan vedkommende ser ud. Det er nemmest, hvis der ligger en god fortælling bag, skrevet af en dygtig forfatter.
”Så springer ansigterne næsten frem af sig selv,” siger hun.
Men alligevel er processen omstændelig, når man som Patricie Homolova er perfektionistisk og gerne vil give dukkerne det helt rigtige udtryk.
”Først når dukkerne får øjne på, får de rigtig liv. Men de er også svære at lave. Jeg kan sagtens male nye øjne på en dukke tre gange, inden jeg synes, de har det rigtige udtryk,” siger hun.
På Patricie Homolovas lille arbejdsbord, ligger en næsten færdigskåret trædukke og venter på at få sat sine arme på. Det lyse lindetræ, som oftest bruges til dukketeaterdukker, er blødt og behageligt at røre ved, og det er her med træspånerne springende mellem hænderne, at hun befinder sig allerbedst.
”Det er nok her, jeg er allermest lykkelig. For selvom det er fysisk hårdt arbejde, så er det også afslappende at sidde med. Det er en meget sanselig opgave, fordi træet dufter godt og er dejligt at røre ved. Det er meget meditativt for mig,” siger hun.
Selvom man let betages af Patricie Homolovas dukker og den perfektion, de er udført med, er der på samme tid også et uperfekt skær over dem. Det er ingen tilfældighed.
”Mine første dukker var meget mere slebet til. Nu er de lidt mere rå, så man kan se, at jeg har haft dem i hånden. At de ikke bare er lavet af plastic. Og så er jeg bevidst om altid at tilføre dem noget grimhed og skævhed. Det giver dem noget menneskelighed og gør dem, synes jeg, mere smukke,” siger hun.
Patricie Homolova tager en marionetdukke ned og styrer ham med let hånd hen over gulvet, så man kan høre de små træsko, han er iklædt, trippe hen over fliserne. Hun hiver forsigtigt i en af snorene, hvilket får den gamle mand til at løfte hovedet og kigge så livagtigt op, at man næsten venter på, at han også vil åbne munden og sige noget. Det gør han selvfølgelig ikke – kun når han er med på dukketeaterscenen. Men så er der til gengæld næsten heller ingen grænser for, hvad dukkerne kan.
På sin telefon henter Patricie Homolova et gammelt sort-hvidt foto frem. Det viser franske soldater, der under Første Verdenskrig sidder ved fronten og ser dukketeater.
”Rigtig meget kunst blev censureret væk under krigen. Men ikke dukketeater. Derfor har dukketeater i perioder været meget politisk. De har kunnet sige alt det, man ikke selv måtte sige. Sådan er det stadig. Dukkerne kan sige alt, og så kan de også grine ad os mennesker,” siger Patricie Homolova.