Skilsmisseprocenten i Danmark ligger og valser rundt lige under 50 procent. Det er rigtig mange. Alt for mange! Og jeg tager næsten altid en tur forbi skilsmissestatistikken, når jeg har samtaler med brudepar. Ikke for at ødelægge den gode stemning, men for at give en tilnærmelsesvis mental vaccination med realisme.
For kærligheden kan sagtens overleve på lavere romantiske omdrejninger, end især brudene drømmer om. Til brylluppet er der fest og højtid, men lige om hjørnet venter hverdagen, der er langt mere prosaisk. Både brud og gom ser drøngodt ud til festen og er opstadset i dagens anledning. Men allerede tidligt næste morgen melder den dårlige ånde sig, og mønstret fra hovedpuden røber sig på brudens kind.
For mange år siden var jeg til samtale hos et aldrende ægtepar i forbindelse med fejringen af deres guldbryllup i kirken. Det var en mindeværdig oplevelse. På det tidspunkt havde jeg selv været gift i omtrent 12 år, så jeg tænkte, at jeg ved den lejlighed kunne aflure nogle af hemmelighederne bag det livslange parløb.
Blandt andet spurgte jeg guldbrudeparret om, hvordan det var lykkedes dem at holde sammen på trods af deres indbyrdes forskelligheder?
Efter lidt tøven svarede konen, at det sikkert skyldtes, at de var blevet ”gift” masser af gange i løbet af de 50 år, de havde været gift. Ikke under medvirken af præst og kirkeklokker ganske vist, men derhjemme eller andre steder, hvor det viste sig nødvendigt, at de bøjede af og mødtes i en fornyet overenskomst efter at have været sure, vrede eller irritererede på hinanden.
Det var en klog og eftertænksom opskrift set i bakspejlet af to elskende og elskelige mennesker, som jeg siden har fremhævet mange gange i bryllupstaler. Også Grundtvig skrev bryllupssalmen ”Det er så yndigt at følges ad” til sin søster og svogers sølvbryllup – i bakspejlet, hvor tilmed han var meget klogere.
I ritualet for kirkelig velsignelse af borgerligt indgået ægteskab står der blandt andet: ”Dersom Herren ikke bygger huset, er bygmestrenes møje forgæves.” Med den sammenligning mellem ægteskab og husbyggeri vil det for en novice udi begge dele uvilkårligt være sådan, at det først er, når man er færdig, man præcis ved, hvad man skal gøre. Det kan nybegyndere så tage ved lære af, men de kan ikke undgå at måtte gøre deres egne erfaringer og sætte sig selv på spil.
Siden det aldrende ægtepars guldbryllup er der gået mere end 12 år. Så nu er det min hustrus og min tur til at fejre vores sølvbryllup. Da skuespiller og komiker Jørgen Ryg engang blev spurgt, hvordan han ville fejre sit sølvbryllup, svarede han forbløffet: ”Fejre det? Med ét minuts stilhed!”.
Det har min hustru og jeg egentlig også mest lyst til. Både jobs og fire børn har fyldt vores fælles liv med masser af dagligdags opgaver og på mange måder dikteret det, indtil børnene nu så småt er ved at flyve fra reden.
Så nu får vi for alvor snart mulighed for at være meget mere sammen. Uha!
Jeg mener faktisk at have konstateret, at der sker en lille stigning i antallet af skilsmisser i tiden efter sølvbrylluppet. Jeg kender i hvert fald flere. For man kan udmærket leve et stabilt og for så vidt roligt ægteskab med hver sit job, børn og fritidsaktiviteter gennem mangfoldige år. Men mens al tiden er gået med det, er man langsomt vokset fra hinanden og blevet fremmede for hinanden.
Så er børnene pludselig væk, og man skal til at lære sin ægtefælle at kende igen. Og til stor overraskelse er han eller hun ikke længere den samme, som man giftede sig med.
Dér er det en god idé at blive ”gift” igen…