Prøv avisen
Min weekend

Teaterinstruktør: I en weekend vil jeg tale om kærlighed og verdenspolitik

I weekenden kommer 38-årige Elisa Kragerup ned i gear, men hun har svært ved at lade kunstens verden ligge. – Foto: Leif Tuxen

Man må gerne tøffe rundt alene og være morgengrim i weekenden, siger teaterinstruktør Elisa Kragerup, der er aktuel med en dramatisering af ”Den kroniske uskyld” i Skuespilhuset i København

Jeg mærker, det er weekend, når jeg føler, at jeg kommer ned i samme gear som resten af byen. Ofte får jeg først weekend om lørdagen, og når jeg cykler hjem om eftermiddagen, får jeg fornemmelsen af, at ting kan strækkes længere ud og vare længere. Trafikken ruller langsommere, byen har en anden rytme, og jeg ved, at jeg nu har mere tid til at komme ud af sengen om morgenen, læse artikler i avisen, drikke min kaffe eller spise et måltid. Ting, jeg normalt gør i en fart i hverdagen.

I en weekend vil jeg gerne tage ud i mit sommerhus. Min kæreste og jeg købte for et par år siden et sommerhus i Kaldred ved Kalundborg, og her kan jeg sætte en staude i jorden, selvom jeg absolut intet ved om havearbejde. Det, jeg laver, er ofte noget, man forestiller sig, og så skal andre realisere det sammen med mig. Men praktisk arbejde er mere enkelt: Jeg kan gøre noget konkret med mine hænder og se resultatet med det samme.

Jeg lader op ved at læse skønlitteratur. Gode romaner har altid kunnet give mig en følelse af at være forbundet med mig selv. Det føles hjemligt at have det der rum alene. Hvor jeg ikke behøver at stå op, men kan ligge i sengen og læse en bog. Måske tøffe ud og hente en kop kaffe, læse videre og være morgengrim uden at skulle tage den professionelle kasket på. Med god litteratur er man i sit eget univers, samtidig med at man er i andres. Man er sammen med de karakterer, man læser om, og det er noget af det smukkeste.

Skal jeg holde middagsselskab, undervurderer jeg ofte, hvor lang tid det tager at forberede. Det kan sagtens blive godt, men det er ikke min hjemmebane. Til gengæld vil jeg gerne, at middagsselskabet føles som en familie. At alle føler sig hjemme og bidrager, og man kan gå på skift op til grillen. Det er også vigtigt for mig at få talt ordentligt med både gamle og nye bekendtskaber. En snak, der går lidt videre, end hvad man går og laver for tiden. Hvor man får talt om kærlighed, forhold, familierelationer og verdenspolitik. I hverdagen er jeg jo mest i dialog med Shakespeare og de andre rødder.

På en søndag har jeg et ritual med min kæreste. Vi tager ud i naturen. Jeg slår en rute op i en guide, og vi kører ud i en skov, vandrer på ruterne, mens jeg læser op af et papir om de mærkelige høje i landskabet. Selvom der er en vis pligtfølelse i gåturen, har jeg et behov for det. Jeg slapper enormt meget af og får samtidig set noget, jeg normalt ikke får set.

Skal jeg ud af huset, kan jeg godt lide at tage på kunstmuseet Louisiana. Jeg bliver glad og stimuleret, når dygtige mennesker har kurateret en oplevelse, og jeg kan suge til mig af den enorme viden bag.

Jeg vil generelt gerne have kulturoplevelser og går også ofte i teateret. Det har selvfølgelig en faglig dimension, men det er en stor passion for mig at komme rundt i byen, se forestillingerne og få udvidet min horisont. Jeg prøver at lade være med at læse for meget om forestillingen inden, for jeg vil hellere se, hvad jeg bliver trukket ind i. Efter forestillingen ender jeg ofte med at drikke øl med menneskerne bag, for de er jo tit mine kolleger. Det kan vare både tre, fire og fem timer, før jeg er hjemme igen.

Inden jeg går i seng, vil jeg gerne læse. Jeg ender dog altid med at blive for træt, før jeg får flyttet mig ind i sengen. Jeg holder sjældent til mere end fire-fem sider, for om aftenen lukker jeg ned, og så er der ikke mere tilbage at give af.