Jeg mærker, det er weekend, når jeg endelig kan træde ind ad døren i vores hjem i Ullerup. Resten af ugen er jeg i København, hvor Danmarks Lærerforening holder til, men jeg forsøger altid at nå hjem til Sønderjylland inden klokken 17 fredag, for jeg skal nå at smide arbejdstasken derhjemme og så snuppe tasken med løbetøj.
Hvis jeg kommer for sent, koster det en femmer til bødekassen i løbeklubben. Den hedder Tempo og rummer 92 betalende medlemmer, heraf to hunde, og det er altid en helt fantastisk start på weekenden at møde de andre fra landsbyen i det særlige fællesskab, som findes i løbeklubben. Vi løber fem kilometer, og når vi har gjort det, sidder vi altid og får en enkelt øl eller to, mens vi lige vender verden og livet i Ullerup siden sidste fredag.
Da jeg var barn, voksede jeg op i en stor familie i Ans, der ligger i Midtjylland, som nummer tre i en søskendeflok på fem. Men det var ikke kun vores egen kernefamilie, der var stor. Min mor havde 10 søskende, mens min far var ud af en søskendeflok på otte, og vi var tit sammen med onkler, tanter, kusiner og fætre. Derfor husker jeg også weekenderne i min barndom som fyldt med leg, familie og sommerhustræf i mine forældres sommerhus ved Fjellerup Strand på Djursland.
Fra min barndom har jeg netop taget det med sommerhuset med mig. Ud over at vi i familien stadig har sommerhuset på Djursland, så har min kone og jeg selv købt sommerhus på Ærø. Det er min svigerfars barndomshjem, så her samler min kone også sine søskende, deres børn og børnebørn en weekend om året, hvor vi så er 30-40 mennesker samlet, og det nærmest ligner en lille campingplads. Det nyder vi meget.
Når jeg skal slappe af, går jeg ofte ud i min økologiske køkkenhave. I Ullerup er den på 240 kvadratmeter, så der er meget at passe. Og på Ærø er der en tønde land, der skal plejes. Ud over grøntsager og masser af bær producerer vi hvert år 500 liter æblemost af egen avl. Så jeg er altid i gang. Både derhjemme og i sommerhuset.
Jeg sætter mig derimod aldrig ned midt på dagen med en bog, for jeg slapper mest af, når jeg laver noget. Og allerhelst udendørs. I weekender og ferier står jeg ofte op klokken fire om morgenen og henter garn ind fra havet. Sætter mig tit på cyklen eller tager en løbetur. For mig er det et frirum, når jeg på den måde er i gang med noget andet end hverdagens tætpakkede kalender, og kombinationen af at være fysisk aktiv og så lade tankerne flyve er ganske enkelt en lise for sjælen. Jeg ved ikke, om andre har det som mig, men jeg har altid så mange krøllede tanker og idéer, men de får bare mere plads, når jeg går dér i min køkkenhave, end de gør i hverdagen, hvor jeg går fra det ene møde til det andet.
Skal jeg ud af huset i weekenden tager vi derfor tit til sommerhuset i Søby på Ærø. I sommerhalvåret er vi der hver tredje weekend. Det er en perle på jorden, med nogle vildt søde naboer, og jeg nyder meget at være sammen med de gode venner, jeg har både i Ullerup og i Søby. Jeg har ingen venner i København, det er der simpelthen ikke tid til.
Søndag er godt nok den sidste dag i weekenden, men jeg tænker aldrig ”øv, nu er den snart gået”, for jeg har tidligt i livet gjort den erfaring, at man selv kan bestemme, om man vil bruge tiden på at være sur eller ej. Og det vil jeg ikke. Tit er der selvfølgelig også noget arbejde i weekenden, og der kan være nogle lokale kredse, jeg skal besøge. Men når det er weekend, tager min kone altid med. For når vi er så lidt sammen, som vi er, så skal vi i hvert fald være sammen, når vi kan.
Inden jeg går i seng løser jeg altid lige en ekspert-kakuro. Det er en slags tal-krydsogtværs, og det er jo rent guf for sådan en gammel matematiklærer som mig.