I skyggen af fyrtårnet

Skagboer er glade for deres by og naturen omkring den. Selvbevidstheden fejler ikke noget. Men skagboerne har også noget at have stoltheden i. Både aktuelt og historisk

For Skagen Kirke betyder således sommeren en stigning i aktivitetsniveauet, som blandt andet også omfatter velbesøgte friluftsgudstjenester ved Den Tilsandede Kirke hver uge.
For Skagen Kirke betyder således sommeren en stigning i aktivitetsniveauet, som blandt andet også omfatter velbesøgte friluftsgudstjenester ved Den Tilsandede Kirke hver uge. Foto: Mick Anderson/AP/Ritzau foto.

Lyset i Skagen er legendarisk. Det har sin naturlige forklaring i, at Skagen ligger på en odde, som på begge sider er omgivet af hav, der reflekterer sollyset. Alligevel er det ikke forklaring nok. Den er for prosaisk og kalder på mere end en videnskabelig udredning. Og det er præcist også det, den har gjort for både de berømte skagensmalere og for turisterne.

Ferierende mennesker er glade mennesker, som har skærpede sanser, er årvågne og modtagelige for indtryk. Således kan man som fastboende godt blive – hånden på hjertet! – en smule irriteret over, at tydeligvis meget nysgerrige turister iagttager den skønne natur og det vidtstrakte landskab på heden mellem Hulsig og Skagen, mens man selv er ude i et helt andet ærinde og nogenlunde har vænnet sig til synet. Og dog.

Skagboer er glade for deres by og naturen omkring den. Selvbevidstheden fejler ikke noget. Men skagboerne har også noget at have stoltheden i. Både aktuelt og historisk.

For selvom kunstnerne og forfatterne for alvor gjorde Skagen kendt, levedes der også et ganske særligt og udfordret liv for den befolkning, som søgte mod denne egn tidligere i historien og valgte at slå sig ned. I 2013 fejrede byen sit 600-årsjubilæum som købstad, hvilket vidner om en by med et betydeligt næringsliv, som ikke mindst koncentrerer sig om fiskeri og den handel, der knytter sig hertil.

Det har også været et udsat liv. Gennem århundreder havde man sandflugten at slås med, der i 1795 blandt andet tog Den Tilsandede Kirke, oprindeligt Sankt Laurentii Kirke, ud af brug, men som også har skabt Nordeuropas største vandreklit, Råbjerg Mile, som er et spektakulært syn.

Med udplantning af fyr og marehalm forsøgte man som hønen, der beskytter sine små kyllinger, at holde på sandet. Det lykkedes langt hen ad vejen, således at man i dag med massiv EU-støtte er i færd med at fjerne mange af fyrretræerne igen for at give plads til den oprindelige vegetation, som angiveligt skulle være helt enestående.

Jeg er overbevist om, at et sådant særegent landskab og de udfordringer, det har givet, sætter sit præg på lokalbefolkningen. Akkurat ligesom det udsatte liv på havet har gjort, hvilket mangfoldige redningsaktioner og forfærdelige drukneulykker vidner om. Blandt andet historien om lokalhelten Lars Kruse (1828-1894), der under den svenske brig Daphnes forlig den 27. december 1862 satte sit liv på spil, mens han i egen båd frelste besætningen i land.

Selvom livet i Skagen i dag ikke er så udsat som tidligere, og fiskeriet ikke er, hvad det har været, præger placeringen mellem de to have stadig byen og dens befolkning. Fiskeindustrien er stadig omfangsrig og beskæftiger en stor del af byen, herunder en stor gruppe af rumænere og polakker. Turismen er den anden store indtægtskilde og placerer Skagen som Danmarks næststørste turistattraktion efter Møns Klint.

Med den enorme udvidelse af havnen, som endnu ikke er helt færdig, kan nogle af verdens største krydstogtskibe nu lægge an og forsyne byen med endnu flere turister, som kan mærkes på omsætningen i byen. Historien om Skagen er som følge af navnlig disse forhold igen blevet en succeshistorie, befolkningstallet igen en smule stigende, og der er kommet flere arbejdspladser.

I Skagen Kirke, hvor jeg til daglig er præst sammen med to kolleger, har vi også stor glæde af turisterne, som flittigt besøger kirken både uden for og inden for kirketiden om søndagen. For Skagen Kirke betyder således sommeren en stigning i aktivitetsniveauet, som blandt andet også omfatter velbesøgte friluftsgudstjenester ved Den Tilsandede Kirke hver uge.