Prøv avisen

Monica Ritterband: Jeg har nu erfaret, at der findes politisk ukorrekt hunde-opdragelse

Mit problem, som jeg forklarede specialisten, var, at jeg ikke kunne sætte mig igennem over for min lille vilde silkebylt. Foto: Leif Tuxen

Monica Ritterband har opsøgt en terapeut med 30 års erfaring. Hun har hjulpet tusindvis af klienter, som alle har det tilfælles, at de er hunde

Jeg er begyndt at gå til terapi. Jeg har mistet min selvtillid. Årsag: Min lille hundehvalp, Sveske, vil ikke, som jeg vil. Den æder paneler, puder, sko, stoleben og bukseben. Og selvom jeg har slugt den seneste nye bog om moderne hundeopdragelse og fulgt anvisningerne til punkt og prikke, så har det ikke rykket. Jeg måtte bare have professionel hjælp. Og ved søgning på nettet faldt jeg lige over den rette person.

Hun er terapeut med 30 års erfaring. Og har hjulpet tusindvis af klienter, som alle har det tilfælles, at de er hunde.

Mit problem, som jeg forklarede specialisten, var, at jeg ikke kunne sætte mig igennem over for min lille vilde silkebylt. Omend jeg religiøst fulgte de nyeste teorier, som tilsiger, at hundeejeren i videst mulige omfang skal undgå ethvert brug af ordene ”nej” og ”stop”. Det skulle nemlig traumatisere hunden for livet.

I stedet for at sige nej, så skal man fjerne sig selv. Gå ind i et andet rum. Eller blot vende ryggen til, ignorere den. Og så efter nogle minutter vende tilbage til hunden, og hvad der er tilbage af stuen. Nu skulle hunden øjensynlig have fattet, at den selvfølgelig ikke må atomisere ejerens besiddelser. De nye hundeteorier tager nemlig udgangspunkt i, at hunden ikke vil miste sin ejers opmærksomhed. Og at hunden intellektuelt ville udregne, at det ikke kan svare sig i længden at gøre det forkerte... Det lød jo besnærende. Helt uden konfliktoptrappende grænsesætning. Den eneste ulempe ved denne teori er, at den ikke virkede på min ellers vældigt kvikke Sveske.

Og jeg kan love for, jeg ellers gik til vaflerne. Når jeg om aftenen for eksempel sad og fik mig et dejligt glas vin med snacks, ja, så igangsatte lille Sveske omgående de indledende øvelser til Jerusalems ødelæggelse. Og mig op af lænestolen i en fart (uden at sige et negativt ord) og ud af stuen med vinglas og de saltede mandler. Og dér på andet trappetrin i entréen kunne jeg så gennem en dørsprække se en Sveske upåvirket gnave løs på et panelhjørne. Jeg følte et særligt skæbnefælleskab med ”Den lille pige med svovlstikkerne”.

Dette vanvid måtte ophøre. Allerede i telefonen med Sveskes (og min) velfunderede adfærdspecialist modtog jeg effektive råd, som har reddet mit og Sveskes forhold. Selvfølgelig kan en lille hvalp ikke (medmindre man træner dette i et halvt eller helt hundeliv) selv deducere sig frem til, at den gerne må bide i en bidering, men ikke i et bukseben. Og selv finde ud af, hvad der er et ja og et nej.

Og allerede i løbet af den første telefonsamtale, hvor jeg indledningsvis kun øjnede mørke i mit hundeliv, endte jeg med at se lyset. Og nu har jeg efterprøvet specialistens Pack Bonding-teknik, som handler om, at hunden og dens ejer, med visse tillempelser, skal følge reglerne i en ulveflok. Jeg er nu blevet store, stærke ulv, som siger bestemt nej og samtidig fejer min hund væk fra mit bukseben, indtil hun opgiver sit forehavende, for derefter at være den søde praktiske gris, der giver dejlige kødben og belønningsgodbidder og leger og træner med hende, så hun bliver træt og glad. Det virker allerede! Jeg er stærkt opløftet. At jeg nu anvender denne logiske måde at opdrage min hund på, har jeg erfaret er politisk stærkt ukorrekt i visse dele af hundeverdenen. Nøjagtig som der er politiske ukorrekte børneopdragelsesmetoder. Hvis ikke du for enhver pris undgår at tage en konflikt med din hund, så er du som Scherfigs modbydeligt autoritære lektor Blomme fra ”Det forsømte forår”. Men der er vi nu langtfra. Omend min lille hund jo hedder Sveske. Og foråret er i sigte.