Jeg mærker, det er weekend, når jeg om fredagen går rundt på min arbejdsplads, Diakonhøjskolen. Det er jo en uddannelsesinstitution, hvor der er masser af aktivitet. Konstant. Men når fredagen kommer, er det, som om luften stille og roligt siver ud af ballonen. Jeg kan også se det i min egen kalender. Arbejdsugen er altid fuldstændig fyldt op med møder, undervisning og foredrag, men nu ser den pludselig anderledes åben ud. Så på mange måder er fredag en rigtig rar dag, hvor jeg trækker vejret på en anden måde.
I en weekend vil jeg nyde, at jeg ikke skal sætte vækkeuret. Og de allerbedste weekender er dem, hvor jeg ikke rigtig skal noget. Ud over at gå en rigtig lang tur med min kone og måske lægge vejen forbi vores børn og børnebørn, der heldigvis alle sammen stadig bor i Aarhus.
Jeg lader op ved at lade tilværelsen komme til mig. Det kan lyde som en floskel, men når man til daglig hænger i en klokkestreng, så er det fantastisk givende blot at lade ting ske. Det, der trodser skemaet. At have ekstra god tid til at dykke ned i avisen, tid til eftertanken og nogle af de snakke, man ellers ikke når til hverdag. Det er det frirum, der gør, at jeg får kræfter til at klare hverdagens program – som jeg også holder meget af. Men det er afgørende at få sat hverdagen i perspektiv en gang imellem, og det er en af weekendens store gaver.
Skal jeg holde et middagsselskab, vil jeg typisk invitere børnene eller nogle gode venner. Det er et stort privilegium at have mennesker omkring sig, der betyder noget i ens liv. Og så er det egentlig knap så vigtigt, hvad der bliver serveret. Det vigtigste er jo selskabet.
På en søndag er det skønt at have tid til at sidde længe ved morgenbordet, og så går jeg altid i kirke, hvis jeg kan. Der kan jo være weekender, hvor jeg er til konferencer eller møder i nogle af de mange diakonale bestyrelser, jeg er med i. Når jeg så har været i kirke, går jeg hen til plejehjemmet for at besøge min demente mor. Hun bor heldigvis også tæt på. Om aftenen nyder jeg igen, at jeg kan lade tilfældet og tilværelsen råde, så måske ender jeg foran fjernsynet og lader mig opsluge af en god film.
Skulle jeg ud af huset, så tager min kone og jeg ofte til vores sommerhus ved Vesterhavet i weekenden. Det ligger i Vedersø, og vi plejer at sige, at det er vores udgave af pilgrimsruten Santiago de Compostela. De lange traveture langs havet og ved klitterne gør os så godt. Jeg er jo også ofte til møder og konferencer i weekenden, og her møder jeg så mange skønne mennesker, der engagerer sig frivilligt i sager, de brænder for. Mødet med den slags ildsjæle fylder også på og giver et opløftende tilskud til hverdagen. Det er simpelthen så livgivende at opleve og være en del af de fællesskaber.
Inden jeg går i seng, tjekker jeg lige kalenderen for den kommende uge og danner mig et overblik. Måske skal jeg begynde ugen med et møde i København, så det er jo vigtigt lige at få styr på. Så kysser jeg min kone godnat, beder min aftenbøn – og glæder mig så til hverdagen igen. Med nye kræfter.