Jeg mærker, det er weekend, når min mand har hentet morgenbrød, og vi har tid til at drikke te og læse avis sammen. Det er der sjældent plads til i løbet af ugen, hvor vækkeuret ringer klokken 05.45. Min mand kører tidligt på arbejde, og jeg begynder selv helst dagene med fitness for at få de gamle, stive muskler i omdrejning. Men i weekenden nyder jeg, hvis vi fra morgenstunden kan give os mere tid til hinanden og til at vende nyheder hjemme og ude i verden.
Jeg vil gerne vågne udhvilet og til solsortens forårstriller og med dens lette tilgang til dagen. Selvom vi bor i byen, er der faktisk en del fugle i haven. Solsorten har en særlig melodiøs sang, synes jeg. Den klinger så klar og energisk og kalder på min egen lyst til at gå om bord i dagen, selvom jeg kan være ret så søvndrukken.
I en weekend vil jeg som oftest have forskellige arbejdsopgaver at passe. Som hospitalspræst står man i sagens natur en del til rådighed alle dage, også i weekenden. Folk bliver selvfølgelig ikke kun akut syge, ulykkelige eller trænger til lydhørhed klokken 08-16, så der indløber samtaler på skæve tidspunkter. I en weekend vil jeg desuden på den ene side gerne se nogle mennesker – vores børn og deres kærester, vennerne, for det er og bliver i relationerne, at livet har betydning. Og på den anden side vil jeg samtidigt prioritere tid til at hvile ørerne, netop fordi mit arbejde indebærer mange menneskelige møder, mange ord, megen aktiv lytten, nærvær, alvor, engagement.
Jeg lader op ved at rumstere rundt i vores lille have på Frederiksberg. Her flyver tankerne, og min tidsfornemmelse har det nærmest med at forsvinde. At pille ukrudt i nærheden af kvædetræets velduftende blomster kan drive træthed, tunge tanker og bekymringer langt væk. Jeg elsker at så, grave, klippe, plante og ikke mindst at slå græs. Måske trænger jeg oftere til det end plænen, den får i hvert fald ofte nogle prygl! Der er ikke mange weekender uden en eller anden opgave derude. Ikke fordi der skal være ”pænt”, men mere, fordi jeg bliver glad af det.
Skal jeg holde et middagsselskab, drøner jeg rundt og synes, jeg har mægtig travlt. Men det må være ren indbildning, for min mand køber både ind og laver maden, og det gør han rigtig godt. Jeg kan godt lide, at ”huset ikke flyder”, og jeg får måske på den måde travlt med et usynligt arbejde, fordi det er vigtigt for mig, at der er rene håndklæder på badeværelset, ingen døde fluer i vindueskarmen, friske blomster i vaserne og den slags.
På en søndag kommer jeg for sjældent i kirke, når jeg ikke selv er på arbejde. Ofte har jeg arbejde, som ikke er gudstjeneste. Og ofte er der andre væsentlige ting at bruge tid på, hvilket vel sådan set også er i orden. Sagen er blot, at jeg rent faktisk holder af at gå i kirke. Jeg har mange dygtige kolleger, som det oftere kunne være interessant at høre prædike.
Skulle jeg ud af huset, ville jeg – som nybagt førstegangsmormor – være særlig ivrig for at lufte det lille vidunder i barnevognen. Det er så nyt, at jeg dårligt har fundet ud af, hvordan det er, bortset fra, at det er stort! Og så er jeg akkurat lige så tåbelig som alle andre lalleglade bedsteforældre. På en måde ved jeg jo udmærket, at nyfødte sjældent er sådan rigtigt pæne i deres sammenpressede tilstand og med de mange små rynker, men samtidigt er det mig umuligt ikke at tænke, at enhver da med det blotte øje må kunne se, hvor lækker han er. At han har en meget mere ”mandig” røst end de andres piv-piv-gråd, har det mest vågne blik allerede og er skønnere end nogen baby, jeg har set i mange år (for der var jo også lige mine egne).
Inden jeg går i seng, tænker jeg på dagen, der er gået. Der er meget og mange, jeg siger tak for. Og så er der bekymringerne og problemer, jeg forsøger at lægge til side, såsom tunge sygehistorier og skæbner, jeg tager med i min aftenbøn.