Anne Hjernøe: I weekenden skal jeg mærke havluften

Kogebogsforfatter og tv-vært Anne Hjernøe får med sine egne ord storby og travlhed nok til hverdag. Derfor sørger hun altid for at komme ud i naturen og flytte fokus fra hjerne til krop, når fredag bliver til lørdag og søndag

49-årige Anne Hjernøe er altid i gang med en ny kogebog. Senest har hun udgivet bogen ”Krydret” sammen med madskribent Ditte Ingemann. Hendes hverdag er hektisk og fyldt med rejser, så derfor nyder hun at være hjemme i weekenden. –
49-årige Anne Hjernøe er altid i gang med en ny kogebog. Senest har hun udgivet bogen ”Krydret” sammen med madskribent Ditte Ingemann. Hendes hverdag er hektisk og fyldt med rejser, så derfor nyder hun at være hjemme i weekenden. – . Foto: Winnie Methmann.

Jeg mærker, det er weekend allerede fredag eftermiddag, når skuldrene begynder at falde lidt ned, og jeg glæder mig over udsigten til, at jeg kan udskyde sengetiden og ikke skal så tidligt op næste morgen for at sende min datter godt af sted. Hun går på gymnasiet og kan sagtens klare madpakkerne og morgenmaden selv, men jeg står trofast op sammen med hende hver morgen. Hverdagene er som regel altid meget travle i mit liv. Med masser af foredrag, workshops og udvikling af nye fødevarer sammen med virksomheder og opskrifter i mit køkken – og så skriver jeg jo altid på en ny kogebog. Så weekenden er højt skattet.

I en weekend vil jeg holde øje med, hvad der sker i gå-afstand fra vores hjem i Aabyhøj, der er en forstad til Aarhus. Måske er der et sjovt plantemarked eller en fødevarefestival, og så tager jeg derind sammen med min datter. Det tager omkring 20 minutter til fods og fem minutter på cykel. Vi sætter os gerne et sted og får en kop kaffe og lidt frokost sammen, inden vi tuller hjem igen. Jeg sætter meget pris på at være i nærområdet, når det er weekend, for jeg er så meget væk til hverdag.

Jeg lader typisk op ved at tage en tur i skoven eller ud til Moesgaard Strand. Jeg tror, det renser hjernen at komme ud i naturen og bare følge årets gang og lade sig opsluge af det, der sker omkring dig. Lige nu nyder jeg at se træerne skifte farve og mærke, at efteråret er på vej. At komme ud fjerner fokus fra hoved til krop, og det giver en grounding eller en grundfæstet ro, som jeg sætter mere og mere pris på.

Skal jeg holde et middagsselskab, så kan venner og familie godt forberede sig på, at de ofte får mad med et tema. Lige nu er jeg meget optaget af de retter, jeg præsenterer i den nye kogebog, ”Krydret”, som jeg har skrevet sammen med min kollega, madskribenten Ditte Ingemann. Forrige weekend stod den derfor på marokkansk brunch til de gæster, min datter havde inviteret. Jeg slapper af ved at lave mad og elsker at stå i køkkenet, også i weekenden. Gerne lørdag formiddag, hvor jeg så lytter til ”Mads og Monopolet” på P4 samtidig.

På en søndag er jeg desværre typen, der altid vågner tidligt. Men så står jeg op og bruger god tid på morgenmaden og avisen. Og måske er det så også dagen, hvor jeg slet ikke har nogen planer, men bare nyder at være hjemme.

Skulle jeg ud af huset og gad at sætte mig ind i en bil, så ville jeg køre til Vesterhavet. De fleste af mine barndomsferier foregik i Gl. Skagen sammen med familien, så naturen deroppe gør stadig noget helt særligt ved mig. Jeg elsker at blive blæst igennem af havluften og vestenvinden. Jeg får storby nok til hverdag, både derhjemme og på mine rejser, og jo ældre jeg bliver, jo mere har jeg fået brug for at være i naturen.

Inden jeg går i seng, sørger jeg for at forberede mig på ugen, der kommer. Også helt lavpraktisk som at få skåret grøntsagerne, så de er klar til morgenmaden mandag. Jeg kan bedst lide en rolig søndag aften, hvor jeg enten får slappet af til en serie på streamingtjenesten Netflix eller læser lidt i en bog. Lige nu er jeg i gang med Morten Papes nye roman, ”Guds bedste børn”. Ofte læser jeg ellers fagbøger, og for tiden er jeg meget optaget af den seneste viden om, hvor stor en betydning tarmen har for vores sundhed, både fysisk og mentalt. Den styrer nærmest alt, som vores anden hjerne. Og så slutter jeg ellers aftenen af med en kop te. Det virker både hyggeligt og beroligende. Både til hverdag og i weekenden.