Privatlivet yder de fleste af os god beskyttelse mod andres nærgående blikke. Det er jeg ikke helt sikker på, det gjorde i samme omfang tidligere. For dengang var det ikke nødvendigt at skelne mellem privat og offentlig, som det er i dag. Navnlig efter de sociale mediers massive indtog i vores liv.
Helt værgeløse har vi så vist ikke været i den udvikling. Også selvom det nogenlunde samtidigt er blevet almindeligt at gøre sig til offer for snart sagt hvad som helst. Antallet af mennesker, der bliver stalket eller udstillet på sociale medier, stiger. Men ikke ret mange af os henlever – i respekt for sandheden – et usynligt liv langs husvægge og landjord, upåagtede og tilbageholdende.
Det er åbenbart vigtigt nu til dags at blive set og lagt mærke til. Sideløbende med at man også er endog særdeles krænkelsesparat, når andre folk trykker næsen lige lovlig flad mod ens privatliv. En mærkværdig kombination af ekshibitionisme og koket blufærdighed.
På den ene side kan vi i bedste sendetid få indblik i voksne liv, hvor man bliver pirret af at gå med ble og få den skiftet. Mens man på den anden side insisterer på sit privatliv, når den kulørte presse tager billeder af kendisser på bikiniferie på Costa del Sol.
Nu skriver jeg ganske vist, som om det handler om os alle sammen. Det gør det selvfølgelig ikke. Men begge fænomener lever side om side i samme kultur og burde få os til at løfte øjenbryn. Der er sikkert også eksempler på, at begge dele forekommer hos en og samme person.
Personligt nærer jeg ikke nogen lyst til at udstille mit privatliv. Summen af laster er konstant. Er der nogen, der påstår. Så selvom jeg aldrig har røget, så praktiserer jeg mange andre uskikke. Jeg tæller dem ikke. Men jeg tror ikke, jeg er hverken værre eller bedre end andre.
Jeg kommer i den forbindelse til at tænke på den verdensberømte amerikanske pianist og entertainer Liberace (1919-1987). I 1950’erne til engang i 1970’erne var han verdens højest betalte entertainer. Og der var for ham så tydeligt ikke noget ved at være rig, uden det kunne ses. Så når hans fingre dansede virtuost hen over klaviaturet, glimtede de store, tunge diamantringe i spotlightet. Hvis man da ikke allerede var blevet forblændet af hans temmelig iøjnefaldende påklædning.
Jeg er ikke rig. Så på den facon er der heller ikke meget at se på. Som alle andre vil jeg naturligvis gerne have, at andres blikke ser på mig. Ikke for at tilfredsstille deres billige nysgerrighed. Men for i deres blik at modtage anerkendelse for det, jeg laver eller siger. Der er jeg ikke spor anderledes end andre. Og jeg tror da også, at selv ekshibitionister et eller andet sted fisker efter samme grundlæggende anerkendelse.
Øjne, der således hviler anerkendende og accepterende på et menneske, har lagt større betydning for opbygningen af selvrespekt og selvværd end hundredtusindvis af følgere på Instagram eller Facebook. Mennesker, der fjoller ubehjælpsomt rundt i grænselandet mellem offentlig og privat adfærd, mangler, tror jeg, netop sådanne anerkendende blikke og kærlig opmærksomhed fra fraværende og selvoptagede forældre til at begynde med.
For slet ikke at tale om, når den adfærd bliver kultur og vane i et omfang, så vi ikke længere skænker det en tanke. Godt hjulpet på vej af de sociale medier som erstatning for det personlige møde.
En af verdens klogeste mænd, Albert Einstein, skulle angiveligt have løftet en advarende pegefinger allerede engang i 1940’erne:
”Jeg frygter den dag, hvor teknologien overgår vores menneskelige interaktion. Verden vil da få en generation af idioter.”