Jacob er krudtentusiast: ”Fyrværkeri er noget spektakulært, vi kan samles om”

I dag og fem dage frem er det tilladt at skyde fyrværkeri af. For den 37-årige lagerarbejder Jacob Hagerup er december en forberedelse til det fyrværkerishow, han nytårsaften holder for familie og naboer. Et show, der skal balancere intensitet, frekvens og lyden af det rigtige wusj

Fyrværkeri har været en afgørende del af nytårstraditionen, siden Jacob Hagerup var barn, hvor også hans far var vild med fyrværkeri. Den 37-årige lagerarbejder fra Horsens glæder sig hele december til det vindue, der i dag åbner, og hvor det er lovligt at skyde fyrværkeri af. – Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix.
Fyrværkeri har været en afgørende del af nytårstraditionen, siden Jacob Hagerup var barn, hvor også hans far var vild med fyrværkeri. Den 37-årige lagerarbejder fra Horsens glæder sig hele december til det vindue, der i dag åbner, og hvor det er lovligt at skyde fyrværkeri af. – Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix.

December er en vente- og forberedelsestid, som for mange kulminerer med juleaften. Anderledes er det for Jacob Hagerup, der er selverklæret krudtentusiast. For ham er december en optakt til det korte vindue, der åbner i dag, hvor det i seks dage er lovligt at skyde fyrværkeri af.

”Min fascination af fyrværkeri begyndte med, at det var lidt farligt og spændende. Sådan er det stadig lidt, men nu handler det lige så meget om, at fyrværkeri er noget, vi samles om. Det er noget spektakulært og flot, man kan vise og dele med sin familie, venner og naboer,” fortæller 37-årige lagerarbejder Jacob Hagerup fra Horsens.

Han er medlem af 10 fyrværkerigrupper på Facebook, og han har en flok af det, han kalder ”krudtvenner”, hvor fællesskabet og kammerateriet har fyrværkeri som omdrejningspunkt.

”Vi skriver, skyper og taler om årets kataloger, og vi tager ud til demoshows. Det er ikke, fordi der er de store variationer i sortimentet fra år til år, men der er da trends og nyheder,” fortæller Jacob Hagerup.

Hans nytårsaften kulminerer allerede klokken 22.00, hvor han indtager parkeringspladsen ved den lokale sportsplads. På den vis kan han affyre sit fyrværkerishow i sikker afstand, men så familie og naboer i villakvarteret stadig kan få glæde af det. December drejer sig for Jacob Hagerup derfor også om at planlægge og sammensætte det helt rigtige show:

”Det handler ikke om at have det største eller dyreste. Det handler om at skabe en flot rækkefølge i showet, hvor man leger lidt med frekvens, intensitet og farver. At de larmende raketter også afveksles med en mere stille sektion af batterier, der ikke giver så meget lyd fra sig. Det giver noget variation for øjet og øret.”

Jacob Hagerup bruger 5000-7000 kroner på fyrværkeri omkring nytårsaften. Han indskriver sig derfor i de små syv procent af de danske husholdninger, som ifølge Dansk Erhvervs fyrværkerianalyse 2018 bruger mere end 800 kroner på nytårskrudt.

”Noget af det ligger fordelt hos de gæster, der kommer nytårsaften,” forklarer Jacob Hagerup med henvisning til reglen om, at hver husstand maksimalt må opbevare fem kilo såkaldt nem – som er den krudtvægt, der er angivet på fyrværkeriet.

Som købelysten krudtentusiast hænder det dog, medgiver Jacob Hagerup, at ikke alt når at blive affyret. Siden 2014 har det i Danmark nemlig kun været tilladt for private at affyre fyrværkeri fra den 27. december til og med den 1. januar.

”Den oprindelige fyrværkerilov er fra 1970’erne, og siden har man flere gange indskrænket salgs- og affyringsperioden af hensyn til sikkerhed og sundhed. I det ligger også hensynet til miljø og dyr, og det er et område, der er varig bevågenhed omkring,” forklarer Lene Nørskov Svensson, der er specialkonsulent i Sikkerhedsstyrelsen.

Hvis man som Jacob Hagerup køber meget fyrværkeri, anbefaler Lene Nørskov Svensson, at man åbner det løbende, så eventuelt overskud kan opbevares i emballagen.

”Det en god idé at beholde beskyttelseshætterne på lunterne. Og så skal man opbevare det væk fra elektriske apparater og varmekilder, men på et tørt sted. Hvis fyrværkeri bliver vådt, kan det ændre sin kemiske sammensætning, så selv hvis det tørrer igen, er det ikke sikkert, at det fungerer som tiltænkt,” forklarer Lene Nørskov Svensson.

I værkstedet ved familiens hus i Horsens ligger de batterier og raketter, Jacob Hagerup ikke nåede at fyre af sidste nytår. I et tørt skab, så det er klar, når han fra i dag må tænde lunterne og sende lysene på himmelflugt. Og det glæder han sig til.

”Når jeg skyder mit show af, så får jeg fornemmelsen af at stå i røg og damp. Der er noget særligt ved at tænde lunten på en raket og høre det helt rigtige wusj, når den flyver op i luften. Når den eksploderer med et ordentligt drøn, er det som et adrenalinsus. Det skal være flot og festligt, men ikke farligt,” fortæller Jacob Hagerup.

Traditionen tro har han brugt december på at planlægge det fyrværkerishow, han skal afholde for nabolaget, men når klokken rammer midnat nytårsaften, lader han andre om at skyde året ind. I stedet indleder han selv det nye år på en nabos altan, der giver udsyn til at nyde hele den farveoplyste nattehimmel.