Jeg mærker, det er weekend, når jeg for eksempel ringer til en håndværker og undrer mig over telefonsvareren. Så går det pludselig op for mig, at det er søndag. Jeg lever af at turnere og er derfor tit ude at optræde i weekenden, mens fridagene så kan ligge på en mandag eller tirsdag. Derfor kan jeg sagtens være i et højt arbejdsgear søndag og så helt glemme, at andre ikke har et arbejdsliv som mit. Faktisk savner jeg ikke at kunne holde weekend på en mere normal måde. Som musiker er jeg jo så heldig at beskæftige mig med noget, jeg elsker. Så jeg oplever det sjældent som en sur pligt at være på farten, mens andre holder fri. Godt nok har coronakrisen været hård ved min branche, og jeg har måttet aflyse turnéer til både USA, Kina og Japan, men så har jeg været nødt til at tænke ud af boksen og er derfor begyndt at undervise privat-elever i sang. Og lige nu nyder jeg at være på turné herhjemme med en rigtig julekoncert.
Da jeg var barn, voksede jeg op i et hjem, hvor weekender også var forskellige, alt efter om min far havde lægevagt eller ej. Når han havde fri, var det skønt. Vi tog ud at fiske tidligt om morgenen, spillede brætspil og havde tid til at gå lange ture med vores hund i den smukke natur omkring Lemvig. Fra mit værelse havde jeg udsigt til en istidsdal med bløde bakker og en lille dam. Jeg husker det, som om der altid var nye eventyr, jeg kunne gå på opdagelse i, og har en tvivlsom erindring om, at der selvfølgelig var frost på dammen om vinteren, så jeg kunne løbe på skøjter. Min far og jeg havde musikken til fælles. Han spillede i forskellige jazzorkestre, og jeg begyndte allerede som barn til saxofonundervisning. Da jeg blev større, øvede vi sammen, og jeg var nogle gange med ham og bigbandet ude at spille koncerter. I gymnasiet valgte jeg musik på højt niveau, og det var næsten som en åbenbaring, da jeg pludselig opdagede, at jeg kunne noget med min stemme. Jeg var ellers ikke meget for at spille uden noder og frygtede altid at lave fejl, når jeg skulle optræde for andre. Men lige så langsomt fik jeg opbygget noget selvtillid, hvilket også har været helt nødvendigt, for netop improvisationerne i jazzmusikken kræver stort mod.
Jeg er vokset op med en kerneværdi om, at man helst skal vide, hvad der i den mad, man putter i munden – og det ved man bedst, hvis man laver tingene selv. Som barn kunne jeg være vildt irriteret over, at vi aldrig fik købefranskbrød, som jeg smagte hjemme hos mine veninder. Fra bageren og med et tykt lag Nutella på. Sådan var det ikke hos mig. I dag har jeg taget mine forældres filosofi til mig. Og jeg er vildt glad for, at de har givet mig glæden ved at bruge en hel fridag på at sylte eller bage småkager.
Når jeg skal slappe af, foregår det derfor tit i køkkenet, hvor jeg kaster mig ud i at lave en vildt kompliceret middag. Min mand kigger ofte måbende på mig, når jeg går i gang med et af de helt store madlavningsprojekter, for han véd, at jeg er megatræt efter en lang uge med koncerter. Men for mig er det den totale afslapning. Lige som en serie på Netflix kan være det.
Skal jeg ud af huset, går jeg måske en tur rundt i København. Vi bor på Amager, og jeg elsker at vandre rundt i vores smukke hovedstad. Jeg er blevet et rigtigt bymenneske og har ikke travlt med at komme ud i skoven eller til vandet. Faktisk opholder jeg mig allerhelst hjemme i vores lejlighed, når jeg har fri og er nok blevet en lille smule huleboer. Jeg rejser jo som regel virkelig meget i løbet af året, så når jeg er hjemme, er det dér, jeg helst vil være.
Inden jeg går i seng, har jeg fået en lidt sær vane. Jeg tjekker Facebook for hundevideoer og kan gå helt i selvsving over alle de søde og sjove hunde. Jeg ville elske at have en hund selv, men det dur bare ikke i mit liv. Som det er nu.