Weekender har altid været noget rod. Mit voksenliv har jo aldrig været delt op som andres i et traditionelt arbejds- og weekendliv, for jeg har som regel været på arbejde, når andre havde fri. Faktisk slapper jeg også allermest af, når jeg spiller musik og er ude at optræde. Så mit liv er på den måde atypisk i forhold til så mange andres.
Da jeg var barn, fandtes ”weekend” heller ikke. Jeg lærte først ordet at kende i 1970, for indtil da gik man i skole om lørdagen og havde først fri klokken 13. Når det endelig blev søndag, var jeg altid med min far og min bror på stadion, når AaB spillede hjemmekamp. Så stod jeg der bag målet og heppede på mit hold. Nogle gange var det så en fest, andre gange en lidelse.
Jeg gik også i søndagsskole, indtil jeg var omkring 10 år, og ellers elskede jeg at bruge tid på at læse, da jeg lærte at knække koden. Den første bog, jeg helt selv kunne stave mig igennem, var ”Peter Pjusk” og handlede om en sød lille gråspurv.
Lige fra jeg var helt lille, har jeg altid haft et behov for engang imellem at synke ind i mig selv. Bare sidde for mig selv og lade tankerne flyde. Jeg har opdaget, at det også er helt afgørende i min skabelsesproces som kunstner. Når jeg skal beskrive det, er det, som om man sender en rørpost ned i underbevidstheden, og så begynder der at ske noget i ens hjerne. Og det, der så dukker op til overfladen, er hos mig blevet til sange – så man kan sige, at det at skrive sange er min måde at reagere på tilværelsen på.
Jeg er vokset op med musik. Min far spillede violin, og jeg lærte at spille det samme instrument som ham samt blokfløjte og guitar. Min farfar havde byens største danseskole, som min onkel senere overtog, og der sad jeg tit og lyttede bag klaveret, når rheinlænderpolkaen fløj hen over tangenterne.
Jeg blev selvfølgelig også selv sendt til danseundervisning. Det var frygteligt. Jeg var virkelig dårlig til det, og hver eneste gang blev jeg derfor trukket ind på midten af dansegulvet, så alle de andre børn kunne se, hvordan de i hvert fald ikke skulle gøre. Som voksen er jeg blevet kontaktet af folkene bag tv-programmet ”Vild med dans” for at høre, om jeg ville være med. Det blev et meget klart nej tak herfra.
Når jeg skal slappe af, går jeg tit en tur ned til Guden-åen. Jeg har boet langs Gudenåen hele mit voksenliv, og i de seneste 27 år endda så tæt på, at den nærmest ligger i baghaven. Da jeg var yngre, elskede jeg at sejle i kajak og benytte åen til et aktivt fritidsliv, men i dag nyder jeg at sidde helt stille og kigge på vandet, der som evigheden bare flyder forbi.
Men jeg slapper nok allermest af, når jeg arbejder og er ude at optræde. Da børnene var mindre, og sommersæsonen begyndte, hoppede hele familien ombord i vores store folkevognsrugbrød og tog med rundt på turnéen. Det forbinder jeg virkelig med afslapning og familiehygge. Jeg har været så heldig, at jeg kan leve af at spille musik og derfor aldrig fik brug for den lærereksamen, jeg tog som ung. Men det har været trygt at have den at falde tilbage på, hvis det blev nødvendigt.
Skal jeg ud af huset sådan i længere tid, kan min kone og jeg godt finde på at tage til Malaga. Så nyder vi at være meget langt væk, ligesom vi også har boet på Sicilien i nogle måneder og opholdt os længere tid på Korsika og Sardinien. Men for det meste vil jeg egentlig bare gerne være her i mit hus ved åen.
Inden jeg går i seng, beder jeg aftenbøn. Jeg beder ham om at holde hånden over mine børn og min kone, og bønnen er blevet mere regelmæssig i de senere år. Før bad jeg for det meste kun, når der var noget, der virkelig kneb. I dag er det blevet noget, jeg bare gør. Jeg kalder mig selv vanekristen som mange andre og kan mærke, at jeg har brug for de ritualer, kirken kan give mig. Når vi er ude at rejse, skal jeg også altid ind og sidde lidt i kirkerne – det giver mig en fantastisk ro.