Jeg mærker, det er weekend fredag ved frokosttid. Jeg er jo gammel skolelærer fra dengang, man drak en øl og røg en cigaret efter sidste time, og så holdt man rigtigt fri. Den tradition har jeg ført med mig.
Jeg lukker simpelthen ned for den kreative del af mit hoved – også selv om jeg ikke synes, jeg har nået det, jeg gerne ville, for jeg besluttede tidligt, at arbejdet ikke skal æde mit liv. Jeg elsker mit arbejde og finder stor inspiration i det, men det skal kende sin plads. Derfor prioriterer jeg mine weekender meget højt.
Det har jeg også brug for. Særligt i denne periode fra januar, til revysæsonen begynder, hvor jeg skriver materialet. Min hverdag skal brydes, jeg skal have helt andre impulser, se og snakke om noget andet og fornemme den virkelighed, revyteksterne skal skabes ud fra. Det kræver, at jeg hæver hovedet fra skrivebordet.
I en weekend vil jeg meget gerne nå forbi Sønderborgs nye vinhandler, der hver fredag klokken 16 har en gin-smagning. Der kommer nogle gange op mod 100 mennesker og altid nogle, jeg kender, og så går snakken.
Jeg vil også gerne lave noget med mine hænder. Bygge noget eller reparere noget. Mit seneste større projekt var at lave et kælderrum om til vinkælder. Jeg holder meget af at gå rundt dernede og kigge på flaskerne og bestemme mig for, hvad vi skal drikke den aften.
Vi har et sommerhus lidt uden for Sønderborg, og der kører jeg også gerne ud og tænder op i pejsen og kigger lidt. Bare en halv dag. Det er vældig afstressende.
Jeg lader op ved at foretage mig noget diametralt modsat af at skrive. Jeg går måske ned i værkstedet, maler lidt på huset, flytter om på billeder eller hænger nye op. Jeg er ud af en håndværkerfamilie og havde sløjd som et af mine linjefag på seminariet, så jeg elsker værktøj og er en af dem, der kan falde i svime over en tilbudsavis fra Stark.
Skal jeg holde middagsselskab – og det gør vi ofte og meget gerne – er det som regel mig, der står i køkkenet. Det er en anden måde, jeg virkelig kobler af på. Jeg er mest til ret enkle retter, gerne italienske.
Vi har desuden en tradition med, at når nogle af mine skuespilkolleger spiller i Sønderborg, kommer de gerne hjem til os og får natmad, drikker lidt vin og taler om teaterlivet. Det sætter jeg stor pris på.
Skal jeg ud af huset, må det også gerne have noget med mad at gøre. Vi spiser en del ude, og vores omgangskreds er heldigvis også god til at invitere. Derudover går vi meget i teateret, ser musicals og hører koncerter, allerhelst Sønderjyllands eget fantastiske symfoniorkester. Byen har også lige fået en ny biograf med en af Nordeuropas bedste sale. Der sker faktisk en hel del på det kulturelle område, selvom vi befinder os i det, nogle kalder Udkantsdanmark.
På en søndag har jeg altid mange planer, der aldrig bliver til noget, fordi vi har været i byen dagen før. Jeg har det med at overvurdere antallet af timer i en weekend. Men jeg når da som regel at læse avis og løbe en tur på løbebåndet. Og så begynder mandagen gerne at rumstere lidt i hovedet. Jeg holder helst fingrene fra tastaturet – i hvert fald i professionel sammenhæng. Men jeg kan godt finde på at skrive en sang til en ven, der står og mangler. Der er mange vennetjenester i den kreative verden, og min valuta er som regel sange. Det er efterhånden blevet en stående forventning, at jeg finder på noget.
Inden jeg går i seng, har jeg fået den uvane at kigge på iPad’en. Jeg skal lige tjekke, hvad der sker ude i verden og inde på Facebook. Og så tjekker jeg gerne, hvad mandagen byder på. Jeg kan godt lide at tænke fremad og være forberedt. Det er min afrunding af weekenden.
Og så læser jeg gerne i en bog. For tiden læser jeg min gode ven Flemming Jensens ”Vorherre er en rutebil”. Den er, som han er: enormt begavet og hylende morsom.