Museumsdirektør: Jeg elsker kontrasten mellem byens puls og naturens ro

Direktøren for Glyptoteket, Gertrud Hvidberg-Hansen, sidder sjældent stille i en sofa. I barndomshjemmet gled arbejde og fritid ud i ét, og i dag er hun næsten altid i gang med et eller andet

51-årige Gertrud Hvidberg-Hansen, der tidligere var direktør for Faaborg Museeum, har siden foråret pendlet mellem villaen i Odense og jobbet som direktør for Glyptoteket i København. – Arkivfoto: Leif Tuxen.
51-årige Gertrud Hvidberg-Hansen, der tidligere var direktør for Faaborg Museeum, har siden foråret pendlet mellem villaen i Odense og jobbet som direktør for Glyptoteket i København. – Arkivfoto: Leif Tuxen.

Jeg mærker, at det er weekend, når jeg træder ind ad døren i mit hjem i Odense. Jeg tager toget til og fra arbejde, så jeg arbejder, lige til jeg lander på banegården i Odense. Jeg prøver altid at afslutte mit arbejde, så jeg kan holde fri noget af weekenden og have tid til andre ting. Fredag aften får jeg følelsen af, at de næste to dage uden faste gøremål vil vare uendeligt længe. Men man glemmer hver uge, hvor hurtigt weekenden går. Men det er her, der er tid til langsomhed, til at ordne hus og have, tage på grønttorvet og købe gode råvarer eller være sammen med venner og familie.

Da jeg var barn, tror jeg ikke, vi tænkte så meget over, hvad forskellen var på hverdag og weekend. Min far er forhenværende professor i semitisk filologi på Aarhus Universitet, og min mor musiker og underviser, så grænserne mellem fritid og arbejde var ikke så definerede, som de nok er i mit eget liv i dag. Jeg var den mellemste af tre søskende, og vi boede i en villa i Egå nord for Aarhus. Sommetider tog vi på ture i weekenderne, og det var tit med en kombination af kultur og natur – vi kørte en tur med madpakker og så nogle seværdigheder på vejen.

Jeg er vokset op med masser af kunst og kultur og med frihed under ansvar. Der var altid musik og liv i huset, og vi børn nød generelt godt af stor frihed. I ferierne tog vi til Fyns Hoved, hvor min mor kommer fra, og vi udforskede området på egen hånd. Vi boltrede os frit både til lands og til vands. Vandet har altid været en del af mit liv, og i dag tager jeg også på kajaktur, når jeg har mulighed for det. Jeg elsker at dyrke kontrasten mellem byens puls og naturens ro, og det stammer nok helt tilbage fra barndommen.

Når jeg skal slappe af, handler det om at komme ud på vandet eller at cykle en lang tur. Vores yngste på 10 år kan godt cykle 50 kilometer, og det udnytter vi tit i weekenderne, hvor vi cykler ud i de fynske landskaber. Men jeg elsker også at slappe af med familie og venner og med at opleve kunst, arkitektur og kultur herhjemme eller i udlandet.

Søndag nyder jeg at sidde i lang tid med avisen i trykt udgave. Vi holder Politiken for tiden, men af og til også Kristeligt Dagblad eller Weekendavisen. I løbet af ugen er min avislæsning målrettet, men om søndagen er der tid til at fordybe sig og tænke længere over de ting, man læser. Det er lidt som en tidslomme, man begiver sig ind i, fordi man ikke skal nå noget.

Skal jeg ud af huset, er det for at være sammen med folk og opleve noget. Vi er meget på farten, og jeg ligger sjældent i sofaen og ser fjernsyn. Der er altid noget, jeg kan gå i gang med.

Inden jeg går i seng, rydder jeg altid op og hører musik. Jeg er tit den sidste på skansen om aften, så der holder jeg af at gøre klar til næste dag. Om sommeren kan jeg også blive optaget af havearbejde og nyde de lyse sommeraftener.