I løbet af et liv, får man mange forskellige roller at være i i sit private og nære liv. Fra at være nogens barn og bror eller søster, til nogens kæreste og ægtefælle og videre til nogens forælder og bedsteforælder. Roller, som vi ser omkring os i vores egen familie, og som vi stille og roligt får et billede af, hvad består af. Vi rykker helt naturligt og nærmest umærkelig videre til næste stadium af livet. Fordi det er roller, som er nedarvet i generationer, og hvor man hele tiden har et forlæg – i kraft af sine egne forældre og bedsteforældre, som man kan spejle sig i.
Som ung kan man gøre sig mange forestillinger om, hvilken forælder man selv vil være engang – og måske hvilken slags man ikke vil være. Når ens børn vokser til, begynder man måske at tænke over, hvilken rolle man gerne vil have, når man en dag skulle blive bedsteforælder. Så på sin egen måde forbereder man sig hele tiden på det næste trin på familiestigen.
Personligt er jeg netop indtrådt i bedsteforældrerækken for knap et år siden. Jeg prøver stadig at finde min plads og min rolle, men tænker, at ligesom det var svært i begyndelsen som mor til sit første barn, så gør øvelse mester. Så jeg stille og roligt finder mit ståsted i det. Det er jeg ikke så bekymret for.
Hvis jeg skal pege på den familiære rolle, jeg er mest bekymret for, er det den som svigermor. Alle ved, at det er en udskældt disciplin, og der er mange måder, man kan være en irriterende udgave af slagsen. Ja, det er der jo lavet mange tegneserier og bøger om. Og det er et emne, som mange kvinder drøfter med deres veninder. Med sine egne voksne børn har man jo hele deres liv opbygget en jargon og en indforståethed, så alt ikke behøver at blive vejet på en guldvægt. En uheldig bemærkning kan man grine af, og en forglemmelse bliver ikke regnet for mere, end det er. Hvis jeg træder skævt på skiven hos mine egne børn, får jeg fluks en venlig – og i hvert fald bestemt – irettesættelse – og det samme omvendt. Vi putter ikke for alvor med noget og går ikke af vejen for en diskussion. Og ja, vi kan også skændes så det brager. Uden at vi derfor går i stykker eller forlader hinanden i vrede.
Men hvad med svigerbørn? De har jo deres egen familiejargon og måde at skrue sammenkomster, samtaler og samvær sammen på. Heldigvis har jeg nogle virkelig søde nogle af slagsen, men jeg bekymrer mig en del om, hvordan jeg kan undgå, at de bliver kørt over af vores families diskussionslyst og til tider ret larmende adfærd. Og hvilken rolle har jeg som svigermor? (Bare navnet giver mig nervøse trækninger) De har jo ikke valgt mig aktivt til i deres liv. Men jeg har en rolle i deres liv nu, og hvordan mon jeg kan udfylde den bedst muligt?
Hvordan er man interesseret uden at være snagende? Imødekommende uden at være underdanig? Inkluderende uden at være omklamrende? Inviterende uden at være styrende?
Jeg har ikke noget svar og er stadig lidt nybegynder i den disciplin. Jeg håber på – ja, jeg arbejder faktisk på – at få en så ærlig og nær relation til de svigerbørn, jeg allerede har og til dem, der givetvis senere kommer til, at de kan sige til og fra over for mig, så det aldrig bringer uklinkelige skår i familieskabet. Så fri mig for at komme i den store sorte bog om skrækkelige svigermødre. Hvis jeg alligevel kommer i den, er det i hvert fald ikke med vilje … Bær over med mig, og tro på, at jeg gør det, jeg gør, ud fra mit familiebillede. Og hav tiltro til, at jeg gør mig umage – og mere kan man ikke forlange af noget menneske. Heller ikke en svigermor.