Manden bag Bakkens Pjerrot: Jeg er heldigvis aldrig blevet voksen

Sidste år stoppede Kurt Flemming som Pjerrot. Efter 23 år og 25.000 forestillinger som hvidmalet klovn på Dyrehavsbakken gik han på pension

67-årige Kurt Flemming var i 23 år kendt som Bakkens Pjerrot, indtil han gik på pension sidste år. Artisteriet ligger til familien. Datteren er professionel bugtaler, og hans afdøde kone var både tryllekunstner og jonglør. – Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix.
67-årige Kurt Flemming var i 23 år kendt som Bakkens Pjerrot, indtil han gik på pension sidste år. Artisteriet ligger til familien. Datteren er professionel bugtaler, og hans afdøde kone var både tryllekunstner og jonglør. – Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix.

Jeg mærker, det er weekend på en anden måde nu, end da jeg var Pjerrot. I de 23 år på Bakken havde jeg en arbejdsdag på mellem 12 og 18 timer, og alle ugens dage var nærmest ens. Men nu er jeg gået på pension og kan gøre, lige hvad jeg vil. Jeg er tit ude at holde foredrag, blandt andet om dukketeater for voksne, hvor jeg også opfører et stykke. Indimellem optræder jeg også som tryllekunstner, som jeg har gjort, siden jeg var 10 år. Men søndag er for det meste helt fri, og der nyder jeg at have tid herhjemme, især til mine højbede i haven og til sylteprojekter med både bær og grøntsager.

Da jeg var barn, glædede jeg mig altid til weekenderne, for jeg hadede at gå i skole. Jeg var den eneste i klassen, der kom fra et simpelt husmandssted. Læreren havde derfor besluttet sig for, at han ikke kunne lide mig. Jeg fik rigtig mange øretæver, selvom jeg var den mest stille dreng i klassen. At jeg var ordblind, gjorde ham heller ikke mere venlig over for mig. Men så var der en dag, hvor min fætter viste mig et trylletrick. Det gjorde et stort indtryk på mig, og kort efter fik vi besøg af en tryllekunstner i skolen. ”Jeg vil være artist,” sagde jeg til min mor, da jeg kom hjem, og kunne ikke helt forstå, at mine forældre ikke var lige så begejstrede, men insisterede på, at jeg skulle tage en uddannelse. Som 10-årig optrådte jeg så for første gang med tryllerier i skolen. Men jeg gjorde selvfølgelig som mine forældre sagde og blev derfor senere udlært mekaniker. Beviset havnede dog lynhurtigt i kakkelovnen. For jeg ville noget andet.

Jeg er vokset op med værdier som flittighed, ærlighed og ikke mindst kærlighed. Mine forældre plejede at sige, at vi var en rig familie ”undtagen på penge”. Vi boede på Sydfyn, og jeg havde to søskende. Det var langt ude på landet, så der var ingen nabobørn at lege med, kun os selv. Derfor lærte vi at løse konflikter og blev stærke af det. Mine forældre var meget forskellige, han var den indesluttede, hun var den umiddelbare, men de havde et godt ægteskab, og da jeg var 17 år, flyttede de hjemmefra. Ja, det lyder helt bagvendt, men min mor arbejdede på et lille plejehjem med syv beboere, som kommunen ville nedlægge. Det kunne min mor ikke holde ud at tænke på, så hun købte hjemmet, og så flyttede mine forældre derhen.

Når jeg skal slappe af, tager jeg tit ud at fiske. Jeg bor tæt på Sjællands nordkyst, et fantastisk sted for en lystfisker. Nogle gange har jeg mit ældste barnebarn på 10 år med. Vi har så mange gode snakke, og sidst spurgte han mig, om vi ikke kunne tale lidt om døden. Så fortalte han mig, at både mormor, oldefar og oldemor jo er døde, men at de er oppe i himlen, og at vi også skal derop engang. Og så tilføjede han: ”Når du dør, morfar, må jeg så få dine trylleting?”

Søndag nyder jeg at gå i kirke, men da jeg er hjertepatient, nøjes jeg for tiden med radio- og tv-gudstjenesterne. Troen er kommet sent til mig. Og da min kone døde af kræft i 2001, kun 34 år, fyrede jeg Gud. 10 år senere gik jeg Caminoen i Spanien og oplevede noget, der fik mig til at indse, at nok havde jeg forladt ham, men han havde aldrig forladt mig. På et tidspunkt var jeg gået helt sukkerkold og havde hverken vådt eller tørt. Derfor stopper jeg op og vil vente på, at nogen måske kommer forbi, så jeg kan bede om lidt at spise eller drikke. Men da jeg sætter mig og kigger ned, ser jeg pludselig fire bananer foran mine fødder. Senere når jeg frem til jernkorset, hvor jeg skal kaste den sten, jeg har båret i lommen hele vejen. Jeg har glædet mig helt vildt, men vejret er forfærdeligt. Regnen pisker ned, og der er hundekoldt. Men idet jeg skal til at kaste stenen, går skyerne fra hinanden. Og jeg går derfra i bagende solskin. Siden har Gud igen været en del af mit liv.

Inden jeg går i seng, sætter jeg mig på sengekanten og slår op et tilfældigt sted i Bibelen. Så læser jeg, hvad der står – og det er næsten altid noget, der taler lige ind i mit liv. Og hvis jeg ikke kan sove, sætter jeg mig ved computeren og fortsætter på den novellesamling, jeg er gået i gang med at skrive.