Prøv avisen
Min weekend

I weekenden er der plads til både at lade tid og beskidte strømper flyde

43-årige Line Kjeldsen Jensen er selvstændig grafisk designer. Bogen ”Hver dag starter det forfra” er hendes debut som forfatter. – Foto: Hanne Hvattum

Prisbelønnet illustrator Line Kjeldsen Jensen er kendt for sine ærlige tegninger og bog om det uperfekte moderskab. I hendes weekender får tid og pligter lov til at flyde, så der bliver plads til natur og øjeblikke

Jeg mærker, det er weekend, når der er børn overalt. Jeg har børn på tre og fem år, der vil ind og ud og op og ned, og en teenager på 16 år, der kommer hjem fra efterskole. I weekenden skal der laves lektier og leges og vaskes ekstra meget tøj. Men det er også weekend, når vækkeuret ikke ringer, og børnene vælter ind i sengen og vækker os. Det er en dejlig kontrast til hverdagen, hvor det er os, der vækker dem.

Weekenden er langsommelighed og tid til blødkogte æg og to kopper kaffe. Der er plads til at lade både tid og beskidte strømper flyde. Jeg sætter pris på, at vi alle sammen kan rende rundt i nattøj til langt op ad formiddagen. Vi slapper mere af og er i øjeblikket, for vi kan ikke gøre andet. Jeg er nødt til at give slip og bare være til stede.

Da jeg var barn, boede vi op ad Marselisborg Skov i Aarhus, og jeg rendte rundt i skoven i bare tæer og legede Ronja Røverdatter med mig selv. Holdt man sig væk fra skovstierne, kunne man undgå at løbe ind i andre mennesker, så det var et sted, hvor jeg virkelig kunne få lov til at forsvinde ind i min egen verden.

Jeg er vokset op i et bofællesskab. Det var en gammel trelænget gård fra 1800-tallet, der var blevet indhentet af et villakvarter og opdelt i små lejligheder. Vi var en samlet flok på syv børn, og vi havde vores egen børnekælder med flippermaskine og bordtennisbord. Det var i starten af 1980’erne – en tid, hvor man gik til demonstrationer og samlede flasker til 1. maj-møderne. I børneflokken kunne vi finde på at holde små demonstrationer og gå rundt med vores hjemmelavede skilte derhjemme og råbe: ”Vi vil ha’ en bålplads! Vi vil ha’ en bålplads!”.

Den fik vi så og brugte den i mange år, også som teenagere. Nu var det ikke, fordi vi fik alt, hvad vi pegede på. Engang skulle de voksne bygge et legehus til os, men så gik de ind for at drikke kaffe, og legehuset blev aldrig færdig. I stedet stod det som en skændsel over voksnes gode intentioner og som symbol på ting, de aldrig gjorde færdig. Huset endte med at blive revet ned og give plads til en køkkenhave.

Søndag slutter weekenden tidligt, for min ældste datter skal tilbage på efterskolen. Jeg kører hende altid til toget, selvom hun sagtens kunne tage bussen. Det er en fantastisk dejlig halv time kun med hende og mig, hvor vi kan snakke og mærke efter, hvor vi er henne. De yngste råber højest til daglig, og hun kan godt drukne lidt i det. Man skal kæmpe sig til tid, der ikke er på de smås præmisser. Fordi hun skal af sted, er vi også begyndt at have stor frokost om søndagen med ordentlig varm mad, for hun når ikke at være med til aftensmåltidet. På den her måde når vi stadig at have noget sammen.

Skal jeg ud af huset, skal det være, fordi vi skal ud i naturen omkring os. Vi bor på Møn og nyder, at vi har det hele lige uden for døren. Det tager ti minutter at gå ned til stranden, og her i januar kan lidt lys og luft gøre en kæmpe forskel. Her er så smukt, og det giver glimt af ”wow”, når man giver sig tid til at se det. Verden findes, og den er meget større end vi, og nogle gange skal jeg lige knibe mig selv i armen over det. Det er også fantastisk at opleve børnenes glæde. I sommer løb de på stranden og fangede vandmænd, og nu sjosker de rundt i flyverdragter i vand til knæene og med jord mellem hænderne.

Inden jeg går i seng, må jeg desværre indrømme, at jeg tjekker min Instagram (socialt billedmedie på telefonen, red.) for at se, om der er noget, jeg skal reagere på. Og jeg tegner også, for idéerne kommer oftest, mens jeg står og børster tænder, eller nogle gange først, når jeg har slukket lyset og lagt hovedet på puden. Så lister jeg ned i stuen igen og tegner.

Fordi jeg tegner mit eget liv og det, jeg føler har rørt mig den dag, skal jeg have tid til at sidde og mærke efter. Det er lidt skørt, at det er blevet en del af mit arbejde at give plads til at mærke mig selv, for det er en sær blanding af pligt og afslapning. Men det kan jeg altså først, efter at børnene er lagt i seng og køkkenet (næsten) er ordnet.