Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Min weekend

Stéphanie Surrugue: Jeg er vokset op med en stærk familiefølelse

42-årige Stéphanie Surrugue er international korrespondent for DR og bor til daglig i Paris. – Foto: Klaus Bo Christensen.

Korrespondent og tv-vært Stéphanie Surrugue har sjældent fri i weekenden. Hun elsker sit job, men kan indimellem savne de begivenhedsløse weekender i familiens skød, som hun husker fra sin barndom

Jeg mærker, det er weekend, når jeg ikke skal på arbejde. Det sker kun en gang eller to om måneden, at jeg ikke skal det. Men når jeg så har en fri-weekend, holder jeg også fuldstændig fri.

Det er dog noget, jeg har skullet øve mig i at gøre uden at få dårlig samvittighed. Det var en korrespondentkollega, der sagde til mig, at det skulle jeg lære. For der kommer altid en ny travl periode, hvor man kommer til at arbejde rigtig mange timer og ikke kan holde fri. Og så er det om at nyde det, når det er muligt.

Da jeg var barn, var mine weekender rolige og begivenhedsløse – nærmest fiktion i forhold til det, man ser i dag. Om lørdagen byggede jeg tit huler i mine forældres dyner, mens radioen spillede. Senere skulle vi på weekendindkøb, hvilket hver gang var en stor oplevelse for mig. Vi var ikke en familie med overvældende mange penge, så det der med at opleve mine forældre købe ind og stå og udvælge oksekød, det var lidt luksuriøst for mig. Jeg vidste også, at hvis jeg opførte mig godt, når vi var af sted, så faldt der lidt slik af til mig.

Om søndagen stod hele familien ofte tidligt op og tog ud og så cykelløb. Både min far og min søster var cykelryttere, så vi kørte til Kalundborg og andre steder og stod og så på landevejsløb.

Når vi kom hjem, så jeg det, der hed ”Fireforestillingen” på tv sammen med min mormor. Det var ofte forskellige Hollywood-film, der blev vist, og fordi jeg endnu ikke kunne læse, sad min mormor og læste teksterne op for mig. Det var helt eventyrligt og trygt at sidde der og have tid med sin mormor. Den der langsommelighed, der var dengang, kan jeg godt savne i dag.

Jeg er vokset op med en stærk familiefølelse. Det blev prioriteret højt at se vores familie både i Danmark og i Frankrig. Når vi skulle besøge familien i Frankrig, tog vi af sted i Ladaen og kørte hele vejen fra Hvidovre til Paris eller Sydfrankrig.

Det med at bruge tid på sin familie har jeg taget med mig. Og selvom strukturen ikke er med mig, og vi bor i forskellige lande, så er der en stærk familiefølelse mellem os. Jeg taler for eksempel med min mor i hvert fald hver anden dag. Ikke altid samtaler om store ting. Men det er en måde at være til stede i hinandens liv på.

Når jeg skal slappe af, laver jeg mindst muligt. Den største luksus for mig er, når jeg ikke skal stille vækkeuret. Jeg elsker følelsen af at vide, at jeg ikke skal noget dagen efter. Når jeg har fri, begynder min lørdag tit sent – for jeg har ingen problemer med at sove til klokken 10. Jeg har ikke meget tid til at sove til hverdag, så når jeg kan, prioriterer jeg det, for jeg er faktisk B-menneske.

Det er også dejligt at invitere gæster til middag hjemme hos mig selv en gang imellem – samværet hjemme er noget andet end på en restaurant. Det er ikke særligt fransk, men det er enormt hyggeligt.

Skal jeg ud af huset, er det en god indikation på, at det er weekend, når jeg går i stedet for at køre. Paris er en skøn by at gå i, og det er en god måde at lande i sig selv på. I hverdagen løber jeg ofte fra min lejlighed og direkte ind i en taxa, fordi jeg hurtigt skal et nyt sted hen. Og så sidder jeg i taxaen og ringer og skriver mails.

Søndag er min yndlingsdag i weekenden. Det meste er lukket i Paris, og alt er meget stille i forhold til lørdag. Men søndag er også stilhed før storm. Jeg bruger altid et par timer søndag aften på at danne mig et overblik over ugen, der kommer, og måske skrive et par mails til min redaktør. Det er noget, jeg er nødt til at gøre. Så kan jeg meget bedre stå op mandag morgen uden at være blevet overhalet indenom af virkeligheden.

Inden jeg går i seng, er det blevet mit overgangsritual til søvnen at spille Wordfeud. Det er dejligt beroligende.

Det er blevet en regel for mig, at jeg ikke må læse nyheder eller være på sociale medier, efter jeg er gået i seng. Gør jeg det, løber tiden fra mig, og så har jeg pludselig ligget en halv time og set på sjove kattevideoer eller noget andet helt ligegyldigt.

Jeg læser sjældent bøger om aftenen, som jeg gjorde førhen. Jeg har ellers været en rigtig læsehest. Men jeg tager så meget fagligt stof ind i hverdagen, at jeg har svært ved at rumme mere, når vi når aften. Til gengæld tager jeg revanche i mine ferier, hvor jeg læser rigtig meget.