Jeg mærker, at det er weekend, når aftalerne går i retning af cafébesøg med venner, og når jeg tjekker avisens spalter for kulturstof og for, hvilke film jeg mangler at se, frem for at læse sektionerne om arbejdsmarked- og sundhedspolitik.
Da jeg var barn, var livet jo meget langsommere, end det er i dag. Jeg er vokset op på et lille husmandssted mellem Sorø og Slagelse på Sydvestsjælland, hvor vi klarede os selv. Min mor gik hjemme, og min far var ufaglært og havde forskellige jobs. Jeg har ikke gået i børnehave, og jeg har aldrig haft en oplevelse af at være passet. For mine tre ældre søstre og jeg var bare med. Og i weekenderne holdt vi ikke fri, for der skulle man altid i marken, selvom man havde mere lyst til at se den film, der kom i fjernsynet søndag eftermiddag.
Jeg er vokset op med, at der ikke var så mange penge. Jeg oplevede ikke dengang, at det var noget, der fyldte, men når jeg i dag kigger tilbage, kan jeg se, at mine forældre prioriterede benhårdt. På et tidspunkt fik min mor et arbejde, hvor hun var medhjælper på en kirkegård. Hun fik måske fem kroner i timen, og dem lagde hun i en lille kasse. Da hun havde penge nok, købte hun et nyt køleskab. Jeg er også vokset op med, at lediggang ikke rigtig var okay. Min far, der i dag er 95 år og både ser og går dårligt, siger sommetider, at det da er helt forfærdeligt, at han ikke har noget at lave. For man skal da yde noget.
Når jeg skal slappe af, holder jeg enormt meget af at gå. Det startede, da jeg blev skilt, og livet var udfordrende – der viste det sig at være befriende at gå. Og så fik jeg en hund, og der er ikke noget, der kan motivere til at komme ud i regnvejr, som en hund. Jeg går alene, men også gerne sammen med andre, og når man går, går samtalen lettere. Man kan tie, lytte, tale og være i gangens rytme, og det er også lettere at tale om svære ting. Så jeg holder meget af Kierkegaard-citatet om, at der ikke er en tanke, der er så tung, at man ikke kan gå fra den.
Søndag må gerne starte stille. Når mine døtre på 16 og 23 år er hos mig, sover de længe i weekenden, så jeg kan fint nå at gå en tur eller tage til yoga og så være hjemme og have bagt boller, når de vågner. Jeg holder også af at bruge søndagen sammen med mine søstre. Vi cykler en tur, bader og spiser morgenmad sammen. Vi løser også tit søndagskrydsordet i Politiken sammen, og hvis vi ikke er sammen, sender vi fotos til hinanden af de steder i krydsordet, vi ikke kan løse.
Skal jeg ud af huset, husker jeg mine nøgler og min pung. Men når jeg er kommet ned ad trappen, opdager jeg ofte, at jeg har glemt min cykelhjelm. Jeg cykler eller går til alt. Jeg synes egentlig, det er lidt halvfarligt at cykle i byen, så jeg går altid tilbage efter hjelmen. Men det er den nemmeste måde at komme rundt på.
Inden jeg går i seng, tænker jeg tit på, at der nu er nogle af mine jordemoderkolleger, der er på vej på arbejde. Selvom det ofte er hyggeligt, når man først er der, fordi man har fokus på de fødende og på sammenholdet med kolleger, så oplever mange også fysisk ubehag ved nattevagterne. Det er noget af det, jeg er meget opmærksom på som formand – at vi skal arbejde med at sikre, at jordemødrene kan holde til nattevagterne.