Prøv avisen
Min weekend

Chris MacDonald: Jeg finder en exceptionel ro i naturen

Chris MacDonald, 47 år, er humanfysiolog og kendt fra blandt andet tv og foredrag. For nylig udkom hans bog ”Ikke til forhandling” om forudsætningen for trivsel. – Foto: Franne Voigt.

Sundhedsformidler Chris MacDonald har skiftet storbyen ud med Karrebæksminde i Sydsjælland. Familien har fravalgt tv, men øver sig i at finde det, han kalder livets tempo

Jeg mærker, det er weekend lørdag morgen, hvor vi lader dagen begynde i livets og naturens tempo. Jeg har boet i København i en årrække, men nu har vi bosat os ved Karrebæksminde syd for Næstved. Bor man i byen, kan man få en følelse af, at vi lever i en accelerationskultur. Efter vi er flyttet ud, er jeg kommet i kontakt med naturens rytme, og her er der ikke travlhed, som fylder: Træerne, blomsterne og dyrene har deres egen rytme, og når vi bliver opmærksomme på det, kan vi måske lykkes med at komme i kontakt med det, jeg vil kalde livets tempo.

Da jeg var barn, var jeg meget tæt på naturen. De første 10 år af mit liv boede jeg ved Lake Minnetonka vestsydvest for Minneapolis i staten Minnesota i USA. Det var den egn, hvor min far voksede op, og han sejlede på søen, fra han var fire år. Vi kom til at dele hans glæde ved sejlsport og tilbragte ofte hele weekenden til søs. Om vinteren stod vi ofte på ski i weekenderne, for begge mine forældre var skiinstruktører, og man kan faktisk køre slalom i Minnesota.

Jeg er vokset op med et nært forhold til naboerne. I USA er Minnesota berømt for livet i boligkvartererne, hvor man ikke nøjes med at hilse høfligt på sine naboer, men hvor man jævnligt er sammen, måske arrangerer et sammenskudsgilde, og hvor børn leger på kryds og tværs. Om søndagen gik vi ofte i kirke, og det fællesskab, jeg oplevede i vores kvarter, smittede også af på menigheden. Jeg har fantastiske minder fra den lutherske kirke i Minnesota, hvor jeg gik i søndagsskole og var en del af et levende fællesskab. Jeg har i øvrigt stadig kontakt til min barndomspræst i ”Good Shepherd”.

Da jeg blev 10 år, flyttede min familie til staten Was-hington på grund af min fars arbejde. Vi kom stadig i en luthersk kirke, men det blev aldrig det samme som i Minnesota. Og selvom udsigten fra vores nye hjem var betagende, mistede jeg den direkte adgang til naturen, som jeg havde nydt de første år ved Lake Minnetonka.

Når jeg skal slappe af, går jeg ud. Jeg finder en exceptionel ro i naturen, så både lørdag og søndag går vi lange ture og mærker, hvordan det frigiver energi og gør nerve-systemet godt. Når vi går ud, prøver vi at lade være med at tage ting med, som forstyrrer vores nærvær med hinanden. Siden den ikoniske gule Sony Walkman kom på markedet for mere end 40 år siden, er det blevet sådan, at man tror, man ikke kan være ude, uden at man har teknologi med. Vi lader gerne telefonen blive hjemme, for selvom det er sjovt at se, hvordan vores søn Calvin udvikler sig, så behøver vi ikke at fotodokumentere hver en gåtur.

Søndag er hviledag. Det kan godt være, at Gud kun indstiftede den syvende dag som hviledag, men jeg må erkende, at med det liv, jeg lever med utallige inputs og aftaler, har jeg brug for at gøre både lørdag og søndag til hviledage. Ofte hører vi en lydbog sammen med vores fire-årige.

Vi har ikke fjernsyn, vi streamer ikke serier, og vores søn har ikke en iPad. Jeg konstaterer, at det har været en virkelig positiv forandring for vores parforhold og for os som familie. Nogle synes, det lyder radikalt, men set i lyset af menneskets historie er det en kort tid, hvor man har kunnet sætte sig ved en tv-skærm.

Inden jeg går i seng, har jeg en række ritualer. Jeg blev meget provokeret af de anerkendte søvnforskere, jeg talte med i forbindelse med min nye bog. Man kan vælge at træne og spise sundt, men hvad gør man, hvis man sover dårligt? Forskerne er ret enige om, hvor afgørende den gode søvn er. Jeg husker, hvordan jeg så på de råd, som de stillede op, og jeg havde ikke lyst til at følge nogle af dem: Stå op og gå i seng på samme tid med højst en halv times forskydelse, ingen skærme to timer før sengetid og mange ritualer i dagens sidste timer. Nu læser jeg for børnene og putter dem, og jeg mærker, at jeg bliver smittet af den ro, som sænker sig, når jeg har læst ”Peter Plys” højt. Så sætter jeg mig og læser i en bog, inden jeg sover. Jeg er ikke god til skønlitteratur, men jeg holder af at læse de gamle græske filosoffer og er inspireret af stoikerne.