Prøv avisen
Min weekend

Sociolog: Jeg mærker, at humøret bliver bedre for nærmest hvert skridt

Sociolog Anette Prehn - Foto: Leif Tuxen.

Sociolog Anette Prehn er foredragsholder og aktuel med bogen ”Afledte effekter”. En god weekend byder på fælles løbetur og fællessang i familien

Jeg mærker, det er weekend, når kalenderens blade er nærmest blanke. Weekenden er en tid, hvor vi som familie prioriterer at være sammen uden for mange faste aftaler. En åben weekend giver plads til at få hjertet i vater. Som foredragsholder har jeg en del at se til på den her tid af året. I den forgangne uge har jeg været i både Sorø, Odense, Skagen og Herning. Sorø var en sangaften arrangeret af den lokale kirke, hvor vi sang nogle af de sange, jeg har skrevet, og ellers bød ugen på foredrag om hjernens spilleregler for lærere, ledere og arbejdsmiljørepræsentanter. Jeg sætter pris på de mange menneskemøder, men også på hverdage, hvor jeg arbejder hjemmefra.

Da jeg var barn, var jeg ofte i sommerhus i weekenden. Mine forældre har et sommerhus i Højby Lyng ved Sejerøbugten. Nogle af mine stærkeste barndomsminder har jeg fra Korevlerne, som er en fredet lagune mellem to sandrevler, ikke så langt fra sommerhuset. Her samlede jeg siv og planter og legede, at det var mad, eller jeg lænede mig tilbage i en klit og betragtede skyerne. I denne måned udkommer min sang ”Klodens sommerfuglevinger” som single, og her skriver jeg om et ”hybenroseland”, og det er en direkte henvisning til landskabet ude ved Korevlerne.

Jeg er vokset op i Bjarne Reuters Brønshøj med forældre, som var meget naturglade. De var ivrige amatørornitologer, og så var de medlemmer af Dansk Vandrelaug, og vi har været på mange gåture i naturen sammen.

Når jeg skal slappe af, vil jeg gerne føle fællesskab og være spontane med min familie. Vi har boet fem år i England og Schweiz. Her vænnede vi os til, at weekenderne var vores. De blev oaser af nærvær, hvor vi ikke skulle til alskens arrangementer eller stævner i sportshaller, men hvor vi først og fremmest kunne være sammen. Et hjem har potentiale til at være et barns rolige base, men det er mit indtryk, at en del børn i dag næsten har brug for weekend, når de møder i skole om mandagen.

Skal jeg ud af huset, tager jeg gerne familien med. I weekenden løber vi en tur med vores hjemmeboende børn på 9 og 12 år uanset vejret. Vi bor naturskønt i Fredensborg i Nordsjælland og løber i istidsbakker, fodrer geder, inden vi løber op til Fredensborg Slot og hjem. Det er en tur på knap fire kilometer, og jeg mærker, at humøret bliver bedre for nærmest hvert skridt, mens vi også sanser årstidernes skiften.

Søndag eller lørdag har vi også læsetid. I øjeblikket er jeg i gang med ”Rugens sange” af Jeppe Aakjær og læser Grimms eventyr for pigerne. Vi synger også fællessang og har et ret bredt repertoire. Sidste weekend sang vi både ”Nu falmer skoven” og Sigurd Barretts ”Symfo 1-2-3”. Det sker også, at vi holder et middagsselskab, og det er gerne med koncept som for eksempel en dansefest. Jeg drømmer om at have en dansende omgangskreds, når jeg er 85 år, og det fremmes bedst ved, at vi danser os varme gennem livet.

Inden jeg går i seng, vil jeg gerne nyde solnedgangen. Vi har bosat os, så vi kan se solen gå ned gennem vores vinduer hele året. At bo på den måde er et af de mest værdibaserede valg, jeg har truffet. At se solnedgangen smitter mig med glæde over at være i live på denne både smukke og hærgede klode. Og så er solnedgangen et evighedsglimt og en oplevelse af forbundethed: Alle mennesker, der lever og har levet, har elsket den samme sol på tværs af kulturer og tider.