For tiden springer studenterne ud på gymnasieskoler og på Facebook, hvor folk deler glæde og stolthed med hinanden. I mere private forsamlinger kan man endda tillade sig at dele eventuelt flotte karakterer med hinanden, og det skal være alle vel undt. Men igen og igen, når man taler om de mange, flotte karakterer, slår det mig, at jeg savner 13-tallet.
Det er ikke fordi, jeg nogensinde har haft noget særligt tæt og personligt forhold til 13-tallet, for sådan et har jeg aldrig selv fået. Jeg har fået både 7-, 9- og 11-taller, som jeg var særdeles glad for og tilfreds med. Men jeg har altid været glad for, at 13-tallet fandtes. Som en mulighed og som et ideal. Som noget man både kunne drømme om og mere eller mindre målrettet arbejde sig frem imod. For 13-tallet svævede over mig og alle andre skoleelever og studerende som noget ophøjet, uudgrundeligt og nærmest mystisk. Som et udtryk for, at verden var stor og transcendent og som regel meget større end mig og mine evner. Der var karaktermæssigt ”højt til loftet” – i hvert fald for undertegnede – og når der er højt til loftet og luft over hovedet, kan man ranke sig og se opad.
13-tallet var ikke kun smukt, når man fik det, men også – eller måske næsten især – når man ikke fik det. 13-tallet blev givet til de få ”for den usædvanlig selvstændige og udmærkede præstation”, og det genlød gennem gangene på både gymnasium og universitet, når der er en sjælden gang imellem blev uddelt et 13-tal. ”Har I hørt det…?” Og man skelede diskret med beundring og lidt ærefrygt til den geniale student. Det var i sandhed en usædvanlig karakter.
I dag har vi fået en ny karakterskala, og topkarakteren er ikke længere usædvanlig, men kan tværtimod blive til sædvane for nogle i en sådan grad, at det bliver stærkt belastende. Den nye karakterskala fra 2006/07 har 12-tallet som topkarakter, og hvor det oprindeligt var meningen, at det skulle uddeles til 10 procent af de studerende, viser en rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut fra januar 2019, at 16 procent af de beståede karakterer på de videregående uddannelser har været 12-taller. Ved de afsluttende prøver på universitetet er det stukket endnu mere af, idet hele 27 procent af de beståede karakterer har været 12-taller. Det er helt i tråd med den generelle anerkendelseskultur, der præger vort samfund og vore uddannelsesinstitutioner, men det har sin pris, når der går inflation i topkarakteren.
Da man indførte den nye karakterskala, røg 13-tallet ud med badevandet, og det samme gjorde belønningen af den usædvanlige og særligt selvstændige indsats. Den nye karakterskala tager udgangspunkt i de fast definerede fagmål, som eleverne gerne skal opfylde. Rammerne er i den grad udstukket, og man kan således få topkarakter, hvis man ”demonstrerer udtømmende opfyldelse af fagets mål, med ingen eller få uvæsentlige mangler”. Hvor det kan synes sympatisk, at man uddeler topkarakter, også når der er fejl i præstationen, så opstår der med denne gavmilde karakter-kultur et andet problem. For mere vil have mere.
Det er ikke sundt for mennesker at kunne yde det ypperste alt for ofte, for det forpligter. Man kan blive afhængig af toppræstationen, men verden bliver mindre, når man kan nå loftet hele tiden. Der bliver lavere til loftet, og man risikerer at blive åndeligt krumrygget.
Så måske vi skulle indføre 13-tallet igen som udtryk for, at mennesket altid kan stræbe efter mere, og at der altid er mere over mennesket end dets faglige karakter? Jeg accepterer, at jeg aldrig selv fik et 13-tal, og jeg ville ønske, at andre også kunne få lov til ikke at få det.
Vi&Sans skrives på skift af sognepræst Morten Skovsted, højskoleforstander Anja Rykind-Eriksen, journalist Kåre Gade og forfatter Charlotte Rørth.