Jeg holder af hverdagen, skrev Dan Turèll i et allerede klassisk digt fra 1984, hvor han ikke undsiger fest og farver, men erklærer sin kærlighed til den hverdag, der svøber sig beroligende om alting. Den hverdag, der følger hver dag og giver livet kontinuitet og dermed tryghed.
Jeg savner hverdagen. Dér, hvor meget står fast og er gentagelse og rutiner. En hverdag, man kan hvile sig i. En hverdag, hvor man kan finde plads til ingenting. Til bare at være.
Jeg savner hverdagen, både som samfundsborger, som menneske, som far og som præst.
Der er gået et halvt år nu, siden alt lukkede ned, og det var en barsk og utryg virkelighed, vi gik ind i med pressemøder og hamstring og nedlukning. Men det var også en tid, hvor vi stod sammen og havde noget meget konkret at forholde os til: Vi lukkede ned for at kunne åbne igen med et brag. Vi holdt vejret for siden at kunne ånde frit. Og i hvert fald i mit hoved var det netop sådan, at det ligefrem gav mening. ”Nu handler vi. Vi gør noget, vi slår ring om de gamle, syge og svage. Og så – efter en tid – vil frugten komme, formodentlig efter sommerferien, hvor vi kan åbne alting igen.”
Man kan svømme langt, når man kan se land, fordi man har et mål og har noget at se frem til. Sådan havde jeg det dengang. Og selvom meget var uvist, og selvom der var afsavn og aflyste sommerferier i udlandet, og selvom meget andet også blev udskudt og aflyst, var der et mål og en mening i at lukke ned for en tid.
Lige nu fortoner forløsningen sig. Og jeg mærker, at jeg er ved at blive træt af at svømme uden at kunne se land… Eller rettere: Træt af at træde vande, for det er jo snarere det, vi gør. Mens vi venter på vaccinen, mens vi dagligt holder øje med smittetal for at se, om pilen går op eller ned, og mens vi håber på og længes efter hverdagen. Og for den sags skyld længes lige så meget efter fest og farver og ferier, for det savner vi jo også. Lige nu har vi hverken hverdag eller fest. Hverdagen er aflyst, og festerne er forbudte, og samværet er farligt.
Som del af en kirke og som præst er det ikke mindst enerverende, for alting er en bevægelse fra tue til tue. Hver gang man tager et skridt, skal man tage bestik af omgivelserne og veje hver en bevægelse. Forud for hver gudstjeneste, hver kirkelig handling og hver aktivitet i sognegården skal vi overveje: Hvor mange må vi være? Må vi synge? Skal vi have sangark eller salmebøger? Skal vi have nadver og i så fald hvordan? Hvordan gør vi klar til den næste tjeneste? og så videre og så videre. Det er i den grad anstrengende, og det tager tid og energi fra det indhold, der gnidningsfrit skulle have været fyldt i de vante rammer.
Jeg savner den rutine og de ritualer, der i hverdag og dagligdag netop er rammer om det hele, sådan at vi kan fokusere på indholdet – altså livet. Jeg har brugt langt mere tid på at tale med utrygge dåbsforældre og ulykkelige brudepar i denne sensommer, end jeg har på at læse bøger og skrive prædikener.
Og træthed og sløvhed melder sig, så man kan blive vældig urolig for eftervirkningerne af alt det her. De stakkels unge mennesker får fortsat aflyst forelæsninger, studieture, fredagsbarer og lejrskoler, og vi voksne står over for en truende næste bølge af aflyste koncerter, foredrag og arrangementer. Vi holder vejret og prøver at fastholde håbet, men det er svært.
Hans Scherfig skrev engang om det forsømte forår. Lige nu kigger vi ind i det forsømte år.
Denne klumme er hverken munter eller opbyggelig, som klummer plejer at være det. Den er et hjertesuk. Den er det, der ligger mig på sinde i disse dage. Jeg havde bare lige brug for at sige det. Beklager.