Jeg mærker, det er weekend allerede torsdag, når mine tanker begynder at kredse om, hvad jeg egentlig skal lave i weekenden. Det er helt nyt for mig overhovedet at tænke sådan, for indtil for få år siden var weekenderne fuldstændig tilrettelagt efter mine børns planer. Min kone og jeg var nærmest mest praktiske hjælpere, der sørgede for, at de kom til den rigtige gymnastikopvisning, og til tiden, men nu er børnene altså mellem 15 og 20 år, så vi er ikke så vigtige for dem længere.
Lige nu er min kone og jeg nærmest i limbo, for hvad skal vi så bruge weekenderne til? Det skal vi helt klart blive bedre til at finde ud af. Men nu udsætter vi det lige lidt, for i morgen tager vi til Norge, som vi altid gør i uge 7. Med hele familien og nogle venner på skiferie, og hvor jeg ihærdigt forsøger at få både min kone og pigerne til at forstå, at der altså er to typer inden for skisporten: de seje, som Roald Amundsen, der selvfølgelig løber langrend, mens de andre typer, de alpine, er sådan nogle som Hansi Hinterseer. De kan selvfølgelig selv vælge, hvem de helst vil ligne. Jeg siger det bare...
Da jeg var barn, var familien altid samlet i weekenden, men jeg havde som regel også travlt med at hjælpe til på gården. Min far havde et stort svinebrug på Als med 300 søer, og der var altid noget, der skulle gøres. Jeg hjalp især med at gøre rent i staldene og blev ret god til at feje. Det fik jeg senere meget ros for. Inden jeg blev journalist, tog jeg en uddannelse som boghandler, og da min læretid var slut, sagde ejeren af boghandlen, at hun gerne ville fremhæve mine evner til at feje. Noget, hun satte mig til at gøre hver morgen, inden butikken åbnede.
Hvis jeg skal ud af huset, går turen tit til Als, hvor min kone og jeg har købt mine forældres sommerhus. Før var børnene jo også med, men nu har de så meget andet, de hellere vil. Så vi tager af sted alene og prøver at gøre det med god samvittighed. Jeg holder meget af Sønderjylland. I dag bor jeg i Kolding, men hvis jeg for eksempel er til møde i København og så kan høre en tone af noget sønderjysk hos en af mødedeltagerne, kan jeg næsten ikke vente med at gå hen og spørge, hvor han eller hun kommer fra. Det er det samme på museet. Hvis mit øre fanger bare en lille klang hos en af gæsterne, så går jeg altid lige hen og snakker.
Jeg lader typisk op ved at læse. Det har jeg aldrig tid til i hverdagen, men fra min tid i boghandlen har jeg fået opbygget et ret godt bibliotek, så der er altid en klassiker at gå i gang med. Og ellers gerne bøger om Sønderjylland, som for eksempel Tom Buk-Swientys.
Ellers holder jeg faktisk meget af sådan nogle helt ensartede ting som for eksempel at samle sten. Det var noget, jeg gjorde som barn ude på marken, så der ikke lå sten, der kunne ødelægge mejetærskeren. Og det tog jo tid og kunne godt virke meget kedeligt. Men så røg tankerne på flugt, og tiden fløj af sted. Det var fantastisk og noget, jeg stadig holder meget af. Jeg har faktisk planer om engang at skrive en bog om, hvor godt det er for tankerne at samle sten.
Om søndagen tjekker jeg altid lige, hvad jeg skal om mandagen. På den måde begynder hverdagen igen så småt allerede søndag. Og der er vi jo forskellige som mennesker, men jeg ville helt klart blive mere stresset, hvis jeg bare mødte ind på museet mandag uden at vide, hvad der skulle ske.