Sognepræst: Jeg vil gerne vågne til en dag uden blæst i Ribe

Torben Bramming, der er sognepræst i Ribe Domkirke og aktuel med bogen ”Rantzau – den hellige kriger”, ville ønske, at bibliotekerne holdt åbent i weekenden

Torben Bramming bor sammen med sin hustru i salmedigter og biskop H.A. Brorsons tidligere bolig, Taarnborg, i Ribe. – Privatfoto.
Torben Bramming bor sammen med sin hustru i salmedigter og biskop H.A. Brorsons tidligere bolig, Taarnborg, i Ribe. – Privatfoto.

Jeg mærker, det er weekend, når jeg skal sende salmenumre af sted til organist og kirkesangere. Det skal ske minimum 48 timer før gudstjenesten søndag, så når det bliver fredag, begynder den deadline at ramme en. Fredag er den store indånding, inden det hele begynder. Det er optakten til søndag, men kan også være til lørdag, hvor der er en del bryllupper, især i sommerhalvåret.

Jeg vil gerne vågne til en dag uden blæst i Ribe. Det er en dejlig ting. Det blæser altid helt vildt her, og sådan en vestenvind, der står rundt om Domkirken og ned i gaderne, kan være en kold fornøjelse i vintermånederne.

I en weekend vil jeg ønske, at bibliotekerne har åbent. Jeg har tit brug for en bog, og det skal være fysiske bøger. Biblioteket på Katedralskolen har mange skønne bøger. Hvis jeg en lørdag ikke har bryllup, begravelse eller lørdagsdåb, sætter jeg mig med benene oppe og en bog.

Jeg vil gerne have klaret alle indkøb til weekenden før fredag og lørdag og have skrevet alle prædikener og taler til weekenden, så jeg kan holde lidt fri indimellem. Jeg klarer det som regel også.

Skal jeg holde et middagsselskab, skal det være for gode venner. Det vil jeg sætte stor pris på. Som præst er ens liv splittet op i mange gøremål og arrangementer i byen, og så er det dejligt at holde selskab for nære venner. Min kone, Bente, og jeg hjælpes ad med at lave maden afhængigt af, hvad det er. Til det næste middagsselskab skal vi have Janssons fristelse, som jeg laver, og så laver Bente ostekage.

På en søndag er det åndelige højdepunkt at være i kirke – enten her i Domkirken eller i en anden kirke i byen. Det er ikke rigtig søndag, hvis jeg ikke har været i kirke. Efter højmessen vil jeg gerne have et dejligt morgenmåltid eller brunch med rundstykker og æg og sidde længe ved bordet. Om eftermiddagen er der ofte besøg i Taarnborg af menighedsråd eller andre, som får en fortælling om Brorson, rundvisning i huset og byvandring, og der er også tit kaffe.

Skulle jeg ud af huset, vil jeg gerne i biografen. Der er ingen biograf i Ribe, så vi tager til Esbjerg og Rødding. Jeg vil gerne se en af de store fortællinger som ”Exodus”, ”Ringenes Herre” eller ”The Revenant”. Jeg ser mange film, også serier som ”Westworld” med Anthony Hopkins og Sidse Babett Knudsen.

Inden jeg går til ro, beder jeg Fadervor. Hvis ikke jeg får det gjort, fortryder jeg det stærkt næste morgen.