Prøv avisen
Min weekend

Klaus Bondam: Jeg ville ønske, at jeg kunne dase en hel dag

Klaus Bondam er 55 år og direktør i Cyklistforbundet. – Foto: Sugi Thiru/Ritzau Scanpix

Direktør i Cyklistforbundet Klaus Bondam slapper af ved at få noget fra hånden på det landbrug, han driver i Odsherred. Livet på landet er ikke kun hårdt arbejde, men også nogle vidunderlige rutiner

Jeg mærker, det er weekend, fredag eftermiddag på trafikken. Vi arbejder i København og bor i Odsherred. Fredag er der meget trafik, fordi mange skal i sommerhus, så vi venter gerne med at køre ud af København, indtil klokken er omkring 18. Der sker noget fredag, når man er på den anden side af Roskilde, og markerne begynder at brede sig, og sommerhimlen åbner sig. Det er en anden følelse end hverdag.

Da jeg var barn, havde mine forældre, hvad man dengang kaldte et københavnerlandbrug. Her voksede jeg op med, at der altid var noget, man skulle have fra hånden, og lediggang var nærmest roden til alt ondt. Det følger mig. Jeg kan driste mig til at slænge mig i solstolen, men der går ikke mere end en time, inden jeg rejser mig, for der er altid noget at se til, når man har et landbrug. Jeg ville ønske, at jeg kunne dase en hel dag, men min gode opdragelse forbyder mig det.

Når jeg skal slappe af, får jeg noget fra hånden. For otte år siden flyttede jeg ind i et landbrug, som ligner min barndoms. Vi har en gård med 11 tønder land, to køkkenhaver, to drivhuse, køer, høns og slagtekaniner. Min mand, Jacob, er landskabsarkitekt og søn af en gartner, så der er også en vis faglighed forbundet med både drivhusene og de to køkkenhaver. Vi er selvforsynende med kød og æg, og vi har så meget i køkkenhaverne og drivhusene, at vi sælger frugt og grønt fra en vejbod om sommeren.

Skal vi ud af huset, finder vi gerne et par håndklæder og cykler ned til Isefjorden og hopper i vandet fra badebroen i Unnerud. I april sætter vi badebroen op sammen med præsten, automekanikeren og andre lokale, og i oktober tager vi den ned igen. Livet på landet er ikke kun hårdt arbejde, men også nogle vidunderlige rutiner som for eksempel fællesskabet omkring badebroen.

Søndag er der jævnligt gæster, som har været til middag og overnattet. At samle venner, lave mad og drikke god vin og give samtalen tid er noget af det mest afslappende og berigende, jeg ved. Og når man bor en god times kørsel fra København, sker det ofte, at der er gæster, som først kører hjem om søndagen, efter at vi har spist de surdejsboller, som min mand trofast bager i weekenden.

Inden jeg går i seng, skal jeg nå at stryge min skjorte og mine bukser, så jeg er forberedt til ugen. Og så har jeg en vane med at tjekke mailen, for jeg kan godt lide at møde på arbejde mandag med en ren tallerken.