Journalist Knud Brix: Det er både skamfuldt og berusende at tage et dyrs liv

Knud Brix bruger gerne weekenden på at gå på jagt. De bedste weekender er dog dem, hvor han har sine sønner

40-årige Knud Brix går hver dag bag om en aktuel nyhedshistorie i DR’s nyhedspodcast ”Genstart”. –  Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix.
40-årige Knud Brix går hver dag bag om en aktuel nyhedshistorie i DR’s nyhedspodcast ”Genstart”. – Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix.

Jeg mærker, det er weekend , når jeg skal hente mine drenge. Jeg er skilsmissefar, og i de uger, hvor det er min tur til at have drengene, står de og blinker som en honningkrukke for weekenden. Jeg kommer ofte til at fylde weekenden op med for mange planer og glemmer, at børn også har brug for at slappe af i weekenden.

Når jeg ikke har drengene, er weekenderne tit centreret om at læse eller skrive. Rense hovedet. Lige nu er det bukkejagtsæson, så jeg tager også hjem til Juelsminde i Østjylland og går på jagt. Når man går på jagt, smider man telefonen væk og iagttager reelt omgivelserne. Det er en dejlig måde at få tankerne til at flyde af sted på.

Sidste søndag var jeg ude at køre på motorcykel. Jeg er ikke blind for bunken af klichéer, der ligger omkring mig, nu hvor jeg lige er fyldt 40 år, er fraskilt og gudhjælpemig også er ved at tage motorcykelkørekort. Men jeg har valgt at omfavne klichéerne. Min mor sagde altid, at jeg ikke måtte få motorcykelkørekort, og da vi havde små børn, lå det i luften, at det ikke var noget, jeg skulle. Nu bestemmer jeg selv, så nu har jeg valgt at tage det motorcykelkørekort. Det er forbundet med en kæmpe frihedsfølelse og samtidig en pæn stor dødsangst, fordi man føler sig så ubeskyttet.

Da jeg var barn, hang weekender også sammen med jagt. Både min farfar, far, bror og fætre gik meget på jagt. Jeg havde et ambivalent forhold til det, fordi jeg blev skudt bagi af et hagl, da jeg var lille. Det gjorde, at jeg fik en angst for jagten. Det var først senere, jeg lærte at elske jagt. At tage et dyrs liv kan både føles skamfuldt, andægtigt og en smule berusende.

Jeg er vokset op med ridder-litteratur. ”Ivanhoe” og ”Robin Hood”. Noget af det første, jeg kan huske, er min far, som læste ”Røde Orm” af Frans G. Bengtsson op for os. Der var meget Grønlandslitteratur i vores hjem og eventyr, der tit havde noget med jagt at gøre. Jeg kan huske, at jeg læste Leif Esper Andersens ”Træl og fri” som barn, der betød enormt meget for mig. Det var næsten revolutionær 1970’er-litteratur pakket ind i en eventyrramme. De store historier var med til at give livet et skær af eventyr. Vi boede på en gammel møllegård i en skov ved Juelsminde, så når vi legede, byggede vi huler og legede med bue og pil. Jeg tænker nogle gange over, hvordan jeg kan give mine drenge det frirum, fordi de søger fiktionen via computerspil. Jeg kan godt se nogle paralleller mellem den verden, de lukker sig inde i, og den verden, jeg var i. Men min verden var fysisk, mens deres er et imaginært univers.

Når jeg skal slappe af , vinterbader jeg på Helgoland på Amager. Det er mit helle. Det er en broget skare af mennesker, der kommer der. Gamle amagerdrenge, som er kommet der siden, det var det eneste sted, man kunne vaske sig, og nye tilflyttere, der er med på modebølgen. Min morfar var fisker på Bornholm og tog os med ud at bade fra klipperne. Dengang syntes jeg, at det var rædselsfuldt, men nu har det vendt op og ned på mine vintre. Før kunne jeg ellers have en tendens til tungsind.

Søndag har været forskellig i forskellige livsperioder. Da jeg var barn, var søndag den totale frihed og muligheden for at lege hele dagen. Søndagen skulle være endeløs. Da jeg var i 20’erne var dagen forbundet med tømmermænd. En eller anden form for braklægning. Nu hvor jeg er blevet voksen, repræsenterer søndagen et åndehul og er derfor en dag, jeg prøver at destillere i forhold til, at vi også skal have noget ud af. Det er et dilemma for mig. Jeg må huske på, at søndagen også er til for at restituere sig.