Der findes vel næppe et andet fænomen end julen, hvor vi danskere optræder mere ens. Min familie inklusive. Julen er typisk dansk.
Hvert år inden juleferien tager jeg en runde med mine konfirmander og spørger dem, hvordan de fejrer jul? Og med ubetydeligt små variationer begynder de med at gå i kirke, spiser and med tilskud af en flæskesteg i reserve og går dernæst ombord i risalamanden med én eller flere hele mandler – alt efter om moderen er pædagog eller bare pædagogisk og således mener, børnene for himlens skyld ikke må forfordeles.
Efter måltidet træder konfirmandfamilierne ind i en hundredkilometer lang kæde af danskere, der syngende danser rundt om juletræet, for så til sidst at pakke gaver op, mens man henslængt i sofaen og under indtagelsen af julegodter føjer yderligere centimeter til omfanget af det i forvejen kritiske taljemål.
For er der noget, julen også er foruden uniform altså, så er det traditionel. Både hvad skikke og mad angår. Vegetarer og ateister har det svært.
Til de propfyldte julegudstjenester, som trækker Gud og hvermand af huse, har jeg indtil videre modstået fristelsen til at komme med en beredskabsmeddelelse fra Ateistisk Selskab, der i påkommende tilfælde skulle lyde således: ”Såfremt atmosfæren i kirken skulle emme for stærkt af kristelig odeur og derved fremkalde akutte åndelige kvælningsfornemmelser, så er nødudgangen dén vej.”
Og her ville jeg så som en anden stewardesse med begge arme angive retningen af de to bagudgange, der i Skagen Kirke befinder sig på hver sin side af prædikestolen i midten.
Måske skulle jeg gøre alvor af det i år?
I Skagen har det tilmed etableret sig som en bemærkelsesværdigt velbesøgt tradition, at rigtig mange går i kirke klokken 23.30 til midnatsgudstjeneste. Og det er både børn og voksne.
Jeg hører ikke til dén kategori af præster, der mere eller mindre artikuleret skumler over den pludselige fromhed. Tværtimod. Julen kalder det bedste frem i danskerne. Herunder en lidt hengemt, blufærdig kristelig religiøsitet, som undtagelsesvist bliver luftet for fulde gardiner til juleaftengudstjenesten.
I Skagen Kirke er det endda jul året rundt. Altertavlen af Joakim Skovgaard er et motiv hentet fra loftet af Viborg Domkirke og viser det lille, glorieomkransede Jesus-barn i en halmforet krybbe, mens en udmattet jomfru Maria ligger ved siden af med hånden løftet mod barnet.
Josef, om hvem der som bekendt ikke står ret meget i juleevangeliet, står bøjet ind over Jesus. Måske har han lige skiftet ble og valgt at overtage efter Maria? To køer af den uddøende røde, danske malkerace – som min egen gamle far sværgede til som landmand og vandt ikke så få præmier for ved Roskilde Dyrskue i gamle dage – henholdsvis står og ligger i stalden, mens de bevidner fødselsunderet under adstadig drøvtygning.
Skovgaard har, mens han malede scenen, indtaget en position, så Betlehemsstjernen lige akkurat ses i sit fulde omfang i dét vindue, som er placeret ovenover det lille Jesus barn. Det gælder om at være på det rigtige sted, på det rette tidspunkt.
Det var Joakim, Josef og Maria, hyrderne på marken, de tre vise mænd og englene i himlen. Og sidst, men ikke mindst: menigheden i Skagen og ud over hele Danmark.