I sidste uge fulgte et sekscifret antal mennesker med i en livestream for at se en kaktus blomstre i den botaniske have på Cambridge Universitet.
Det siger noget om, hvor nøjsomme vi er blevet i vores krav til underholdningsniveauet i denne prøvelsernes tid, og i det lys satser jeg på at slippe af sted med endnu en reportage fra min private coronafrontlinje:
Jeg har nemlig besluttet at gøre en dyd ud af nødvendigheden og erklære min påtvungne mangel på hår- og skægpleje for en faste – en frisørfaste.
Vi kan også kalde det et nasiræerløfte, dog uden at jeg giver afkald på vinen. Omgangen med lig, som også er nasiræeren forbudt, forventer jeg ikke bliver et problem, medmindre den brasilianske mutation går bersærk på Østerbro.
Det klør kraftigt i min kones fingre for at få lov at bryde min faste med en omgang grydeklip. Og selvom jeg risikerer at tiltrække indbrudstyve ved at røbe det: Vi har både frisørsaks og klippemaskine i skuffen, så der er tale om en daglig fristelse.
Men jeg står fast. Dels ville det føles moralsk forkert, hvis jeg var min personlige og i øjeblikket tvangslukkede coiffure-konsulent, Billy the Barber, utro med min kone. Og dels – det skal jeg ikke lægge skjul på – er min vedholdenhed drevet af en nysgerrighed efter at se, hvad der sker, hvis jeg lader det hele gro.
Knap tre måneder inde i projektet voteres der stadig. Nogle dage, når jeg tjekker mig selv i spejlet, ser jeg en ubådskaptajn, der er dykket ud efter et længere togt i Nordatlanten. Eller måske polarforskeren Shackleton, netop ankommet til hvalfangerstationen på South Georgia for at hente hjælp til sin forliste besætning.
Andre dage overvejer jeg, om jeg er ved at blive til Anders Laugesen. Skulle det ske, er jeg sikker på, at den gode Anders sagtens ville kunne rumme det, men jeg tror desværre ikke, mit talent rækker: Sidst jeg så ham, havde han en for mænd i vores alder misundelsesværdig frodig hårvækst, og der kan jeg desværre ikke følge med.
Her vil jeg gerne indvie yngre og mere hårfagre kønsfæller i et paradoks: Jo mindre hår, man har, des oftere er man nødt til at klippe det for at fremstå soigneret.
Jeg så engang en amerikansk fængselsfilm, hvor nye fanger fik besked om, at de havde ret til en halv times daglig gårdtur samt en klipning hver tredje uge. Jeg forstod, at hyppige frisørbesøg ikke er en luksus, men en menneskeret, og den har jeg siden gjort mit bedste for ikke at overtræde.
Ved at blive klippet ofte og kort kan man bilde sig ind, at man ikke er tyndhåret, blot veltrimmet. Det er en illusion, der brister i disse uger, efterhånden som dagene og min sparsomme hårvækst længes.
En anonym biskop, jeg kender, har i en del år flirtet med tanken om at anlægge den frisure, han kalder “Gudhår”, efter at han i Uffizierne så et maleri af Gud, som Gud så ud i renæssancen. Vorherre lignede grangiveligt en af de aldrende britiske rockmusikere, der trods omfattende hårtab ikke har ændret frisure siden 1976.
Jeg ved ikke, om det er lykkedes biskoppen at gro et gudhår under nedlukningen. Men jeg ved, at det eneste, der er lykkedes for mig, er at få et skæg så stort, at flere småfugle overvejer at bygge rede i det.
Hvis ikke Billy snart får lov at åbne salonen, bliver jeg nødt til at lade det stå, til ynglesæsonen er ovre.