Det er aften, og vi er på vej hjem fra en fødselsdag i Jylland. Jeg sidder ved rattet, min kone ved siden af, og på bagsædet sidder den yngste, som han altid gør det, når han er med – også selv om han nu er en stor dreng på 28 år.
”Far, lad lige mig,” siger han, da jeg forsøger at skifte til en ny podcast på min mobil.
Han læner sig frem og hiver mobilen ud af hånden på mig.
”Den er låst,” siger jeg.
”Jeg kender din kode,” siger han.
Det er sandt. Jeg har brugt den samme kode, siden hans sengetid var klokken otte. Koden er en slags familiehemmelighed. Det er en rigtig god kode, og jeg ser ingen grund til at lave noget om, når det virker.
”Wow,” lyder det fra bagsædet. ”Jeg behøver slet ikke koden. Jeg kan låse din mobil op med ansigtsgenkendelse.”
”Det kan ikke passe,” siger jeg.
”Jo. Jeg har lige gjort det igen. Din iPhone tror, jeg er min far.”
”Det er lidt foruroligende,” siger min kone.
Jeg er ikke sikker på, om hun mener datasikkerheden eller sønnens fysiske ligheder med faderen.
Jeg har altid været forsigtig med at ytre mig i samtaler om, hvem mine egne eller andres børn ligner. Dels fordi jeg ved, at det er et følelsesmæssigt kontroversielt område, der kræver stor intuition at bevæge sig ud i. Og dels fordi jeg dybest slet ikke er i stand til at se, om et barn ligner nogen som helst.
Jeg har en bekendt, som hævder, at alle babyer ligner Churchill, og jeg er tilbøjelig til at give ham ret. Når jeg præsenteres for et nyfødt barnebarn, ser jeg en generisk baby, som kan være han eller hun, tyk eller tynd, mørk eller lys, men hvis fysiognomi grundlæggende mangler karaktertræk. En klump ler, der endnu ikke er blevet formet.
Det er muligvis et medfødt handicap, jeg deler med andre mænd. I hvert fald har jeg erfaret, at kvinder ofte har en imponerende ansigtsgenkendelsesfunktion. Min kone kan lynhurtigt scanne en babys ansigt og fastslå barnets nedarvede ansigtstræks oprindelse flere generationer tilbage.
”Det er ikke til at tage fejl af, hvem han har den næse fra,” kan min kone sige, når hun ser på en nyfødt sønnesøn.
”Fra mig?”, spørger jeg lettere bekymret på barnebarnets vegne, mens jeg prøver at aflæse den lillebitte og tilsyneladende konturløse næses genetiske kode.
”Nej da, kan du ikke se det?”, siger min kone.
Men det kan jeg ikke.
Nogle dage senere kommer de to ældste sønner forbi.
”Prøv, om du kan låse min mobil op med dit ansigt. Det kan din lillebror,” siger jeg til den ældste.
Han holder mobilen op foran sit ansigt. Den er stadig låst.
”Ræk mig dine briller,” siger han.
Han tager mine briller på og holder mobilen op foran ansigtet. Så løfter han brillerne og ser på skærmen.
”Den beder om din kode for at aktivere ansigtsgenkendelse,” siger han.
”Ok, det er …” siger jeg.
”Jeg kender din kode,” afbryder han.
Han taster koden, vipper brillerne ned igen og flytter mobilen lidt frem og tilbage foran sit ansigt.
”Så, nu er den låst op,” siger han.
”Lad mig prøve,” siger den mellemste og snupper mobilen.
Han holder den op foran sit ansigt, tager mine briller på, skærer grimasser og stryger sit pandehår bagud. Lige lidt hjælper det.
”Nej, jeg ligner dig ikke,” siger han og rækker mig mobilen.
Jeg kan ikke afgøre, om han er lettet eller skuffet.
”Måske kan du låse mors mobil op?”, foreslår den yngste.