Edward blev født, da pandemien endnu kun var en fjern rumlen i øst. Få uger senere lukkede landet, og så vidt han ved, er det helt normalt, at de voksne hilser på hinanden med albuen, og mor tager mundble på, når hun skal i Matas.
Mit barnebarn ved ikke, at verden er af lave. Han er travlt optaget af at tage den i besiddelse. Han har arvet sin fars entertainertalent og sin mors sangstemme og udnytter begge skamløst.
Endnu synger han ikke svenske snapseviser eller underholder med populærkulturel trivia, som han lige har læst på Reddit. Men Edward kan rynke næsen og grynte som en gris, og det er mere end rigeligt til, at man bliver ethvert selskabs charmerende centrum. I hvert fald så længe man endnu ikke er fyldt et år.
Nu skrev jeg selskab, men selskaberne har indtil videre været få og små i Edwards liv. Han skulle have været døbt i sommer i Umeå, hvor hans mor er født. Ligesom alle andre fester i dette annus horribilis blev dåben udsat.
Jeg vil ikke lægge skjul på, at den socialt udfordrede misantrop, der bor i mig, i begyndelsen mærkede en vis lettelse, da de selskabelige forpligtelser forsvandt fra kalenderen.
Men som månederne er gået, er selv jeg begyndt at savne andre mennesker. Altså andre end dem, jeg sidder i sofaen og ser Netflix med, mens vi tjekker Facebook på vores mobiler – en aktivitet, vores svigerdatter plejer at kommentere med et ironisk “jaha, här sitter ni och umgås.”
Stor er glæden derfor, da Edwards forældre beslutter, at de hellere må få knægten døbt, inden han bliver stor nok til at sige nej.
Hans mor er bekymret for, om hendes søn er blevet for gammel til at have kjole på. Jeg fortæller, at jeg var lige så gammel, da jeg havde den selvsamme dåbskjole på. Det er ikke helt i overensstemmelse med sandheden, men alle kneb gælder, når familietraditioner skal holdes i hævd.
Således går det til, at Edward i det Herrens år 2020 bliver båret til dåben med et ganske lille følge i en corona-øde kirke i København.
Mormor og morfar når at komme rejsende fra den sidste smittefri region på Sverigeskortet, inden også den farves rød. Moster ankommer fra Barcelona med en frisk coronatest og en uges papirarbejde i bagagen – som ingen i lufthavnen til hendes skuffelse er interessede i at se.
En mobiltelefon bliver sat på et stativ, så resten af svenska och danska släkten kan følge med på et livelink. Edwards farmor – præsten – har gjort sig umage med dåbstalen, så alle på tværs af sproglige og kulturelle skel kan forstå den.
Men ingen hører noget, for Edward er vild med den tomme kirkes akustik. Han råber og grynter under det meste af talen. Så opdager han vandet i dåbsfadet og bliver endnu mere begejstret.
Da han er døbt og færdig med at pjaske, tager vi hjem til mormors smörgåstårta og farbrors brittatårta.
Blandt gaverne er der en af den slags bøger med lyd, der er designet til at drive forældre til vanvid. Det må være svenskerne, der har haft den med, for når Edward trykker på knappen, synger bogen “Klappa händerna, när du är riktigt glad”.
Og det gør vi så: Hver gang han trykker, stopper samtalen, og alle otte voksne klapper som idioter.
Edward sidder for bordenden og har en fest. Det har vi andre også. Vi har sådan trængt til at umgås.