Kåre Gades kamp mod farfarkroppen

Kåre Gade
Kåre Gade. Foto: Leif Tuxen.

Jeg står i stuen i det tidlige morgenlys og laver lunges – en øvelse, som skal styrke lår og baller, men som i mit tilfælde også fremkalder en interessant lyd af fjerkræsaks i det højre knæ. Første gang jeg gennemførte øvelsen, gik der en uge, inden jeg kunne rejse mig, når jeg havde været på toilettet.

Øvelsen er dikteret af en app, som har boet på min iPhone, siden jeg sidste år søgte læge med en øm akillessene. Jeg håbede, at han ville fikse problemet med et skud binyrebarkhormon. I stedet solgte han mig en genoptrænings-app, som jeg hader, men lydigt underkaster mig hver morgen, omtrent som en voldelig partner, man ikke kan forlade.

Når jeg har gennemført dagens øvelser, får jeg at vide, hvor mange procent jeg har gennemført. I begyndelsen gik det hurtigt fremad, men efterhånden angiver den kun mine fremskridt i intervaller på en eller to procent. Nogle gange står den helt stille. Scientology kunne ikke have gjort det bedre.

”I dag gik den tilbage fra 75 til 73 procent. Det er rendyrket ondskab,” siger jeg til min kone, da jeg kommer ud på badeværelset.

Hun fortsætter uanfægtet med at lægge makeup, mens jeg betrager mig selv i spejlet. Min overkrop ligner en hævet franskbrødsdej med sporadisk hårvækst.

”Jeg fatter det ikke. Jeg har trænet i månedsvis, og alligevel svulmer min far-krop op,” siger jeg.

”Hedder det egentlig ikke en farfar-krop, når det er dig?” påpeger min kone.

Jeg trykker undersøgende på min mave.

”Måske er der en sixpack derinde, som kommer frem, når jeg kan løbe igen og taber mig,” siger jeg.

Det har lange udsigter. Jeg nærmer mig etårsjubilæet for mit liv som ikke-løber, men på trods af den onde app er venstre akillessene stadig lige så hård, som resten af kroppen er blød.

Samme dag kommer min mor på besøg. Hun spørger til akillessenen. Jeg mumler, at det ikke er noget at snakke om. Sandheden er, at jeg snakker om det hele tiden, men jeg vurderer, at det vil være klædeligt at holde lidt igen, når jeg sidder over for en 88-årig, der aldrig klager sig.

Men min mor vil høre mere om mit træningsprogram. Hun sammenligner øvelserne med dem, hun selv laver – ikke efter en app, men efter et slidt vhs-bånd med en Jane Fonda-type.

”Der er nogle øvelser, jeg ikke er så god til, som da jeg begyndte,” indrømmer hun. ”Men da var jeg selvfølgelig også kun 60.”

Om aftenen besøger vi hendes bror og svigerinde. Efter et langt og aktivt liv har hun sammenfald i ryggen og går med rollator, mens han efter en blodprop bevæger sig rundt som en sømand på dækket i hård storm.

”Men jeg gør stadig gymnastik hver morgen. 100 knæbøjninger,” siger han.

Jeg beder en stille bøn om, at min mor ikke vil begynde at fortælle om min akillessene. Men det gør hun.

Nogle dage senere støder jeg på en gammel ven, som er på vej til møde i et ministerium. Jeg kigger på hans firseragtige, store sportsko.

”Jeg ved det. Men de er de eneste, jeg kan gå i,” siger han.

Jeg nikker forstående.

”Det er retromode,” siger han. ”Ekspedienten sagde, at det hedder dad-sneakers – far-kondisko.”

”Jeg tror ikke, det gælder, hvis man selv er en far,” siger jeg og tilføjer: ”Eller farfar.”

Han peger på de fornuftige Ecco-støvler, jeg selv har resigneret til.

”Hvordan går det med din akillessene?”, spørger han.

”Jeg er glad for, du spørger,” begynder jeg.