Man skal altså huske at høre ordentligt efter, hvad der bliver sagt!
Jeg kan huske engang for mange år siden, min hustru og jeg netop talte om, at hendes kusine var højgravid og snart skulle føde. Således småsludrende gik vi til og fra hinanden, mens vi var i gang med hvert vores. Pludselig hører jeg min kone sige ude fra bryggerset:
”Manden er gået!”.
Typisk mænd, tænkte jeg ved mig selv, mens forargelsen skummede. Og da min kone atter kom frem fra bryggerset, fortsatte jeg konversationen og gav luft for min forargelse:
”Det er da lige groft nok sådan at forlade sin hustru, mens hun er højgravid og snart skal til at føde.”
”Hvad snakker du om?”, spurgte min kone forbløffet, ”hvem taler om at forlade sin hustru?”.
”Det gør du da. Sagde du ikke lige for lidt siden, at manden er gået?”
”Fjols,” sukkede mine kone opgivende, Jeg sagde: ”vandet er gået!”.
Det er ikke første gang, jeg har hørt forkert. Det gjorde jeg også mange gange som barn. Og det var først langt senere, jeg fandt ud af det.
Således erindrer jeg fra de første gange, jeg kom til gudstjeneste og ikke måtte komme med til alters, at der kom to underlige s-lyde ud af munden på præsten, hver gang han uddelte nadver- elementerne.
I mange år troede jeg, det var det eneste, han sagde, så når jeg selv efterfølgende legede præst derhjemme på mit værelse med to af mine søskende og et par fantasivenner som menighed, sagde jeg også bare to s-lyde, når jeg uddelte henholdsvis brød og vin.
Stor var følgelig min overraskelse, da jeg omsider måtte komme med til alters og hørte præsten sige, ”dette er Jesu Kristi legeme”. Det gav også bedre mening…
På tilsvarende vis troede jeg i Brorsons ”Op al den ting, som Gud har gjort” at høre om ”de mange fuglesvind, der sker”, fordi der allerede dengang var megen tale om forurening af natur og dyr. Og i Esajas var jeg overbevist om at have med en skibsreder at gøre, fordi jeg i ”Blomstre som en rosengård” troede, jeg hørte om ”Esajas’ både” i vers fem.
Min far sagde ofte, jeg løb med en halv vind, men jeg fattede ikke, hvad i al verden han talte om. Hvordan kan man løbe med en halv vind? Og hvis en vind kunne være halv, hvad var så en hel vind?
”Din vilje ligger i min lomme”, var en anden gentagende formulering, han kom med. Men når jeg stak min lille hånd ned i hans lomme, var det nøglebundtet, jeg fik fat i. Var det min vilje?
Allerværst var det, når vi havde haft besøg af en slagter, som i øvrigt hed Flemming og havde svagt fremskudt underkæbe, som jeg ikke kunne lade være med at efterabe, når min storesøster var i nærheden, fordi hun minsandten havde forelsket sig i ham.
Jeg stod med en blanding af frygt og nysgerrighed ved hjørnet af kviestalden og så, hvordan slagter Flemming først skød, skar halsen over på grisen og dernæst begyndte at skære den i småstykker. Men prøv så at forestille jer, kære læsere, hvordan det var ved aftensmaden som barn at få vide: ”Spis Mathis! I morgen skal du slagtes…”
Det er ikke på landet, der rekrutteres flest pædagoger, og der er med min fars opdragelsesmetoder ikke gjort afgørende fremskridt i pædagogikkens historie. Og desuden ville vores far slet ikke have, vi skulle i børnehave, men hjælpe til på gården.
Blandt andet derfor er jeg nok aldrig blevet 100 procent civiliseret og afslebet i kanterne.