Sommersolen steger i lejligheden, da jeg kommer hjem fra arbejde. På vej gennem stuen stopper jeg og betragter katten. Den ligger i en underlig stilling i den ene ende af sofaen. Det gjorde den også i morges, da jeg gik.
“Har du set, om katten har været oppe i dag?”, råber jeg til min kone.
Hun svarer ikke. Jeg bøjer mig ind over katten og lugter til den. Den ser ud til at have tabt en anseelig del af pelsen i sofaen.
“Vi er nødt til at få den til at bevæge sig. Den er ved at gå i forrådnelse,” siger jeg.
Katten åbner det ene øje og kigger irriteret på mig. Den er til daglig en udekat, som lever det frie katteliv hos vores mellemste søn og svigerdatter. Første gang vi passede den, løb den i fire døgn desperat og med dyb hankatterøst miavende rundt i lejligheden i forgæves søgen efter et åbent vindue at kaste sig ud ad.
Siden har den udviklet en mindre energikrævende overlevelsesstrategi. Så snart transportkassen åbnes, resignerer katten og styrer resolut mod sofaen, hvor den går i selvvalgt koma, omtrent som de rumrejsende i “Interstellar”, der tager af sted til en anden galakse. Dens dvale er så dyb, at vi endda kan have vinduerne på klem, uden at den vågner.
Men i modsætning til Matthew McConaugheys kryo-sovende astronaut er katten stadig nødt til at forlade sofaen for at indtage føde – og, hvad der er værre, for at komme af med den igen. Det sidste foregår i en kattebakke på gæstetoilettet, og det er svært at sige, hvem der hader denne del af konceptet mest, os eller katten.
For katten er det tydeligvis grænseoverskridende at skulle besørge indendørs i en kasse og for åben dør. Den omgiver den ydmygende handling med rituelle ve-råb og intens skraben i et ocd-agtigt forsøg på at fjerne alle spor efter dåden.
Jeg tør trygt sige, at det ikke lykkes, hvorfor vi er blevet meget hurtige til at fjerne efterladenskaberne med den til kattebakken hørende skovl – den i daglig tale benævnte “poop-scoop”. For os er kattebakkerutinerne en uparfumeret påmindelse om, hvor uendelig vis en beslutning vi traf, da vi flyttede ind i lejligheden og valgte, at vi ikke skulle have kat.
Jeg går ud i køkkenet og hælder lidt tørkost op til katten. Jeg sørger for at skramle med skålen, så katten kan høre det. Jeg kigger ind i stuen. Den rører sig ikke ud af stedet.
I det samme ringer det på døren. Kattens ører rejser sig. Min kone lukker op, og jeg hører lyden af den ældste søn og svigerdatter og deres halvandetårige, der myldrer ind i entréen.
“Nu skal du bare se, hvem der er her,” siger min kone og kommer ind i stuen med barnebarnet i hånden.
Drengen lyser op i et begejstret grin og hviner:
“Ngna-ngna-ngna-ngna-ngna-ngna-ngna.”
Det er, hvad både vi og katten har lært, babysprog for: “Åh, se, dér er den søde mis med den bløde pels, som jeg vil tørre min snottede næse i og nulre med mine fedtede barnenæver.”
Katten forlader imponerende hurtigt sin vegetative tilstand, springer lettere panisk ned fra sofaen og ser sig om efter en flugtrute. Men det er for sent: Den halvandetårige stolprer lynhurtigt gennem stuen med fremstrakte arme og trænger katten op i et hjørne.
“Ngna-ngna-ngna-ngna-ngna-ngna-ngna,” siger han og begraver ansigtet i dens pels.
Jeg går ud i køkkenet og vrider en vaskeklud op. Det bliver ikke i dag, katten rådner op.